Annonce
Kultur

Mand og mand imellem

Tomas Lagermand Lundmes bog bekræfter, at kærligheden er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans. Foto: Politikens Forlag
Boganmeldelse: Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”.

Bøger: Hvad enten man hælder til Platons opfattelse, at kærligheden er en alvorlig sindslidelse, eller Zolas, at den er et mirakel, kan man også i Tomas Lagermand Lundmes roman konstatere, at den er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans.

Romanens hovedpersoner er JEG og DU. ”Du skriver ikke flere bøger om os, vel?” spørger DU, men det er præcis, hvad JEG gør, nemlig denne bog.

Undertegnede forstår godt DU og forfatterens selverkendelse (?), for det ofte at genbruge hovedstolen eller konteksten - at være homo og anderledes - er som at være for mange om ét tebrev: Teen bliver for tynd.

Nå, men JEG og DU møder en aften hinanden på bøssebaren Pan, JEG falder bardus for DU’s blå øjne og den måde, han viser tænder på: som rovdyrene i Zoo. De forelsker sig i hinanden, flytter sammen og forsøger at få kærligheden til at holde; det handler bogen om.

DU har en fast stilling, tjener penge, mens JEG ”hang ud i Ungdomshuset på Jagtvej med alle de andre 'voksne', som var sure over, at de ikke var unge længere”. JEG er den sarte i forholdet. Det svære er, at han skal hænge sin identitet op på deres kærlighed og samliv, på at skabe og være en familie, i stedet for på popmusikkens idoler. Stadig at beundre no future-idealerne vil være noget af et paradoks i den sammenhæng.

Hans kamp for at fylde sit eksistentielle tomrum med indhold bliver især udfordret af DU’s ønske om, at de skal adoptere et barn, men JEG er nøjsom: ”Jeg var lykkelig. Fugle, en kat, dig og mig. Sådan skulle det være. En familie. Noget var vi”. Om det er angsten for at dele DU’s kærlighed med et barn eller hans foruddiskonterede angst for smerten ved at miste det, er svært at sige, men det virker, som om han har en patologisk fornøjelse ved at dyrke smerten.

På den anden side ville et barn også være en motivation for at blive sammen, et fælles projekt, en moralsk forpligtigelse. Nemt har de det ikke de to. Som man kan høre, er der, som i et utal af romaner, tale om parforholdsproblematik, men indholdet bliver ikke meget mere anderledes eller interessant af, at parterne her er to mænd; banaliteterne, navlepilleriet og det uskønne komediespil er det samme. Dertil kommer mange gentagelser, puerile replikskifter og jeg-anaforer; man kommer til at længes efter stærk kaffe.

Den får man heldigvis henimod slutningen i kapitlet ”Vinter”, hvor JEG overfaldes, maltrakteres og bestjæles af primitive, fordomsfulde mennesker, som den overfaldne ikke vil hænge ud eller etnisk identificere; gør misforstået hensyn til andre anderledes agerende en selv mere fri? Her lægges der op til diskussion, her viser romanen endelig tænder.

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”

206 sider. Politikens Forlag, er udkommet

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat For abonnenter

De gamle nyheder, 1945: Nu bliver øl rationeret

1995 Musikkorps Fyn er et lille orkester med 16 musikere og en dirigent, men dets betydning for øens musikliv er så stor, at kulturrådmand Søren Møller (K) kalder det en katastrofe, hvis politikerne i Folketinget beslutter at nedlægge eller flytte korpset. Rådmanden vil gå til forsvarsminister Hans Hækkerup med en melding om, at uanset hvad der sker med Odense Kaserne og det militære område i Højstrup, bør det militære musikkorps bevares på Fyn. De professionelle musikere i korpset fungerer i stor udstrækning som instruktører og lærere for amatørmusikere, og derfor vil det fynske musikliv ikke blot gå glip af korpsets koncerter men også uddannelse, hvis militærmusikken får marchordre. 1970 Restauratør Peter Poulsen, Varbjerg Strand, må være en af de mest tålmodige mænd på Fyn. Siden han i 1932 overtog sin sommerrestaurant, har han troligt – og med passende mellemrum - søgt spiritusbevilling. Og efter samfulde 38 års tørstige venten er hans stedsegrønne håb nu gået i opfyldelse. For nylig lod myndighederne ham forstå, at bevillingen ville komme, hvis han foretog visse moderniseringer. Det er nu sket, og Peter Poulsen har fået sin bevilling i hus. Stor er hans glæde, og glade bliver beboerne i egnens 400 sommerhuse og de mere flygtige turister formentlig også. Restauratør Poulsen belønnede sig selv for mange års venten med etablissementets første udskænkede ”mandeøl”. 1945 Der har som bekendt længe været øl-rationering, men dog ikke strengere, end at det kunne lykkes at få bryggerierne til at forbarme sig over folk, der skulle have familiefester, så der kunne falde en lille ekstraration af. Men det gælder ikke længere – i hvert fald ikke for Albani Bryggeriernes vedkommende. I en annonce i disse dage gør man opmærksom på, at bryggeriernes nye salgsbegrænsninger, der blev indført 1. marts, gør det nødvendigt, at de givne rationer ikke overskrides under nogen form. Såvel Albani Bryggeriet som Slotsbryggeriet vil ud over de rationer, der ved begyndelsen af hver måned tildeles kunderne, således ikke kunne give ekstraleverancer, hverken af øl eller mineralvand.

Middelfart

Borgmester med lokal coronastatus: Der arbejdes på genåbninger, og hjemsendte sættes til andre opgaver

Annonce