Annonce
Kultur

Marshal Madsen fra Ørsted

Chris Madsen, her fotograferet i sit hjem i Guthrie i Oklahoma som 91-årig i 1942, beholdt sin forniklede Colt "Peacemaker" indtil får dage før sin død.

Skjult fortid: Christen Madsen var og er én af de amerikanske helte - men i Danmark var han en skurk

Ifølge Christen Madsens egen hukommelse var han født i Slesvig i det Herrens år 1851. Han var - sammen med sin far - kurer i krigen i 1864, både ved Dannevirke og Dybbøl, og lod sig efter krigen indrullere i hæren som elev.

Men udlængsel sendte ham til Fremmedlegionen, og han kæmpede både i Algier og i den fransk-tyske krig og blev såret ved slaget i Sedan.

Han forlod Fremmedlegionen ved kontraktens udløb, men på det norske skib, der skulle føre ham hjem, fik han at vide, at han han var uønsket i sin hjemby.

Altså fortsatte han til Norge, hvor han arbejdede ved anlæggelsen af jernbanen mellem Bergen og Drammen.

Her stiftede han bekendtskab med en nordmand, som havde været med i Den Amerikanske Borgerkrig. Han overtalte Chris Madsen til at tage til Amerika, hvad han gjorde i 1875. Fire dage efter ankomsten lod han sig indrullere i 5. U.S. Cavalry.

Skriver altså Chris Madsen selv.

Den tidligere dyrepasser i Aalborg Zoo, Leif Rudi Ernst, mener, at den historie er falsk.

Han har fra barnsben været dybt interesseret i det amerikanske "Vest" og har gravet og gransket i Chris Madsens livsforløb, hvad der er kommet en ganske anderledes historie ud af.

Madsen fra Ørsted

Den senere legendariske U.S marshal i Oklahoma viser sig nemlig at være født 25. februar 1851 i Rørmosehus, beliggende på hjørnet af Bogensevej og Rørmosegyde i udkanten af landsbyen Ørsted på Vestfyn, hvor han blev døbt fire dage senere og fik navnet Christen Madsen.

Han var søn af Mads Christensen og Maren Jørgensdatter og havde fire halvsøskende fra moderens første ægteskab.

Christen Madsen var en opvakt dreng, som fik fine skudsmål fra skolen i Ørsted, en fire-fløjet gård i Grønne Gyde, og fra pastor Jørgen Gantzel Blicher Dreyer, som bedømte både hans kundskaber og opførsel som "meget god".

Efter konfirmationen blev Christen Madsen elev på Landboskolen i Kauslunde, og i 1868 tog han til København. Her ernærede han sig som medhjælper hos en vinhandler, han var kusk i Dyrehaven og medhjælper hos en provst og en overretsprokurator.

Madsen blev imidlertid syg, måtte rejse ud på Sjælland for at søge arbejde, hvad der ikke lykkedes. Heller ikke en rundrejse i det sydlige Sverige gav arbejde, og Madsen måtte tigge og pantsætte sig frem. Til sidst ville han hjem til Fyn.

Han nåede dog kun til Korsør, hvor han skrev et "tiggerbrev", dvs. et brev hvor der stod, han havde mistet alt ved en stranding. Idéen var så, at få folk til, efter at de havde givet tiggeren penge, at skrive deres navne på brevet, så andre måske så også ville give en skærv.

Madsen kunne imidlertid ikke nære sig. Han begyndte selv at skrive navne på tiggerbrevet, og i maj 1869 blev han indsat i Førslev Arresthus på Vestsjælland. Han blev dømt for betleri og "arrestanten bør hensættes i Fængsel på Vand og Brød i 5 dage", som det hedder i dommen.

Madsens kriminelle løbebane var indledt.

Dydens smalle sti

Alligevel lykkedes det senere for Christen Madsen at få arbejde som dræningsmester ved Odense Kommune, uden at det endelige bevis for den påstand foreligger.

Det blev et kort intermezzo på dyden smalle sti. Madsen fra Fyn tog igen til Sjælland og tiggede sig frem. Det vil sige, han havde en forbavsende evne til at "låne" penge - også hos borgmestre og politimestre - mod kvittering naturligvis, men da han også stak af fra en regning på et gæstgiveri, blev han efterlyst.

Madsen blev anholdt i Sakskøbing, men under transporten til Præstø flygtede han ud af toget, for dog senere at blive arresteret og idømt fire gange fem dage på vand og brød.

Og sådan fortsatte det. Madsen ledte efter arbejde, fik ikke noget og "lånte" sig i stedet til livets ophold. I Århus købte han et Dannebrogskors, hvad der gjorde låneekspeditionerne noget nemmere. Men i realiteten bedrog han folk. Madsen kunne ikke - og havde ikke til hensigt - at betale pengene tilbage.

Madsen huserede overalt i Jylland, men skæbnen indhentede ham på Hjallerup Kro, 20 kilometer nord for Aalborg. Og 11. december 1871 blev han indsats i Forbedringshuset på Vridsløselille Mark. Retten i Hjørring havde idømt ham otte måneders forbedringshus.

Forbedringer blev der dog ikke tale om. Christen Madsen fortsatte - trods lejlighedsvis arbejde - sin kriminelle løbebane ved at narre penge fra lærde folk med falske papirer og opdigtede historier. Blot kaldte han sig nu Carl Daniel Hoffmann.

Navnet droppede han senere på togter til Sverige og Norge, hvor politiet indhentede ham i nærheden af Larvik i marts 1874. Denne gang fik han to år i forbedringshuset, og de danske myndigheder var trætte af ham. Han skulle sendes væk.

På det tidspunkt var det almindelig skik og brug at hjælpe besværlige personer til at forlade landet.

Christen Madsen ankom til Amerika 17. januar 1876 ombord på S/S Dakota, og fire dage efter lod han sig hverve til soldat.

I 15 år kæmpede han i kavaleri-regimentet mod indianerne, og de efterfølgende 26 år var han en frygtet U.S marshal eller vice-marshal, som havde held til at jagte og nogle gange tæmme store forbrydere som eksempelvis Dalton-brødrene.

Chris Madsen er en legende i Oklahoma City, hvor der hænger en mindesten over ham, en gade er opkaldt efter ham, og hvor politifolk den dag i dag har ham hængende på væggen som forbillede og evigt minde.

Men den fortid Leif Ernst mener er Chris Madsens, den vil de ikke høre tale om.

Madsen var og er for amerikanerne en helt. En Western-helt.

Den danske skurk må være en anden Chris Madsen. Kilde: Leif Rudi Ernst: "Skurk i Danmark. Helt i Amerika, Marshal Chris Madsens skjulte fortid", 288 sider, pris uopgivet. Bogen kan købes via Poul Straarup, Hyltvej 42, Veddum, 9560 Hadsund.

Annonce
Fynboen Chris Masen - her i sin quartermaster sergeant uniform - var kavallersoldat i 1. Voluntary Cavalry, også kaldt Rough Riders. I årene 1876-1879 deltog han i flere slag mod prærieindianere.
Chikasha i Indian Territory var et af Chris Madsens arbejdssteder. Her arbejdede han som US Marshall fra 1899 til 1906.
På sine gamle dage gav Madsen mange interviews til aviser om sit dramatiske liv - men ofte skrev han dem også selv. I denne artikel fra 1934 udpeger han stedet, hvor Buffalo Bill i 1876 dræbte og skalperede indianeren Yellow Hand.
Chris Madsens "Peacemaker" sammen med den officielle udnævnelse til US Marshall i Texas. Dokumentet er dateret 19. juni 1911.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce