Annonce
Kultur

Mand og mand imellem

Tomas Lagermand Lundmes bog bekræfter, at kærligheden er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans. Foto: Politikens Forlag
Boganmeldelse: Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”.

Bøger: Hvad enten man hælder til Platons opfattelse, at kærligheden er en alvorlig sindslidelse, eller Zolas, at den er et mirakel, kan man også i Tomas Lagermand Lundmes roman konstatere, at den er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans.

Romanens hovedpersoner er JEG og DU. ”Du skriver ikke flere bøger om os, vel?” spørger DU, men det er præcis, hvad JEG gør, nemlig denne bog.

Undertegnede forstår godt DU og forfatterens selverkendelse (?), for det ofte at genbruge hovedstolen eller konteksten - at være homo og anderledes - er som at være for mange om ét tebrev: Teen bliver for tynd.

Nå, men JEG og DU møder en aften hinanden på bøssebaren Pan, JEG falder bardus for DU’s blå øjne og den måde, han viser tænder på: som rovdyrene i Zoo. De forelsker sig i hinanden, flytter sammen og forsøger at få kærligheden til at holde; det handler bogen om.

DU har en fast stilling, tjener penge, mens JEG ”hang ud i Ungdomshuset på Jagtvej med alle de andre 'voksne', som var sure over, at de ikke var unge længere”. JEG er den sarte i forholdet. Det svære er, at han skal hænge sin identitet op på deres kærlighed og samliv, på at skabe og være en familie, i stedet for på popmusikkens idoler. Stadig at beundre no future-idealerne vil være noget af et paradoks i den sammenhæng.

Hans kamp for at fylde sit eksistentielle tomrum med indhold bliver især udfordret af DU’s ønske om, at de skal adoptere et barn, men JEG er nøjsom: ”Jeg var lykkelig. Fugle, en kat, dig og mig. Sådan skulle det være. En familie. Noget var vi”. Om det er angsten for at dele DU’s kærlighed med et barn eller hans foruddiskonterede angst for smerten ved at miste det, er svært at sige, men det virker, som om han har en patologisk fornøjelse ved at dyrke smerten.

På den anden side ville et barn også være en motivation for at blive sammen, et fælles projekt, en moralsk forpligtigelse. Nemt har de det ikke de to. Som man kan høre, er der, som i et utal af romaner, tale om parforholdsproblematik, men indholdet bliver ikke meget mere anderledes eller interessant af, at parterne her er to mænd; banaliteterne, navlepilleriet og det uskønne komediespil er det samme. Dertil kommer mange gentagelser, puerile replikskifter og jeg-anaforer; man kommer til at længes efter stærk kaffe.

Den får man heldigvis henimod slutningen i kapitlet ”Vinter”, hvor JEG overfaldes, maltrakteres og bestjæles af primitive, fordomsfulde mennesker, som den overfaldne ikke vil hænge ud eller etnisk identificere; gør misforstået hensyn til andre anderledes agerende en selv mere fri? Her lægges der op til diskussion, her viser romanen endelig tænder.

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”

206 sider. Politikens Forlag, er udkommet

Annonce
Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Danmark

Genlæs livebloggen: Britta Nielsen idømt mere end seks års fængsel

Erhverv For abonnenter

Erhvervshus Fyns gulddreng: Økonomisk hjælp til udvikling af supercomputer har fløjet dronevirksomhed i mål

Annonce