Annonce
Kultur

Mand og mand imellem

Tomas Lagermand Lundmes bog bekræfter, at kærligheden er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans. Foto: Politikens Forlag
Boganmeldelse: Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”.

Bøger: Hvad enten man hælder til Platons opfattelse, at kærligheden er en alvorlig sindslidelse, eller Zolas, at den er et mirakel, kan man også i Tomas Lagermand Lundmes roman konstatere, at den er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans.

Romanens hovedpersoner er JEG og DU. ”Du skriver ikke flere bøger om os, vel?” spørger DU, men det er præcis, hvad JEG gør, nemlig denne bog.

Undertegnede forstår godt DU og forfatterens selverkendelse (?), for det ofte at genbruge hovedstolen eller konteksten - at være homo og anderledes - er som at være for mange om ét tebrev: Teen bliver for tynd.

Nå, men JEG og DU møder en aften hinanden på bøssebaren Pan, JEG falder bardus for DU’s blå øjne og den måde, han viser tænder på: som rovdyrene i Zoo. De forelsker sig i hinanden, flytter sammen og forsøger at få kærligheden til at holde; det handler bogen om.

DU har en fast stilling, tjener penge, mens JEG ”hang ud i Ungdomshuset på Jagtvej med alle de andre 'voksne', som var sure over, at de ikke var unge længere”. JEG er den sarte i forholdet. Det svære er, at han skal hænge sin identitet op på deres kærlighed og samliv, på at skabe og være en familie, i stedet for på popmusikkens idoler. Stadig at beundre no future-idealerne vil være noget af et paradoks i den sammenhæng.

Hans kamp for at fylde sit eksistentielle tomrum med indhold bliver især udfordret af DU’s ønske om, at de skal adoptere et barn, men JEG er nøjsom: ”Jeg var lykkelig. Fugle, en kat, dig og mig. Sådan skulle det være. En familie. Noget var vi”. Om det er angsten for at dele DU’s kærlighed med et barn eller hans foruddiskonterede angst for smerten ved at miste det, er svært at sige, men det virker, som om han har en patologisk fornøjelse ved at dyrke smerten.

På den anden side ville et barn også være en motivation for at blive sammen, et fælles projekt, en moralsk forpligtigelse. Nemt har de det ikke de to. Som man kan høre, er der, som i et utal af romaner, tale om parforholdsproblematik, men indholdet bliver ikke meget mere anderledes eller interessant af, at parterne her er to mænd; banaliteterne, navlepilleriet og det uskønne komediespil er det samme. Dertil kommer mange gentagelser, puerile replikskifter og jeg-anaforer; man kommer til at længes efter stærk kaffe.

Den får man heldigvis henimod slutningen i kapitlet ”Vinter”, hvor JEG overfaldes, maltrakteres og bestjæles af primitive, fordomsfulde mennesker, som den overfaldne ikke vil hænge ud eller etnisk identificere; gør misforstået hensyn til andre anderledes agerende en selv mere fri? Her lægges der op til diskussion, her viser romanen endelig tænder.

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”

206 sider. Politikens Forlag, er udkommet

Annonce
Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Fyn For abonnenter

Ulovligt ifølge revisor: Konkursramt advokatfirma lånte penge i velgørenhedsfond

Annonce