Mattias Tesfaye: Udlændingepolitik bragte S i krig med sig selv

Bogudgivelse: Mattias Tesfaye har på en måde altid kendt Thorkild Simonsen. Da Mattias gik med aviser i Risskov, vidste han godt, at hans rute lå i det kvarter, hvor borgmesteren boede.

Da Mattias som en 16-årig, rød og vred ung mand demonstrerede på Rådhuspladsen i Aarhus, var det mod Thorkild Simonsen, der lige var blevet indenrigsminister. Hentet ind, fordi han som Aarhus-borgmester havde vist handlekraft og strammerkurs på et område, som var ved at splitte Socialdemokratiet ad. Udlændingeområdet.

Dengang vidste Thorkild Simonsen ikke, hvem Mattias var. Det gør han i dag, for Mattias har i mellemtiden rejst fra den yderste venstrefløj til at blive socialdemokrat og folketingsmedlem.

Og så har han lige udgivet bogen "Velkommen Mustafa", som handler om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik. En periode, hvor partiet kom i krig med sig selv og mistede vælgere, som aldrig kom tilbage.

Thorkild Simonsen har læst den, og ligesom en stribe socialdemokratiske profiler gennem de seneste 50 år spiller han selv en stor rolle i bogen.

- Det er en vigtig gennemgang, for den viser, hvor svært det kan være for et stort parti at have én samlet holdning i en vanskelig sag, som er svær at skrive ned i et partiprogram, siger Thorkild Simonsen, der i mellemtiden er blevet 90 år.

De københavnske vestegns-borgmestre med Ishøj-borgmester Per Madsen i spidsen var de første til at råbe op om, at den massive indvandring af først gæstearbejdere og så familiesammenførte var et problem. Råbe er måske så meget sagt, for de fleste, der ytrede sig i den periode i 1980'erne og 1990'erne, pegede på helt konkrete udfordringer. Og på lavpraktiske løsninger som vigtigheden af at lære dansk og af at fordele indvandrerne mere ligeligt, så de bedre kunne blive en integreret del af fællesskabet.

Efterhånden som problemerne fra Ishøj og Albertslund bredte sig til andre dele af landet, reagerede også provinsborgmestrene med Thorkild Simonsen i spidsen.

- Det var borgmestrene, som kunne se, at indvandringen skabte problemer i deres boligområder, på skolerne og i børnehaverne, siger Mattias Tesfaye.

Toppen af partiet kunne godt have lyttet lidt bedre efter borgmestrene, mener Thorkild Simonsen.

- Man kunne godt have lyttet til os, der sad i problemerne til halsen, siger den tidligere borgmester i dag.

En af dem, der ikke lyttede, var den nu afdøde eks-formand for Socialdemokratiet, Svend Auken. Faktisk stoppede han en indvandrer-rapport, som kortlagde udfordringerne med det stigende antal asylansøgere og familiesammenførte midt i 1980'erne.

Det var den daværende amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen, der havde udfærdiget rapporten, som Tesfaye stødte på i sin research til bogen.

Rapporten viste, at antallet af udlændinge ville stige markant med den eksisterende politik, og at det ville få alvorlige konsekvenser for de svagest stillede i samfundet. Den pegede på faren ved, at andre kulturer isolerede sig i stedet for at integrere sig. Den anviste også konkrete løsninger som spredning af flygtningene og et loft over indvandringen.

Men formand Svend Auken skrinlagde rapporten på et tidspunkt, hvor partiet stadig kunne have ændret udviklingen, mener Mattias Faye.

- Tænk hvis partiledelsen ikke havde lagt den i skuffen, men havde strammet op som rapporten anbefalede. Så ville det have ført til færre, der ikke lærte dansk, en bedre fordeling af flygtningene i landet og færre arrangerede ægteskaber allerede fra 1987. Det kunne have gjort en stor forskel, mener Mattias Tesfaye.

Han er dog ikke ude på at udskamme Svend Auken. Mattias Tesfaye forstod nemlig heller ikke, hvad der skete i de år, da han demonstrerede mod Thorkild Simonsen, der som borgmester blandt andet fik fordelt skolebørn af anden etnisk baggrund ud på de mere "hvide" skoler.

- Det var jo en slags apartheid-model, hvor børn blev sorteret efter etnicitet. Og jeg stod der med mit skilt, hvor der stod "stop højredrejningen". Men indeni mig nagede en tvivl, siger Mattias Tesfaye.

Han tænkte på Bishar og Mustapha - de to somaliske drenge, der blev placeret i Mattias' klasse - og på, at de virkede til at have det godt blandt flere danskere.

Og senere, da Mattias var politisk aktiv i ungdomsfagforeningen, blev udlændingespørgsmålet ved med at stikke hovedet frem.

- Jeg syntes ikke, det var rigtig politik. Det var som en irriterende flue, jeg hele tiden skulle vifte væk. Jeg ville jo fortælle, at man skulle stemme rødt, fordi vi skulle have bedre uddannelse og bedre forhold på arbejdspladserne. Men ude i skurvognene spurgte de, hvad vi ville gøre med de fremmede, siger Mattias Tesfaye.

Først omkring 2006 begyndte han at forstå, hvad det var, borgmestrene og arbejderne oplevede som problemer. Ni år efter, han stod og demonstrerede mod Thorkild Simonsen. Så når hans bog forsøger at beskrive, hvad der skete i Socialdemokratiet, er det også et forsøg på at forstå sig selv.

- Jeg kan godt være skamfuld over, at jeg ikke kunne se, at Thorkild Simonsen nok var en erfaren borgmester, der bare forsøgte at løse nogle reelle problemer i Vestbyen i Aarhus.

Thorkild Simonsen husker godt demonstrationerne og modstanden.

- Men når man tror på det, man gør, så står man fint i vinden, siger han og tilføjer:

- De fleste var nu godt tilfredse. Jeg fik i hvert fald et stigende stemmetal, når der var valg.

Thorkild Simonsen husker også, hvordan arbejderne var mere optagede af at snakke om fremmedarbejdere og flygtninge, end partiet var, og at det banede vejen for et stort Dansk Folkeparti:

- Jeg vil ikke påstå, at jeg kunne se det dengang, men det er det, der er sket. Det kan vi ikke komme uden om. Murere, tømrere og ufaglærte havde holdninger, som ikke passede med de mere humanistiske og akademiske holdninger i partiet, siger Thorkild Simonsen.

Som indenrigsminister fik han gennemført, at flygtninge skal fordeles ligeligt rundt i landet i stedet for, at det var Dansk Flygtningehjælp, der fordelte dem. Typisk til de kommuner, der i forvejen havde høje koncentrationer. Det var vigtigt, siger han.

Han er, ligesom Tesfaye, optaget af, hvorfor udlændingepolitikken har været så svær for Socialdemokratiet, og han støtter Tesfayes udlægning i to grundsten i partiet, som skurrer mod hinanden:

- Socialdemokratiet har nogle humanistiske værdier, og vi mener, at vi har forpligtelser, der rækker ud over landets grænser. Samtidig forsvarer vi også den velfærdsstat, som er opbygget i Danmark, og som handler om, at vi hjælper hinanden inden for grænserne, siger Mattias Tesfaye.

Han mener, at det danske velfærdssamfund får problemer, hvis der kommer mere end 5.000 flygtninge til om året.

- På grund af de internationale konventioner har vi ikke andre muligheder end at stramme og stramme igen. Vi kan se, at når vi forringer vilkårene for flygtninge i Danmark, får vi færre asylansøgere. Det er desværre de eneste håndtag, vi har, siger han og drømmer om en fælles europæisk løsning.

Tesfaye må så se i øjnene, at de stramninger, som han er varm fortaler for, havde forhindret hans far i at komme til Danmark og møde hans mor i sin tid.

- Så var jeg ikke blevet født. Kontrafkatisk historieskrivning er noget mærkeligt noget, siger han.

Thorkild Simonsen mener ligesom Tesfaye, at Danmarks handlemuligheder er begrænset af internationale konventioner. Men han mener også, at tonen i udlændingedebatten er blevet for hård.

- Man behøver ikke så skarp en tone, hver gang det handler om flygtninge. Tænk at sige, at et tålt ophold skal være et utåleligt ophold. Sådan kan man da ikke sige om andre mennesker, siger Thorkild Simonsen, inden han siger:

- Men jeg skal ikke som 90-årig sidde her og give karakterer til aktive politikere.