Annonce
Kultur

Marianne var med i Marquis de Sade, Sweethearts, Jodeladies og Venter på far: Den fremmede fugl fandt endelig hjem

- Jeg har ingen ambitioner om at blive millionær på min musik. Jeg drømmer bare om at kunne blive ved med at skrive sange og at have et publikum til dem, siger Marianne van Toornburg. Foto: Simon Staun
”Simpelt” er titlen på Marianne van Toornburgs andet soloudspil. En titel, som giver mening, fordi hun har brugt det seneste årti på at skrælle af og skære ind til benet. En proces, der har hjulpet hende med at finde frem til det, der virkelig gælder.

Musik: Det er ikke et dukkehjem, Marianne van Toornburg for nylig flyttede ind i med sin teenagedatter. Det er derimod en treværelses lejlighed på Henrik Ibsens Vej på Frederiksberg, hvor den fynsk opflaskede musiker blev født og har boet det meste af sit voksenliv.

Solen skinner generøst udenfor. Marianne spørger derfor, om vi skal finde en bænk på den nærliggende kirkegård bag den runde Frederiksberg Kirke i stedet for at sidde indenfor med udsigten til flytterod.

Den franske arkitekt Felix Dusart tegnede kirken, der har været ramme for mange monumentale begivenheder i Marianne van Toornburgs liv. Mens vi venter på gå-kaffe fra hendes faste kaffe-pusher, fortæller hun, at hendes forældre blev viet i kirken, hendes fars og bedsteforældres begravelser foregik her, og begge hendes døtre er konfirmeret i det fortryllende rum med gråmalede paneler og bænke.

Annonce

Blå bog

Marianne van Toornburg er 57 år. Hun er født på Frederiksberg, men voksede op på Nordvestfyn i Hjadstrup vest for Otterup. Hun flyttede til Odense som 16-årig for at gå på Katedralskolen. Hun blev student i 1981 og flyttede til København, hvor hun har boet siden.

Hun er mor til Naja på 22 år og Mia Maja på 17 år.

Som helt ung blev Marianne spottet af Anne Linnet og kickstartede sin karriere i legendariske Marquis de Sade.

Hun er kendt for sit musikalske samarbejde med Sidewalk, Sweethearts (& Pernille Højmark), Miss B. Haven, Troels Trier & Rebecca Brüel, Master Fatman and his Freedom Fighters, The Nancy Sinatra & Lee Hazlewood Show, Venter på far (Anne-Dorthe Michelsen m.fl.), Jodeladies, Jacob Eriksen (Shirtsville), Jonas Struck (Swan Lee, filmkomponist) og Beatfortælling.

Udenfor på kirkegården ligger bedsteforældre og faren begravet side om side med Storm P, Kai Normann Andersen og Adam Oehlenschläger, fortæller Marianne van Toornburg, mens hun hjemmevant guider os over på en rolig plet med sol og komplet ro ved en høj mur.

- Der er noget tiltalende ved kirkegårde og især typer som denne midt i en storby. Væk fra trafikkens rumlen og med fred til at tænke store tanker. Du skal forberede dig på, at jeg taler en del, advarer Marianne van Toornburg, da der tændes for diktafonen på mobilen.

Nærmest som var det aftalt, begynder hun sin fortælling kronologisk. For selv om hun ikke kan huske det, er det tydeligt, at det har påvirket hendes livsbane, at hendes far døde, da hun var blot et år. Faktisk døde han dagen inden hendes første fødselsdag.

- I årenes løb – og især de seneste – er det gået op for mig, hvor meget jeg ligner min far mentalt, selv om jeg ikke nåede at lære ham at kende. Det er også blevet tydeligt, hvor svært det har været at føle sig som en fremmed fugl i min egen familie. Jeg er 10 år yngre end mine mostre, onkler og tanter og 10 år ældre end mine fætre og kusiner. I min barndom betød det, at jeg følte mig meget alene, siger Marianne van Toornburg.

Punken passede ikke

Det hollandske efternavn har hun fra sin stedfar, der tidligt kom ind i hendes liv. Ligesom Fyn. Moren flyttede til Nordfyn med sin nye mand, da Marianne var fire år. Hun voksede op på den tidligere præstegård i Hjadstrup vest for Otterup. En by man skal være temmelig lokal for at kende.


Jeg har altid haft en forkærlighed for dansktopmusik, og når vi sad og skrålede med i bussen, kunne de fleste omkvædet, mens jeg også kunne b-stykkerne og sidste vers. Jeg var med i Sweethearts i fem år og fik virkelig afløb for min indre cirkusklovn

Marianne van Toornburg


- Det var igen med til at splitte mig, fordi jeg på Fyn var hende fra byen og i København var hende ude fra landet med den fynske dialekt. Det fulgte mig hele min barndom, siger Marianne van Toornburg.

Da hun flyttede til Odense allerede som 16-årig for at gå på Katedralskolen, begyndte hun at dyrke musikken seriøst. Da hun som 18-årige flyttede til København, havde hun svært ved at finde ud af, hvilket ben hun skulle stå på i den sammenhæng.

- Jeg hørte ikke til på Musikcaféen, hvor man spillede funk. Jeg hørte heller ikke til i punkmiljøet på Barbue. Når jeg ser tilbage, kan jeg se en rød tråd i, at jeg både familiært og musikalsk har brugt enormt megen energi på at finde ud af, hvilken kasse jeg passede i. En ubetinget fordel ved at blive ældre er, at man finder ud af, hvordan man laver sin egen kasse. Så kan de andre få lov at blive inviteret med i den, siger Marianne van Toornburg og smiler.

Annonce

Afløb som cirkusklovn

Hendes vej ind i professionel musik var som korsanger i det odenseanske band Sidewalk med Ole Friis som forsanger. Et band, der skrev kontrakt med Abbas manager Stikkan Andersson for Polar Records på toppen af Sheraton.

Frederiksberg Kirke og kirkegården omkring betyder noget særligt for Marianne van Toornburg, der derfor foreslog, at interviewet foregik der. Foto: Simon Staun

- Jeg var ikke mere end 18 år og overrumplet over at mærke, hvor store muskler og tegnebøger musikbranchen havde. De første mange år af min karriere var jeg dog kun hired gun. Det betød, at jeg skulle synge kor på andres sange, siger Marianne van Toornburg.

Sidewalk delte selskab med Anne Linnet & Marquis de Sade, og da de manglede en korsanger, der kunne danse, fik hun foden indenfor.

Et vigtigt brev

Sangen Diakonisserne er skrevet på baggrund af et brev, Marianne van Toornburg fik af sin mormor. Det havde ligget i en kommodeskuffe i mange år og var skrevet af hendes far, da han var i praktik som læge på en diakonissestiftelse.

- Han havde lige mødt min mor og glædede sig til alt det, de skulle sammen. De nåede at blive gift og få mig, men min far døde af en aneurisme i hjernen dagen før min et års-fødselsdag. Det har fyldt meget i min barndom at have den hemmelige - for mig - ukendte far, og det har nok været årsag til min følelse af aldrig rigtig at høre til nogen steder. Men det brev var så fuld af håb og liv, og de eneste ord jeg har, der stammer fra hestens mule – og det gik så meget anderledes, end han havde håbet.

- De to første koncerter, jeg var med til, var i en udsolgt Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus og Aalborg Hallen. Jeg var ved at dø af nervøsitet, selv om mit ansvar bestod i ikke at synge falsk eller falde på scenen, siger Marianne van Toornburg og ler.

Det var et musikerliv på første klasse. Store koncerter, gode penge og mange fester. Efter Marquis de Sade var hun en del af Miss B. Haven, der optrådte i både Frankrig og på Færøerne. Derefter kom hun med i Sweethearts, som havde voldsom succes i begyndelsen af 1990’erne.

- Jeg har altid haft en forkærlighed for dansktopmusik, og når vi sad og skrålede med i bussen, kunne de fleste omkvædet, mens jeg også kunne b-stykkerne og sidste vers. Jeg var med i Sweethearts i fem år og fik virkelig afløb for min indre cirkusklovn.

Annonce

Sang med Brandenburg

Det ene år tog det andet. Festbandet spillede hundredvis af koncerter om året. De spredte smil og latter i en tid, hvor det ellers var mørke og melankoli i grungen, som var på mode.

- Vi var et festfyrværkeri live og fik kickstartet den indre fællessanger, vi alle bærer på. Jeg vil faktisk mene, at Sweethearts gjorde det lovligt at synge sange, som i en årrække nærmest var bandlyst. Ulla Pia, der døde sidste år, sagde til mig, at vi havde været medvirkende til at give hende oprejsning. Det var meget rørende, siger Marianne van Toornburg.

Et af højdepunkterne i samme æra var, da Otto Brandenburg skulle medvirke til en koncert. At tænke tilbage på timerne i øvelokalet med baggårdspumaen ved sin side giver hende kuldegysninger.

- Jeg glæder mig til at komme ud at spille med mit sindssygt fede band med Johnny Stage, Sisse Selina Larsen og Sara Saxild. Foto: Simon Staun

- Sweethearts var på ingen måde et jazzband, men når Otto talte for med sin hæse stemme, blev vi det. Han var fuldstændig fantastisk at arbejde sammen med, og det er klart et højdepunkt i min karriere, siger Marianne van Toornburg.

Efter fem år med koncerter non stop, var hun nødt til at prøve noget andet. Det hjalp hendes mors musiksmag med til. For i hjemmet i Hjadstrup var det ofte Nancy Sinatra og Lee Hazlewood, der var på grammofonen.

- Jeg så et tv-program med Maggie Bjørklund, hvor hun spillede sine yndlingsvideoer. Hun præsenterede netop Lee Hazlewood, hvilket fik mig til at spekulere på, om hun ikke ville være med til at turnere med Sinatra- og Hazlewood-sange på repertoiret. Det ville hun heldigvis, siger Marianne van Toornburg, som efterfølgende samlede det, hun kalder et formidabelt liveband.

Anonyme Melankolikere – andet vers:

Jeg ser de andre vandre i nattely

Hen over pladser ned ad en vej

Jeg møder blikke en navnløs sørgmunter flok

Jeg ved, de har det lige som mig

Der rydder op i alt mit kaos og forvirring

Slukker for al støj

Genner løse tanker hen på plads

Strammer skruerne i mig – i mig

I slutningen af 90’erne dannede hun musikalsk par med Nils Lassen i duoen Dreamtones, var med i Jodeladies og blev husmorafløser i Venter på far. Efter 20 år var kimen lagt til en soloudgivelse.

Det blev en lang fødsel på grund af to fødsler og en skilsmisse. Men det var ventetiden værd. For hendes debutalbum ”Mono” fra 2008 fik fem stjerner i Politiken og uforbeholden ros over hele linjen. I forbindelse med udgivelsen undrede hun sig over, at alle chefer for pladeselskaber, hun var i kontakt med, var mænd.

- Hvorfor fanden er det kun mænd, der skal bestemme, om min plade skal udkomme, tænkte jeg. Jeg satte mig for at undersøge det nærmere og lavede en del research, som konkluderede, at der på daværende var én kvindelig direktør på et dansk pladeselskab, siger Marianne van Toornburg og ryster på hovedet.

Sammen med Kristina Holgersen startede hun efterfølgende en undersøgelse af kønsbalancen inden for den rytmiske musik i Danmark. Den faldt ud i mændenes favør med en 80-20-fordeling.

- Undersøgelsen fra 2011 bliver stadig benyttet, fordi den utvetydigt beretter, hvordan virkeligheden så ud. Det handler ikke om ”synes” eller ”mener”. Sådan var det. Det er faktisk noget af det, jeg er mest stolt af at have medvirket til. Som mor til to døtre glæder det mig, at verden er i forandring, og at den nye generation af unge har sat ligestilling på agendaen.

Annonce

Voksede op med en radar

At få gode anmeldelser for debutalbummet kom bag på Marianne van Toornburg. Fordi hun simpelthen ikke havde skænket det en tanke, at albummet blev anmeldt. Den blåstempling har gjort arbejdet med hendes aktuelle album, ”Simpelt”, til en helt anden proces.

- Det var faktisk arbejdet med guitaristen og komponisten Jonas Struck, der producerede de sidste sange på debutalbummet, der for alvor ændrede min selvbevidsthed. Vi skrev den sidste sang ”Sporløs” sammen, og i det samarbejde opstod der noget særligt. Da jeg begyndte at skrive sange og melodier til ”Simpelt”, var jeg ikke nær så meget i tvivl. Jeg er gået ind i albummet med rank ryg og et klart fokus på, hvor jeg ville hen, siger Marianne van Toornburg.

- Jeg har lånt tøjet af en veninde. Det gik op for mig, at jeg altid har det samme tøj på, når jeg skal fotograferes, siger Marianne van Toornburg. Foto: Simon Staun

Hun har altid været glad for at skrive. Som barn kastede hun sig over sine egne kriminalromaner, digte og dagbog. Dagbøgerne har hun ikke længere, men hvis hun havde, kunne man sikkert læse mange tanker om, hvor svært det var med de sociale relationer.

- De første år i Hjadstrup gjorde jeg alt forkert. Enten var jeg for meget eller for lidt. Aldrig lige tilpas. Jeg flagrede ofte rundt i mit eget hoved og brugte lang tid på at analysere alle situationer, hvilket har fulgt mig langt ind i voksenlivet. Jeg har nærmest haft en radar, der undersøgte et givent rum og menneskerne i det. Gik de til højre, gik jeg til højre. For ikke at stikke ud. Det er så der, hvor jeg uden at blinke ville gå til venstre i dag, siger Marianne van Toornburg og griner.

Den erfaring har også gjort livet som sangskriver lettere. Fordi hun erkendte, at hendes egen historie var lige så relevant at fortælle som alle mulige andres.

- Der skete også noget, da jeg blev mor. Det giver den der forståelse af, at der ikke er så meget at rafle om. En form for kontanthed, jeg tidligere havde manglet.

Annonce

Druknede i Netflix

Marianne van Toornburg kunne godt ønske, at hun var nået dertil – eller hertil - tidligere i livet. Men det er som med mennesker som med oste. Det tager den tid, det tager.

- I stedet for at ærgre mig, vil jeg hellere glæde mig over, hvor jeg befinder mig i dag.

Det har været et stort skridt at rykke i lejlighed med hendes yngste datter og forblive sammen med sin kæreste, selv om de bor hver for sig.

- Det var en angstprovokerende beslutning, men vi havde behov for et sjovere forhold, hvor man ikke drukner sammen i sofaen med Netflix og diskussioner om en opvaskemaskine, der skal tømmes. Det har virkelig været frisættende, men vent et år med at spørge, om det var den rigtige beslutning, siger Marianne van Toornburg og smiler.

Selv om det har været stressende med flytterod, lamper der ikke virker og senge med flere måneders leveringstid, er hun ganske overordnet tilpas med tilværelsen og sit nye album, der gennem de otte sange illustrerer, hvor grounded hun er. Den fremmede fugl har fundet sin rette rede.

- Selv om det kan pisse mig af i øjeblikket, når noget ikke virker, er jeg blevet så gammel, at det aldrig forplumrer det store billede. Jeg har nået det punkt i livet, hvor jeg ved, at vi alle sammen skal dø. Det sted, hvor man sætter sig ned på en bænk og bare glæder sig over at mærke solen lune ansigtet og nyder synet af knopperne på træerne. Eller bliver glad helt ned i tåspidserne over, at kaffen smagte godt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce