Annonce
Kultur

Madanmeldelse: Thai - en streg for dyrt

Chicken satay. Kylling på spid med rød karry og standardsalaten. Peanutsaucen er lækkert cremet. Kyllingespiddene serveres brændende varme.

Det er ikke sublimt, men der er en duft af Thailand over restauranten. Priserne lokker til at vælge takeaway, hvis man skal boxe mere med restauranten i Vestergade

Fra gaden og skiltet på facaden får man en fornemmelse af, at det handler om takeaway. Kun takeaway. Forventningen er, at man nok lige kan skrue sig ned på et par ventestole eller ved en bar og indtage et hurtigt måltid. En frokost eller en enkelt ret til aften.

Men det er helt forkert. Indenfor i wokkaboxen er der hverken boxe eller et rend af takeawaykunder. Der er varme farver, lidt Østens mystik og indirekte belysning. Dækket op med klassiske vinglas og lys på bordene. Superromantisk og hyggeligt.

Man fristes måske til at snige sig op til den mørklakerede bar, men allerede i døren efter vindfanget står en tjener og byder velkommen. Vi får anvist sofapladserne i hjørnet med panoramaudsigt og masser af underholdning. Vestergade omkring Seven-Eleven er et sted, hvor masser af mennesker færdes - mange på vej til og fra byen.

I starten er vi de eneste gæster og nyder udelt opmærksomhed fra betjeningen. Med thaimad på menuen er der garanti for sprøde grøntsager, fisk og pænt med krydderier.

Også af den spicy slags, som kræver rutinerede smagsløg.

Det er fristende at begive sig ud i stegte frølår, men vi enes om, at det er lige eksotisk nok. Og i stedet for at trawle det nytduftende menukort igennem, beslutter vi os for månedens menu i den eksklusive udgave med kylling eller tigerrejer i stedet for de billigere forårsruller.

Personligt blev jeg vaccineret med chili ved sidste års HCA-festival og har ingen kvababbelser over de advarende dobbelt-chili-smileyer, som markerer, at der er smæk til smagsløgene i vente. Tjeneren fornemmer de to øvriges bekymring og lover, at køkkenchefen godt kan holde lidt igen med den røde karry og chilien i tigerrejernes sauce. Men han vil personligt komme ind til bordet og tilberede en sauce til mig - med Chili Klaus in mente.

Det husker han, og på et hjørne flikker han en hot dyppelse sammen af fiskefond, limesaft, hvidløg og purpurrøde chilibidder. Et par af ingredienserne medbringes i små plastbøtter. Lidt kikset.

Men filmen skal lige spoles tilbage til aperitif og chips. Med i menuen er nemlig en velvoksen drink, som er ladet med noget i retning af seks centiliter spiritus. To slags rom og grand marnier, mikset med juice af ananas og appelsin og en rød granatæblesirup (grenadine) i bunden. På kanten af glasset balancerer den obligatoriske paraply og en klemme, snittet af fersk ananas. Det er synd, at frugten er blevet skåret på et bræt, hvor løgsmagen har smittet.

Bortset fra det er der fuld fryd over drinksene. To af dem er lavet uden sprut, men vi smager allesammen den ægte vare, og den er helt oppe at ringe.

Fordi vi er tre, kan det lade sig gøre at få begge forretter. Både de stegte tigerrejer og kyllingespiddene. Begge dele bliver med fornøjelse sat til livs. Rejerne har fint bid, masser af skaldyrssmag og en anelse raffineret panering. Det gør dem nemmere at fiske i chilisaucen med. Denne sauce har jeg under mistanke for at være rystet ud af en købeflaske.

Begge retter er garneret med rå skårne agurker og gulerødder, lidt salat og friske krydderurter - mynte og koriander. Præcis samme tilbehør - og også de samme halvtørre gulerodsskiver, der må være skåret for flere timer siden.

Kyllingespiddene er forbilledligt hotte, men sidder så godt på deres spid, at det er svært at få dem dyppet i den cremede jordnøddesauce. Men både rejer og kylling er godkendt.

Hovedretterne fordeler sig med tigerrejer en gang til og kyllingebidder i rød karry. Tamarindsaucen til rejerne er for rigelig. Frugten giver en brunlig sovs, og den skjuler både skaldyrene og de fikst snittede små peberfrugter. De er strimlet op og minder om miniblæksprutter. Men helhedsindtrykket får ikke en til at tænke på raffineret thaimad.

Honning-ingefær-mælkeis til dessert deles vi om. Vi har simpelthen ikke appetit til mere. Isen er i selskab med dragefrugt, ananaskirsebær og en ananasskive. Igen med et løgstrejf.

Menuen er uden is. 295 kroner er for to retter og en drink. Prisen er til den tunge side, og der er plads til enkle forbedringer og raffinementer, som let kunne udløse en stjerne mere.

Chicken satay. Kylling på spid med rød karry og standardsalaten. Peanutsaucen er lækkert cremet. Kyllingespiddene serveres brændende varme.

(Klik på firkanten for at åbne kortet i et nyt vindue)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Der er lys - også i den mørke tid

Da Hitlers sorte fugle fløj over Danmark i de tidlige morgentimer for 80 år siden, var det begyndelsen på fem mørke år. Begivenhederne 9. april 1940 var imidlertid også begyndelsen til, at danskerne endnu engang indså, at det lille land højt mod nord ikke kan klare sig alene. Læren af besættelsen var derfor blandt andet, at vi aktivt skal indgå i samarbejder, der rækker langt ud over vores egne grænser, hvis vi skal kunne løse vores sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer. Derfor er 9. april 1940 på den ene side en sort dag, på den anden side en lysets dag, fordi det da stod klart, at vi er nødt til at binde os tæt sammen med andre lande for at løse fælles udfordringer. Besættelsen er på sin vis baggrund for Danmarks engagement i krigene på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Den er også årsagen til, at danske politifolk og jurister og folkeretseksperter har været udstationeret i talrige stater verden over. Og den er katalysator for vores tætte samarbejde med andre europæiske og vestlige lande i EU, FN, Nato, WHO og talrige andre internationale institutioner og sammenslutninger. Bevares: Det er ikke, fordi dansk forsvars- og udenrigspolitik har været konsekvent. Fodnotetiden i 1980'erne står som et lavpunkt i vores omgang med vores allierede. På samme måde er danskernes til tider meget valne holdning til EU-samarbejdet et problem. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi qua besættelsen har forstået det betydningsfulde i at samarbejde med andre. Også, når epidemier raser. Engang var Danmark et lille, fattigt land. Lille er landet stadig, men det har udviklet sig til at høre til blandt de rigeste lande i verden. Det skyldes ikke, at vi har store mængder af naturressourcer eller et særligt gavmildt klima. Det skyldes vores evne til at samarbejde med andre lande. Besættelsen og de mørke år, der fulgte, understreger - ligesom alt, hvad der er sket i de seneste måneder - at det er vigtigt, at vi fortsat forpligter os i EU, Nato og andre organisationer, der er med til at holde verden rundt om os i balance. Uden EU og uden Nato ville vores økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske grænser engang været blottet. Derfor skal vi holde fast i at ville samarbejde. Også i disse tider. For der er lys i den mørke tid.

Annonce