Annonce
Kultur

Man forstår mere med alderen

Billedtekster: 1. - Jeg havde nærmest allerede sagt farvel til det hele, fortæller 73-årige Georg Ursin, der for to år siden tog hul på en karriere som krimiforfatter. (Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto) 2. - Helten i mine bøger er gammel, fordi det kræver livserfaring at vide, hvad retfærdighed er. (Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto) 3. - Fanden skulle være en meget elskværdig mand, siger Georg Ursin, som lever så lidt op til tidens sundhedsidealer, at han ikke regner med at komme i himlen, når hans tid er omme. (

I 34 år var Georg Ursin en pligtopfyldende embedsmand. Nu sprøjter han krimier ud, der langer ud efter magtmisbrug i den ministerielle verden, han selv har været en del af

Nogle mennesker er så prominente, at de ikke synes, de skal byde pressen på så meget som et glas vand, når den besøger dem. Men Georg Ursin har aldrig følt sig feteret. Så han og konen, Teresa, har dækket op med dug og krystal og byder glædesstrålende på champagne og udsøgte kager fra byens bedste konditori, La Glace. Og kaffe naturligvis. Og en cigar, hvis det skulle være.

For 13 år siden troede juristen Georg Ursin, at hans liv var ved at være færdigt. Træt og nedslidt gik han på pension efter 34 år som embedsmand i statsadministrationen. Han havde været ansat i Socialministeriet som ekspeditionssekretær - "det er en akademiker i en bundstilling", erklærer han nøgternt - og han havde været flink og pligtopfyldende. Men den voksende arbejdsbyrde var blevet en stigende belastning, og da han indledte sit otium var det med en følelse af, at hans kræfter var udtømte. I fem år gik han og hvilede sig og regnede med snart at skulle herfra.

- Men så opdagede jeg pludselig, at jeg havde et nyt liv, der lå og ventede på mig.

Som ung havde han forsøgt sig med novelleskrivning, men lagt det i skuffen. Nu besluttede han at tage hul på en roman. Seks år senere sendte han manuskriptet til et velrenommeret forlag og fik det retur. Et andet af de hæderkronede sagde også nej tak. Men tredje gang er lykkens gang, og på det forholdsvis nystartede ArtPeople var en ung redaktør kun en nat om at beslutte sig. Morgenen efter endt læsning ringede han: 71-årige Georg Ursin havde fået antaget sin debut-roman "Chenlein og Schmidt". Det var i 2005.

Den næste, "Arrivisten", var han kun seks måneder om. Tredje og dugfriske krimi, "Den navnløse bevægelse", blev skrevet lige så hurtigt.

- Nu er jeg i gang med den fjerde, så må vi se, hvordan det går, siger han fornøjet. Forfattergerningen er måske sjovere end det arbejde, han havde før?, spørger gæsten mellem to bidder af en glasur-pyntet bolle med en fantastisk creme.

Annonce

Herregammel helt

Fornemmelsen af medgang er ny for Georg Ursin.

- Det er meget mærkeligt. Det er jo ikke normalt på det her livsstadie, siger han. Men han kender en anden, der har oplevet lidt af det samme. Det er hovedpersonen i hans krimier, den pensionerede embedsmand Victor Chenlein. Et alter ego er han ikke, forstår man, for Chenlein er langt mere ædel og tålsom end sin forfatter. Og dårligere gående. Og ældre. Over 80!

- Han repræsenterer retfærdigheden. Det kræver en vis livserfaring, forklarer Georg Ursin.

Unge mennesker er gode til have ideer, men man forstår mere, som årene går. Og selv om Victor Chenlein egentlig har det fint med at være gammel og sidde i solen på sin altan og genlæse gode romaner, vil tilfældet alligevel, at han med jævne mellemrum bliver viklet ind i snavsede affærer, der kræver hans klarsyn og uanfægtethed. "Chenlein og Schmidt", hvor Chenlein kommer på sporet af en mægtig embedsmand, som han mistænker for mordet på en ung pige, handler om magtmisbrug, brutalitet og kynisme i det offentlige.

- Den var direkte rettet mod centraladministrationens ledelse. Selvfølgelig skulle den først og fremmest være spændende, og noget tykt bliver der naturligvis smurt på. Alle de mord, der er i mine bøger, er for eksempel ikke foregået i virkeligheden. Men jeg syntes, det var udmærket at få gjort et par skarpe bemærkninger om visse ting, siger Georg Ursin med et glimt i øjet.

"Arrivisten" er om en stræbsom, men talentløs jurist, der fedter og snor sig op gennem systemet og får lige så meget magt, som han er dum, og som i hvert fald slet ikke havde forestillet sig, at han skulle blive fældet af en lille, pæn pensionist.

Men i Georg Ursins nye krimi, "Den navnløse bevægelse" er Chenlein oppe imod en helt anden slags fjende - en hær af såkaldte eksperter, der vil have alt usundt - både det døde og det levende - fjernet fra samfundet. Det starter som kostråd og kampagner, men bliver snart til fanatisk forfølgelse af dem, der ikke er i ordentlig form og decideret udryddelse af de svageste. Da Chenlein indkaldes til en helbredsundersøgelse, som han ved, han aldrig vil vende tilbage fra, er han tvunget til at tage affære. Præcis som Ursin godt kunne tænke sig, at nogen i Danmark i dag ville gøre i forhold til den omsiggribende sundhedsbølge.

- Jeg synes, jeg ser askesen vinde frem. Man må nærmest ikke have det rart. Men hvorfor er der ingen, der siger disse "eksperter" imod?

Fup og fitness

Georg Ursin tror ikke et øjeblik på alle de slanke-rådgivere, diætister, fedtforskere og ernærings-professorer, som folk lytter til i dag.

- Hvorfor skulle jeg det? De kommer jo ikke med nogen dokumentation, bare en masse statistisk materiale, og den slags kan man altså sætte op, som man vil.

Det er i Ursins øjne besynderligt, at vi danskere, som normalt ikke engang stoler på, at vore egne kolleger kan gøre noget som helst rigtigt, tilsyneladende kritikløst er parate til at tro på hvad som helst, der bliver udtalt af folk fra et andet fagområde end vores eget.

- Men bare fordi, folk siger, de er sagkyndige, har de ikke nødvendigvis ret. Jeg tror snarere, at det, vi ser, er nogle mennesker, som er regere-syge og gerne vil gøre sig interessante.

Han sammenligner den moderne "fedt-krig" med tidligere tiders afholdsbevægelser.

- Jeg husker min mors beskrivelse af, hvordan den mørke indre-mission vandt frem i provinsen, hvor hun boede som ung. Det, der faldt i øjnene, var, at det var folk, der intet havde betydet før, som pludselig gik hen og blev brødrenes og søstrenes overhoveder.

Sogne blev tørlagt, og dér kunne man intet alkoholisk få at drikke. Kun afholdsøller.

Det er tydeligt for enhver, at der er penge, prestige og doktorgrader forbundet med at være i "fedt-branchen", mener Ursin, som både beklager, men også godt forstår, at almindelige, fornuftige mennesker lader sig tiltrække af askesen.

- Jeg tror, folk føler, de bliver renere af at sige nej tak til alt det, der er udnævnt som syndigt - og de er især tilfredse, hvis de tilmed kan få nogle andre til at blive renere. Og så er der jo nok blandt de fleste af os også en tilbøjelighed til at være dusinmennesker. Det er derfor, samfundet overhovedet kan køre rundt. Hvis ikke, vi havde en vis velvillig holdning til dette at adlyde, ville det sørme se mærkeligt ud, ikke? Så ville det ligne Nørrebro alt sammen.

Det nye (u)menneske

Hverken Georg Ursin eller Victor Chenlein går ind for at bryde love. Men det bliver nødvendigt i "Den navnløse bevægelse", da de falske sundheds-eksperter sætter sig på alt - selv ministerposterne - og begynder at afmontere folkestyret. Deres fanatisme kender ikke til grænser - hver ny sejr giver dem mere blod på tanden - og alt fra privatbiler, kæledyr og restauranter (bortset fra de vegetariske) over slik, krydderier, kaffe og te til ophold i usunde sommerhuse forbydes. Pressen censureres, og en særlig mennesketype vokser frem:

"... som fandt en helt util-sløret tilfredsstillelse i at genere andre med foragtelige og giftige beklagelser over på ståede brud på de nye forsagelsesregler. Folk, der i en forretning købte levnedsmidler, kunne pludseligt blive genstand for andre kunders forargelse over, at de købte "fedende svineri", eller de måtte høre på andres højrøstede samtaler om, at "det dér ser ikke særlig asketisk ud", og at det var "umuligt at holde ud at se på sådan noget", skriver Georg Ursin i "Den navnløse bevægelse".

Der er ingen til at stoppe galskaben. Selv regeringschefen er hoppet med og ser mere og mere sygeligt mager ud. Ministrene tør af gammel vane ikke sige ham imod, men er tilfredse med at administrere deres ministerier - præcis som det ofte er i virkeligheden, hvor også Georg Ursin gennem tiderne har set ministre være dødbange for at blive terroriseret og svinet til af deres politiske chef, men sideløbende optræde som enevældige fyrster inden for deres eget fagministerium.

I sådan et klima bliver loyalitet nemt til ensretning, og Ursin bruger selv betegnelsen "grotesk korpsånd" om den embedsmandskultur, som får folk til at tie, hvor de burde åbne munden. For det er, når frisind gøres til systemtænkning, og magt sættes over moral, at en gammel, svagelig, men retsindig mand, som samfundet ellers har afskrevet, tvinges ud i heltegerninger, han helst havde været foruden. Godt hjulpet på vej selvfølgelig af Georg Ursin.

- Nogle gamle mennesker - men det gælder nu nok ikke mig - er faktisk meget tiltalende. De er også hjertelige og vil gerne tage sig af andre, der har problemer. Det er forkert, at man ikke mener, de bør spille en rolle i samfundet.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

April 1960: Gadegennembrud i Nørregade

Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Fyn

Sådan har corona ramt Fyn: Få overblikket over de nyeste tal fra myndighederne

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Nordfyn

Den sidste vinder i avisens kampagne er fundet: Lone har købt havegrej og dagligvarer i Otterup

Mindeord For abonnenter

Mindeord: Pia Tørving var sprællevende, spændende og engageret - sådan vil vi huske hende

Annonce