Annonce
Livsstil

Man topkapper ikke havens træer

Billedtekst ---- Sørgeligt for denne flotte hængepil. Den blev for voldsom i en lille parcelhushave, men ejeren kunne ikke helt nænne at fælde den, så han har beskåret den i toppen. Det vil han fortryde om et par år og så ryger den nok helt. ----

Toppen er noget, man tager af juletræet for at få plads i stuen, men ikke af træerne i haven

Træer skal beskæres i tide, og helst mens grenene ikke har vokset sig tykke og kraftige.

Er dit træ blevet alt for højt, så du skal skære en masse tykke grene af eller i værste fald nærmest må skære hele toppen ned, risikerer du at ødelægge træet helt.

I fagsproget kaldes det topkapning, og det vil sige, man skærer træets top og sidegrene tilbage i en sådan grad, at der kun er hovedstammen med korte stabe tilbage.

Efter nyere beskæringsregler for fagfolk er det direkte forbudt. Alligevel ser man både kommunale og private folk anvende teknikken.

Annonce

Ren mishandling

En så voldsom beskæring som en topkapning udføres, fordi man som haveejere måske frygter, at høje træer udgør en risiko, men faktisk er forholdet omvendt.

Topkapning vil gøre træet mere farligt end før kapningen. Det er ren mishandling og gør træet til storleverandør i nedfaldne grene.

Ofte fjernes mellem 50 og 100 procent af det bladbærende i en trækrone, og da bladene er en af træets måder at skaffe næring på, kan træet udsultes.

Træet går i en slags forsvarsposition og udløser alle de sovende knopper. Det tærer på kræfterne.

Den bratte overskæring giver råd og svamp muligheder for at trænge hele vejen ned gennem stammen, og de nye skud, der vokser frem ved en drastisk beskæring, vokser med rasende hast og knækker let for vinden.

Træet bliver stresset

Et træ, der oplever en så makaber beskæring, bliver stresset, og nogle skadelige insekter tiltrækkes ligefrem af de kemiske stoffer, et stresset træ udsender.

Yderligere er et træ, der har mistet mange blade, udsat for stærkere sollys og varme, som muligvis kan skolde vækstlaget under barken. Det kan medføre fordærv, bark-sprængning og grendød.

Noget helt andet er, at rent æstetisk ødelægger beskæringsformen træet for altid, og har man først lavet en topkapning, hænger man på den. En topkapning hævner sig, fordi træet skal beskæres igen og igen.

Hvis træet er blevet for stort, og en topkapning synes at være eneste mulighed for at få det ned i højden, er det bedre at fælde træet og så plante et mere egnet frem for at udsætte omgivelserne for en øget risiko.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce