Annonce
Danmark

Mand, hvor er du gammel!

Henrik Wigh-Poulsen

Jeg fylder snart 60. Så er det sagt. Men sådan er det jo i min alder. Der kommer en dag, hvor kælderens antal hyldemeter med rødvin udvides drastisk (så længe det varer), og hvor der måske holdes venlige taler, man forhåbentlig kan lune sig ved de sidste år inden pensionen. Men 60 år er nu engang en alder, en overgangsalder med dertil hørende livskrise. Jeg ved selvfølgelig godt, at al den snak om livskriser er udtryk for en selvcentrerethed typisk for vores overflods- og overskudssamfund. Andre steder har man nok at gøre med bare at overleve.

Men 60 år altså! Dine egne børn begynder, skræmmende nok, at give udtryk for en vis omsorg for dig. Venners børn, som du husker hænge ved deres mors bryst, er nu selv forældre med hipsterskæg og uforståelige stillingsbetegnelser. Og når du nødtvunget ser dig selv i spejlet, er det med en voksende resignation. For hvad der før var små aldringstegn med anledning til kærlige ægteskabelige drillerier, er med den særlige evolutionære logik, vi nu engang er underlagt, blevet til konstaterbare beviser på at, at din tid som nogenlunde attraktiv avlsdygtig alfa-han i abegrotten vist så småt er ved at rinde ud.

Paul Simon, sangskriveren, beretter i sin sang, "Old" fra 2000, hvordan hans yngre venner, ved hver eneste af hans livs mange fødselsdage, har hujet af ham: "Mand, hvor er du gammel", og nu hvor han, da sangen skrives, er 59 (!), fornemmer han pludselig, at der er noget om snakken, at han faktisk er og bliver gammel. Men, på den anden side, spørger Simon, hvad er gammel? Menneskeracen er 27 millioner år gammel, universet en 13-14 billioner, og Gud var der før det. Vi er ikke gamle, Gud er gammel. Så fik de den, de friske unge mennesker. Og alle vi alderdomsforskrækkede med.

I det hele taget handler det om at få justeret sit perspektiv på tingene lidt, så du fremfor at stirre dig blind på, hvad du mister, bliver bedre til at se, hvad du stadigvæk, hver eneste dag får. Og hvad du i det hele taget har fået gennem dit lange liv. For det er ikke så lidt, når du nu tænker over det. Her til morgen stod der sørme en stor flok vintergækker i hegnet, og lærken sang over markerne. Min kone smiler stadigvæk overbærende til mig. Mine drenges omsorg (som jeg har tænkt mig at udnytte til det yderste) er jo da langt fra en givet ting. Og så har jeg lige siddet med gode venner og fået et glas Metaxa i solen på en plads i en sydgræsk havneby. Så hvad i al verden er da at klynke over? Jeg skulle hellere gå i gang med at takke. Og blive ved med det resten af min tid på denne grønne jord.

Under udfærdigelsen af de afsluttende sætninger i nærværende klumme opdagede jeg, at jeg har citeret fra Paul Simons sang i en anden klumme ved en tidligere lejlighed. For at være mere præcis dengang jeg fyldte 45. Det er der da vist nok også en pointe i.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Storspillende Otterup tilbage på sporet

Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce