Annonce
Kultur

Madanmeldelse: På gloende kul i strædet

The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.

The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater

Kulgrillen sender en skarp, sort lugt ud i restauranten, og man spekulerer på, hvad der er brændt på. Det er ikke en brødrister, der er glemt, men den glødende grill, der forbrænder kødsaft, krydderier og olie, som udsugningen ikke helt kan holde trit med.

Men man må selvfølgelig tåle lugten i grillen, når der ikke er lagt skjul på, hvad det handler om. Der har kun været åbent i små fjorten dage, så der er mange detaljer, der skal skrues på, før de asiatiske ejere kan få styr på det hele. Her har før været restaurant - tapas og senest fisk, og indretningen er ganske imponerende med egetræs-plankeborde, tremmebænke og puder. Alt i høj kvalitet og fint design.

Bordbestillingen viser sig at være ret overflødig. Der sidder kun en enkelt anden gruppe, og vi bliver placeret ved udgangen til Vintapperstræde. I betragtning af, at vi selv skal op efter retterne, skulle vi måske have bedt om et mere trafikvenligt bord. Men det er o.k.

Kokken/tjeneren undskylder, at dankortterminalen ikke er online. Bare så vi ved det og kan skillinge sammen med vores cash eller opsøge kontanthjælp i et nærliggende pengeinstitut. Der kommer drikkevarer på bordet, og som en gestus er der bruschetta som en ekstra forret. Det skivede brød er for svampet til retten, men de hakkede tomater er krydrede og pestoen velsmagende, om end næppe hjemmelavet.

Annonce
The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.

God mening

Valget falder på grill-buffeten, selv om den ser lidt fesen ud. Tjeneren har ikke svært ved at tolke vores begyndende skepsis og forklarer, hvorfor de halvtomme stålfade tager sig sådan ud.

- Vi griller, efterhånden som gæsterne henter kylling, okse og svinekød. Ellers bliver det kedeligt og tørt.

Se, det giver god mening. Vi venter lidt med kødet og går videre til den sorte gryde, der byder på friskt smagende tomatsuppe med dåseasparges og kyllingebidder. Låget ned til den dampende ret er ikke til at komme af med. Det er hængslet og lægger sig op over det nærmeste grillfad.

De har luret, at vi i selskabet nok kan sætte mere end hundrede gram kyllingefileter til livs, og der bliver pustet til grillene. Der svitses tigerrejer og tyndt skårne kødstykker en masse. Normalt vil små bidder blive stegt knastørre på sekunder, men med marinade og gloende kul holdes på det saftige. Kødet klemmes mellem tynde riste og anrettes i fadene. De råstegte grøntsager er fint crispy.

The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.

Skilteforvirring

Der er nogen forvirring på skiltene, men som kødkendere med en vis rutine kan vi godt smage os frem til, at rejer og "svinkød" er byttet om. At lammekødet ligger forkert. Hvis man er fanatisk lammekøds- eller svinekødshader, er det ikke så fikst, at skiltningen er forkert.

Kyllingen med fennikel og citron er lækker, og oksekødet har også bevaret sin møre friskhed og er ikke tørret ud. Det er en præstation, som sammen med de øvrige grillretter placerer stedet med et speciale, som ingen andre steder i byen matcher. Desværre er det et lille kort, som spilles småt. Og små kort skal som bekendt spilles stort.

Tilbehøret kan der skrives om, men det er altså sølle. Det meste er syltet eller marineret salatbar. Hvidløg-oliven-tomater i olie. Til grillretterne ris og penne. Risene tørre i toppen. Man kunne indvende, at vi ikke er de første gæster, men på den anden side er vi kommet halvanden time før lukketid, så friskkogt pasta og dampende ris må man kunne forvente. De tilhørende saucer på varmebord er for salte. Samtidig glemmer de to ansatte/ejere at få ryddet af. Bordene er ganske små og mest velegnede til tallerkenservering, så vi må lange brugt service over på nabobordet. De opdager det, men først, da der står en anselig stak tallerkener. Ved samme lejlighed opdages det, at der er lavvande i glassene. Vandet fyldes op, men saft og cola forsøger de ikke at sælge mere af.

Betjeningen er sød og venlig, men uprofessionel. Man under dem alt godt for deres sted, men det er altså ikke kunderne, der skal styre servering og køkken. Det skal de selv. Det er fint nok med feedback, men det kan også blive for meget.

Med et fyrigt salatbord og friskt, duftende tilbehør ville grillrestauranten få en stjerne mere.

The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.
The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.
The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.
The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.
The Master Grill i Vintapperstræde føjer ny oplevelse til kvarteret. Tapas og fisk er skiftet ud med små lækkerier, men det halter med tilbehør og salater.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce