Annonce
Middelfart

Marianne løb med landets største pris for keramikere

Modtageren af årets keramikpris på 100.000 kroner, Marianne Nielsen, får blomster af prisens medstifter Annie Detlefs. Foto: Clay
Danmarks største pris for keramikere - Annie og Otto Johs. Detlefs Fonde OJD - blev i weekend uddelt på Clay Keramikmuseum. Hovedprisen på 100.000 kroner gik til Marianne Nielsen, mens Søren Thygesen fik 50.000 kroner for sine nyskabende eksperimenter med leret.

Middelfart: Keramiker Marianne Nielsen modtog lørdag landets største pris for keramikere.

Prisen på 100.000 kroner uddeles af Annie og Otto Johs. Detlefs Fonde OJD hvert år i januar ved en prisfest på Clay Keramikmuseum. Ud over prisen til Marianne Nielsen var der også hæder til keramiker Søren Thygesen, der modtog keramiklegatet på 50.000 kroner.

For mange keramikere er det selve lerets formbarhed eller glasurerne, der er drivkraften i deres arbejde. Sådan er det ikke for Marianne Nielsen. For hende er keramik et sprog, og hun har de senere år arbejdet meget med blomster og grøntsager som motiver, men der er mere på spil hos hende end bare at lave en smuk imitation af naturen. Fascinationen ligger i den kontrast mellem natur og kultur, der kommer frem i oversættelsen til keramik.

Annonce
Søren Thygesen modtager keramikprisen. Foto: Clay

Pris for at eksperimentere

Søren Thygesens arbejde har altid været præget af stor nysgerrighed og en afsøgning af lerets muligheder. I løbet af sin karriere har han været omkring både design af brugskeramik som ansat på Kähler og været engageret i udførelsen af egne og andres keramiske værker i meget store formater, som han har skabt som en del af teamet omkring Tommerup Keramiske Værksted.

I de senere år er det arbejdet med 3D-teknikker til udførelse af murstensskulpturer, der har optaget ham. Og det er netop for sit eksperimenterende arbejde i grænsefeltet mellem moderne teknologi og et ældgammelt håndværk, han nu får legatet.

OJD’s keramikpriser blev indstiftet i 2004 af Annie og Otto Johs. Detlefs ud fra en stor kærlighed til keramisk kunst, kunsthåndværk og design.

De to prismodtagere Søren Thygesen og Marianne Nielsen side om side. Foto: Clay
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce