Annonce
Debat

Man har ansvaret, når man kører over sporet

Ulykke: "Bladneger” kaldte man førhen journalister, som skøjtede hen over tildragelser. Jernbaneulykken på Djursland forleden er et godt eksempel: Ikke ét eneste ord om trafikanters ansvar, når de skal passerer en jernbaneoverkørsel.

Færdselslovens § 5 giver ellers klar besked (udvise særlig forsigtighed; ikke passere, når tog ses eller høres eller nærmer sig. Man skal kunne standse, før sporene i tilstrækkelig afstand før baneoverkørselen, hvis tog nærmer sig, eller signaler viser det, og positionslys skal anvendes, så man ikke blænder modkørende).

Da vi førhen havde mundtlig overhøring i teori til køreprøven, blev der overhørt indgående om jernbaneoverkørsler ud fra, at det ikke er toget på skinner, der er ansvarlig, men dem, der passerer skinnerne uden at have sikret sig. Ved praktiske køreprøver var det en alvorlig fejl at tage let på overkørsler, og mange dumpede, ud fra at det var bedre end at få et alvorligt uheld som på Djursland.

Min storebror lærte at bygge og reparere de store lokomotiver (E og R-modeller) hos DSB/Frichs i Aarhus under krigen. Han kørte senere disse maskiner og MY'erne som lokofører. En dag stod en halvstor dreng på skinnerne foran det måske 1000 tons tunge tog, og et liv sluttede. Min bror kunne intet gøre og måtte så leve med det, selvom han havde “holdt sig på skinnerne”.

I 2005 var jeg sammen med 32 motorcyklister gennem Polen og Baltikum. I Polen standsede alle og orienterede sig inden overkørsel. Man kunne ikke stole på, at signalerne virkede.

Annonce
Erik Dagø
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

To gange Falch i Bogense Kirke

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Mindeord For abonnenter

Mindeord: I byrådssalen boltrede Per Berga sig som en fisk i vandet

Annonce