Annonce
Middelfart

Marco fanget i folkeskolen: - Der er nødt til at ske noget, ellers går han under

Britta Petersens søn, Marco, kan ikke få lov til at skifte fra folkeskolen til en specialskole, fordi skolelederen mener, han klarer sig fint fagligt i folkeskolen. Marco har ADHD, Tourettes syndrom, en langsom forarbejdningshastighed og specifikke indlæringsvanskeligheder. Han har fået mere hjælp i skolen, men Britta mener ikke, dette er nok. Foto: Peter Leth-Larsen

I snart to år har Britta Petersen og Jan Petersen forsøgt at få deres søn Marco Petersen flyttet fra folkeskolen i Ejby til en specialskole. Marco har Tourette og ADHD, og hans tics er nu så voldsomme derhjemme, at han har svært ved at falde i søvn, han har kradset sig selv til blods, og han har sagt, han ikke vil leve mere. Ejby Skole mener stadig, at folkeskolen er det bedste skolevalg til ham, fordi han klarer sig godt fagligt.

Gelsted/Ejby: - Lad nu være! Jeg vil ikke! Lad nu være!

Gråden kan ikke kun høres i stemmen men også ses på 12-årige Marco Petersens ansigt. Han slæber sig ned af den smalle indkørsel med tunge og langsomme skridt med en nærmest magnetisk kraft, som trækker ham mere mod hjemmet bag ham end mod den ventende bil, hvor hans mor og søster er på vej hen. Der venter en skoledag på Ejby Skole med lige knap 400 elever. For Marco er det at være i en klasse med 26 elever en kraftanstrengelse, for med Tourettes syndrom, ADHD, vanskeligheder ved at afkode omverdenen, en manglende forståelse for uskrevne regler, en langsom forarbejdningshastighed og specifikke indlæringsvanskeligheder bliver hverdagen hård, og hårdere end den skal være for en 12-årig dreng, mener forældrene Britta Petersen og Jan Petersen.

Ovenstående er en typisk morgen for familien i Gelsted, som håber, at Marco snart kan komme på en specialskole, så han kan få en nogenlunde normal hverdag som andre 12-årige drenge. De har endda fundet en skole til Marco, som de mener vil være god for ham, men Ejby Skole siger nej, fordi han klarer sig godt i skolen, og fordi han har færre konflikter end tidligere, men det er ikke godt nok ifølge forældrene.

- Problemet er, at de ressourcer Marco har bliver brugt på to ting i skoledagen. Det faglige og det sociale. Det vil sige, når Marco kommer hjem, så har han ikke nogen ressourcer tilbage. Han siger, han ikke vil i skole, fordi det er for hårdt, og at han ikke vil leve mere, fortæller en frustreret Britta Petersen, der det sidste halvandet år sammen med Marcos far har prøvet at få Marco i en specialskole.

Annonce
Tre gange på en måned måtte Britta Petersen hente Marco fra skole, fordi hans tics blev for volsomme. Hans tics viser sig i høje skrig, ofte flere efter hinanden som udmatter ham, snøften, rømmen og at han knuger sig sammen. Foto: Peter Leth-Larsen

Tiltag fra skolen er ikke nok

I tredje klasse fik Marco konstateret Tourettes syndrom. Det vil sige, Marco har tics ofte flere gange om dagen, som er ufrivillige lyde og bevægelser. Det kan være lyde som snøften, hosten, rømmen, banden og gentagelse af specielle ord. Marcos tics viser sig i høje skrig ofte flere efter hinanden, rømmen, snøften og at han knuger sig sammen, hvilket især sker, når han kommer hjem fra skole. Tre gange på en måned sidste år måtte Britta Petersen hente sin søn fra skole, fordi ticsene blev for voldsomme.

Ejby Skole, hvor Marco går, har også lavet flere tiltag, som har hjulpet ham. Siden marts 2018 har Marco haft en støtteperson i 14 timer om ugen, der hjælper ham. Herudover har han et pauserum, han kan gå til, når skoledagen bliver for hård. Britta Petersen og Jan Petersen er glade for de tiltag, som skolen har lavet, men det er ikke nok.

- De her tics tager til, og det går ikke den modsatte vej. For tre år siden var det ikke så slemt, og med de tiltag vi har fået i dag, kunne man måske have klaret det dengang, men nu er han bare rykket så langt, at det ikke er nok, fortæller Jan Petersen, mens Britta Petersen supplerer:

- Han har haft selvskade, hvor han har kradset sig til blods og lavet et sår på armen. Det er jo et tegn på, at han ikke kan mere, og at han er for presset.

- I folkeskolen får han ikke lov til at være sig selv. Han får ikke lov til at være velfungerende, fordi han bliver presset så meget oppe i skolen. Men i og med at han rykker sig fagligt og ikke har så voldsomme konflikter, så siger skolen, han har det rigtige skoletilbud, fortæller Britta Petersen. Foto: Peter Leth-Larsen

Klaget til Ankestyrelsen

Britta Petersen og Jan Petersen har udover ledelsen på Ejby Skole haft kontakt med skolepsykologen, en ergoterapeut, familieafdelingen i Middelfart Kommune, skolechefen Grete Berggren, borgmester Johannes Lundsfryd (S) samt Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Middelfart Kommune, men deres svar har i store træk været, at det kun er skolelederen, der kan bestemme, hvorvidt et barn skal på specialskole eller ej.

Ergoterapeuten har i en udredning skrevet: "Hans nervesystem er overbelastet, han er lydfølsom, han udtrættes meget i skolen og bryder ofte sammen, når han kommer hjem".

Forældrene valgte at klage til Ankestyrelsen over skolens beslutning. De endte med at give skolen ret blandt andet ud fra de oplysninger om, at Marco er god i skolen og ikke har så mange konflikter som tidligere. Britta Petersen er dog ikke tilfreds med, at de har taget udgangspunkt i papirer fra OUH, som er tre år gamle, og dagen efter svarfristen på partshøringen skulle familien netop til et nyt møde på OUH, fordi Marcos tics er blevet voldsommere.

- Der er nødt til at ske noget, ellers går han fuldstændig under. Han får ikke en ordentlig uddannelse, og han får ødelagt sit selvværd. Han har så mange ar på sjælen i forvejen, så der er nødt til at blive gjort et eller andet, fortæller Britta Petersen.

I slutningen af februar skal familien sammen med skolederen på Ejby Skole Anja Lund Becker, deres sagsbehandler og skolepsykolog til netværksmøde på OUH.

Britta Petersen har fundet en specialskole til Marco, som også gerne vil have ham. Her er klasserne mindre, og der er en lærer, der kan følge ham hele dagen. - Det passer perfekt til Marco, men jeg kan ikke få ham derhen. Det er kun skolelederen, der kan det, forklarer Britta Petersen. Foto: Peter Leth-Larsen
Britta Petersens søn, Marco, kan ikke få lov til at skifte fra folkeskolen til en specialskole, fordi skolelederen mener, han klarer sig fint fagligt i folkeskolen. Marco har ADHD, Tourettes syndrom, en langsom forarbejdningshastighed og specifikke indlæringsvanskeligheder. Han har fået mere hjælp i skolen, men Britta mener ikke, dette er nok. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

To gange Falch i Bogense Kirke

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Odense For abonnenter

Brian Skov Nielsen: - Per Berga var som det lille barn i Kejserens nye klæder

Annonce