Annonce
Indland

Mand troede han var bidt af ulv: Viste sig at være en hund

Valery Hache/Ritzau Scanpix
Dna-prøver viser, at det var en hund og ikke en ulv, der i september bed en 26-årig mand i benet i Aabenraa.

Det var en hund og ikke en ulv, der i slutningen af september bed en 26-årig mand i benet.

Det konkluderer dna-prøver fra mandens ben, oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Hændelsen fandt sted nær mandens have på Hjelmrode i Aabenraa.

Manden var gået ud i området for at se, hvad der var sket, efter at hans hund var blevet skræmt.

- Her stødte anmelderen på dyret, som han beskrev som ulvelignende, cirka 70-80 centimeter høj, havde grå/hvid farve og et stort hoved.

- Dyret bed derefter manden kortvarigt i buksebenet. Den 26-årige sparkede dyret, der løb fra stedet, skriver Miljøstyrelsen i meddelelsen.

Efter at have foretaget dna-prøver fra rifterne i mandens læg kan det altså konkluderes, at der var tale om et bid fra en hund og ikke en ulv.

Også Syd- og Sønderjyllands Politi har udsendt en pressemeddelelse om sagen.

Politiet modtog nemlig en anmeldelse, efter at den 26-årige mand var blevet bidt.

- Politiet tog umiddelbart efter anmeldelsen en dna-prøve af rifterne for at afdække, hvorvidt der havde været tale om en ulv, en hund eller et andet dyr, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i meddelelsen.

Politiet fortæller, at det ikke har yderligere oplysninger om hændelsen, andet end at dna-prøverne har vist, at der var tale om et hundebid.

Efter et langvarigt fravær kom ulven tilbage til Danmark i 2012, da der i Thy blev fundet en død ulv.

Siden er der påvist ulve adskillige steder i Jylland.

Ulven er fredet som følge af et EU-direktiv. Kun under særlige omstændigheder kan der gives tilladelse til regulering af dyret.

/ritzau/

Annonce
Link til meddelelse fra politiet
Link til meddelelse fra Miljøstyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce