Annonce
forside

Marstals sidste købmand: Godt købmandskab er også at skifte kundernes elpære

- Jeg elsker at kende alle mine kunder og at kunne snakke med dem, siger Bettina Lohmann, indehaver af Let Køb i Marstal. Foto: Katrine Becher Damkjær

Bettina Lohmann er Marstals sidste lille købmand, og selvom kundegrundlaget måske ikke er helt, hvad det har været, holder hun snakken og humøret højt hele dagen.

Marstal: Der kommer varer i dag, så Bettina Lohmann er allerede i gang her fra morgenstunden. Hun triller af sted med indkøbsvognen fyldt med nye varer langs reolerne og er lige nu nået til hylderne, der skal fyldes op med sveskegrød, halve syltede ferskner og Nutella.

- Det er jo snart den her tid på året, ved du godt, siger hun, lægger et snit med hobbykniven i plastic-indpakningen til en kasse og trækker en halvliterskarton med kirsebærsovs op.

Til juli næste år er det 12 år siden, Bettina overtog den lille købmandsbutik i Vestergade i Marstal, og hun har ikke en eneste dag fortrudt, at hun i sin tid tog springet fra sit arbejde i Brugsen til selvstændig købmand i Let Køb-kæden.

- Nej ikke en eneste gang. Jeg elsker mit arbejde. Jeg åbner klokken 7 og lukker igen klokken 18, og så skal der lige lukkes helt ned, inden jeg tager hjem, men jeg elsker det, siger Bettina, mens hun fylder det sidste kirsebærsovs på hylderne.

Annonce

Det er sådan her, det er hele dagen, og det er det, jeg elsker. At have en købmandsbutik, hvor man har tid til at snakke med kunderne, og hvor jeg kender dem alle sammen. Her SKAL der bare være tid til lige at snakke lidt og grine sammen.

- Bettina Lohmann, indehaver af Let Køb, Marstal
Bettina Lohmann (til venstre) og Mette er i gang med tirsdagen store udpakning af nye varer. Foto: Katrine Becher Damkjær

Jul for fuld skrue

Da Bettina i sin tid fik øje på den lille købmandsbiks var den ellers på nippet til at dreje nøglen om, da den tidligere ejer var nået en alder, hvor han ikke længere kunne se sig selv trække i kitlen hver morgen.

Og bagest i butikken rumsterer Mette rundt. Mette fulgte nærmest med som inventar, da Bettina overtog butikken.

- Ha ha ha! Ja, Mette havde lovet den tidligere købmand, at hun nok skulle blive til den sidste lukkedag, når han drejede nøglen og gik på pension. Men så kom jeg og overtog ... og så blev hun. Og jeg kunne ikke undvære hende, siger Bettina,

Mette er den ene af to fastansatte, Bettina har på lønningslisten sammen med to "piger" i fritidsjob. Hun er også ved at stille friske varer på hylderne, der allerede er blevet godt sovset ind i julepynt.

- Første december kom nissehuen på, og ugen inden juleaften ...:

Bettina fløjter og vipper fingrene op, ned og op igen.

- ... FULD skrue. Nissetøj over det hele. Måske lige undtagen Mette. Hun er ikke helt med på den. Selvom hun et enkelt år tog røven på os alle sammen og gav den alt, hvad den kunne trække.

Det er svært lige at vurdere, om Mette igen i år har tænkt sig at tage røven på Bettina, men hun smiler.

Mens der bliver pakket ud i den fjerneste ende af Let Køb-butikken, tager Lene sig af kunderne i den anden ende. Foto: Katrine Becher Damkjær

Fy for helvede!

Mens vi står i den smalle gang og snakker, må Bettina lige må humme sig lidt, som en kunde presser sig forbi hende for at få rodet en kasse knoldselleri, der står på gulvet bag Bettina, igennem.

- Hej, Finn!

- Hej. Jeg kigger lige efter en pæn en. Jeg vil have boller i selleri i aften, siger Finn.

Bettina smiler og kigger på ham med et skeptisk blik.

- Det får du bare lov til. Det er ikke lige min livret, siger hun, mens hun igen lige må give plads til, at en anden kunde kan komme forbi. En kunde, der har hørt, at vi snakker om den rustikke ret, og som også lige giver den et skudsmål med på vejen:

- Boller i selleri?! Fy for helvede!

Finn rejser sig igen i triumf og har fundet en passende knold til aftensmaden og drejer lige samtalen i en lidt anden retning.

- I gamle dage pissede vi på dem, når de var i jorden. Det er der vist ingen, der gør mere, griner han og går ned mod kassen for at betale.

Bettina går igen i gang med at stille de nyankomne varer på hylderne.

- Det er sådan her, det er hele dagen, og det er det, jeg elsker. At have en købmandsbutik, hvor man har tid til at snakke med kunderne, og hvor jeg kender dem alle sammen. Her SKAL der bare være tid til lige at snakke lidt og grine sammen, siger Bettina, inden hun igen bliver afbrudt af Finn, der er vendt tilbage med ugens udgave af Ugeavisen Ærø, hvor en af Marstals større dagligvarebutikker reklamerer netop for boller i selleri.

- Se, det ER noget, folk kan lide, siger han.

Fra den lille glasdisk ved kassen sælger Bettina ost i specielskårne størrelser. Det er også et levn fra den forrige ejer, men også en del af forretningen, som hun har mange kunder til. Foto: Katrine Becher Damkjær

Skifte en el-pære

Netop det at være den lille spiller på en bane, hvor de store dagligvarekæder æder sig ind på stadig større dele af handlen, gjorde Bettina sig overvejelser om, da hun for snart 12 år siden købte købmandsbutikken.

- Jo, det er da nogle store butikker, man som en lille købmand konkurrerer mod, men jeg syntes bare, det ville være synd, hvis der pludselig ikke længere var en rigtig købmand i byen.

Og det er faktisk ikke kun i butikken, at forretningen foregår. Bettina kører også varer ud til kunderne.

- Alle dage undtagen i dag, altså om tirsdagen, hvor der kommer varer, og der simpelthen ikke er tid til det. Og jeg tager mig god tid ude ved kunderne ... igen fordi jeg bare godt kan lide at snakke med kunderne. Jeg tror faktisk, at jeg lige så godt huskendt som hjemmeplejen nogle steder, vurderer Bettina med et smil, mens hun triller den lille indkøbsvognen, nu fyldt med sammenklappede papkasser, ned i bunden af biksen, forbi frostvarerne og ud på lageret for at hente næste sending, der skal fordeles på hylderne.

- ... og skal der også lige skiftes en el-pære hos nogen, gør jeg da også bare det.

Gerne flere kunder

Der trisser kunder rundt i butikken og putter varer i deres indkøbskurve. Og man kan godt - uden at fornærme nogen - notere sig, at det for mestendelens vedkommende er kunder, der er oppe i årene.

- Vi har godt nok haft mange ældre kunder, der er faldet fra, og heldigvis kommer der da nye til ... men der måtte jo godt komme flere. Det positive er, at der gennem årene er kommet en større bredde i kunderne sådan rent aldersmæssigt, men jeg ville da RIGTIG gerne have flere ind ad døren, siger Bettina og læner sig ind over den nye vognfuld varer.

- Jeg klager skam ikke. Det kan godt være, jeg er træt, når jeg går her fra om aftenen, men jeg er altid glad.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sparetid i kommunen: Respekt for aflysning af julefrokost i Ældre- og Handicapforvaltningen

RESPEKT FOR AFLYSNINGEN Julen er som bekendt traditionernes tid, men en arbejdsgiverstøttet firmajulefrokost kan aldrig blive en så fast tradition, at den er ubrydelig. Derfor fortjener beslutningen om at droppe årets julefrokost for de 4500 medarbejdere i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning respekt. Herunder medarbejdernes accept af beslutningen. Forvaltningens direktør Gitte Østergaard og Forvaltningsudvalget traf beslutningen, fordi økonomien er dårlig. Forvaltningen har i år brugt for mange penge, og dette overforbrug skal tjenes ind i 2020. Forvaltningsledelsen agerer altså på samme måde, som en ansvarlig ledelse i en privat virksomhed. I den private sektor er der mere julefryns til medarbejderne i år med store overskud, end i år med røde tal på bundlinjen. Anskuer man Ældre- og Handicapforvaltningen som en helt almindelig arbejdsplads, er beslutningen om at aflyse julefrokosten derfor elementær. Men beslutningen har skabt debat, fordi rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K), er så ærgerlig over aflysningen, at han foreslår en centralisering af kommunens penge til personalepleje. Windells begrundelse er, at alle medarbejdere i en kommune bør have samme beløb til fryns. De enkelte afdelinger kan så selv bestemme, om pengene skal bruges til en julefrokost eller en sommerfest eller noget tredje. Rådmandens forslag er velment, og hans argument om, at god personalepleje er med til at fastholde gode medarbejdere, er bestemt validt. Men det modsatte argument, at lokal medbestemmelse også er personalepleje, er lige så vægtigt. Og her skal man huske, at Odense Kommune ikke blot er en stor arbejdsplads med i alt cirka 13.000 ansatte. Det er også en mangeartet arbejdsplads med vidt forskellige kulturer. Beslutningen om, hvordan man bedst fejrer jul med kollegerne, kan man derfor roligt overlade til de enkelte afdelinger. Det er ikke noget, politikerne behøver at blande sig i, hvad borgmester Peter Rahbæk Juel da også fornuftigvis afviser. Politikerne i Ældre- og Handicapudvalget har i solidaritet - må man gå ud fra - med medarbejderne besluttet også at aflyse deres julefrokost. Det er da en sympatisk beslutning. Men det må være tilladt at tilføje: Alt andet havde også set underligt ud og sendt et blakket signal.

Assens For abonnenter

Johns kæbe var blød som bølgepap efter strålebehandlinger: - Den ville smuldre væk uden tandbehandlinger

Annonce