Annonce
Kultur

Madanmeldelse: Luksus-bøf i biffen

Ubn One, Asylgade i Odense.

I 1995 blev den sidste film vist i Kino, Asylgade i Odense. Nu bliver der vist en uendelighedsfilm med pejseild på bagvæggen i restauranten

Vi kom til syvforestillingen og i tillid til, at publikum på en tirsdag aften nok ville være forholdsvis beskedent, havde vi ikke bestilt pladser. Det viste sig at passe, og der var endda gode pladser i læderbetrukne, højryggede sofaer midtfor med godt kig både til lærredet og de øvrige gæster.

Ubn One kunne også have valgt et mere mundret navn, man kunne foreslå Restaurant Kino med direkte tråd tilbage til 1995, da der blev vist film som "Pusher" og "Nattevagten" i selvsamme bygning. Dengang biografer lå i byen og ikke var gemt væk i et banegårdscenter.

Det eneste spor fra dengang er rummets facon. Der er bredest ved indgangen og smallest dybt i lokalet, hvor det største lærred kunne have skræmt os med "Jurassic Park". I dag kører en endeløs flammende pejsesekvens på fire sammensatte fladskærme samme sted.

Det er så som så med reklamer og forfilm. Dagens tjener debuterer, og det betyder at vi både bliver glemt og senere må vente på at få "programmet", en lille ekstra pamflet med beskrivelse af dagens menutilbud til kække 225 kroner.

Man skulle tro, at tre retter er til at huske, men nej. Vi kommer ikke til at bestille, før det supplerende kort er fremskaffet. Jordskokkesuppe, oksemørbrad og chokoladekage.

Jeg tøver ikke med at bestille helaftensmenuens tre retter, men mine to medspisere vil hellere klippe deres egen film sammen, selv om det ikke rigtigt kan lade sig gøre.

Jordskokkesuppen kommer til at varme godt, men er den brandvarm, nej. Min suppe har tyndt skind, formentlig fordi den har stået nogle minutter for længe efter anretningen.

Som i en veldrejet film er der overraskelser. Her af den absolut behagelige slags. En skive sprødristet sandart er blevet søsat midt i tallerkenen, og den hviler på små tern af dampet æble og endelig pyntet med skovsyre. Yderst lækkert. Det giver en syret kontrast til den flødelegerede suppe. Hvis jeg savner noget, er det brød.

Mellem forfilm og aftenens hovedret er der igen pause i widescreen. Det kan da ikke være sværere eller dyrere at præstere en ordentlig timing.

Men ingen bliver skuffede, da det chickt designede firkantede porcelæn rammer vores bord med tournedos, kylling chasseur og sandwich med varmrøget laks. Det er i sikker gourmetstil. Egentlig havde jeg ventet at blive spist af med en soloskive mørbrad i sort-hvid, men nej: Der er to grillmønstrede bøffer i farver. Bleu og rødt. Præcis som ønsket. Svævende på skåret og moset selleri med pandestegte småkartofler og en kvist timian. Foie grasen har tjeneren glemt at bestille i køkkenet, øv.

Grillkniven i fransk laguiole-stil glider let gennem det møre kød, som er passende krydret med salt og peber, et par tørrede frugtchips, et strejf af hvidløg og en sauce med bund og styrke som en autentisk dokumentarfilm. Kun undrer jeg mig over, at indpakningen ikke er den lovede. Tournedos er i min drejebog mørbrad omvundet med bacon.

Laksesandwichen er lidt forbavsende i groft, ristet rugbrød. Dild, salat, citron, tomatskiver og et syltetøjsglas ved siden af med varme, sprøde fritter. Fisken har bid, struktur og elegant røgsmag. Man er dog ikke i tvivl om, at laks fortrinsvis lever i saltvand.

Til de lette retter går den chilenske Errazuriz chardonnay (husets) perfekt. Frugtig, fyldig.

Jagt-kyllingen består af et par stykker filet med krydret skind og en enkelt vingekølle. Saucen lever det søde liv og tager smagen fra de ristede svampe.

Treretters-desserten er chokoladekage. Igen med en surprise. Sorbetis i en birolle med nogle smagsmæssige højdepunkter, frugtstøv og et par minidutter af syltet hindbær.

En krølle på afslutningen før rulleteksterne, som konkluderer, at fire stjerner ville være for lidt, hvis menuen var vurderet som et selvstændigt værk. Fin drejebog, god instruktion og desværre nogle lidt uøvede ansatte i ikke helt uvæsentlige biroller.

Efter regningen fik vi tre billetter til næste premiere. Samme pris men nu med en velkomstdrink oven i dealen.

Vi kommer.

Læs den samlede vurdering her.

Ubn One, Asylgade i Odense.
Ubn One, Asylgade i Odense.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Der er lys - også i den mørke tid

Da Hitlers sorte fugle fløj over Danmark i de tidlige morgentimer for 80 år siden, var det begyndelsen på fem mørke år. Begivenhederne 9. april 1940 var imidlertid også begyndelsen til, at danskerne endnu engang indså, at det lille land højt mod nord ikke kan klare sig alene. Læren af besættelsen var derfor blandt andet, at vi aktivt skal indgå i samarbejder, der rækker langt ud over vores egne grænser, hvis vi skal kunne løse vores sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer. Derfor er 9. april 1940 på den ene side en sort dag, på den anden side en lysets dag, fordi det da stod klart, at vi er nødt til at binde os tæt sammen med andre lande for at løse fælles udfordringer. Besættelsen er på sin vis baggrund for Danmarks engagement i krigene på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Den er også årsagen til, at danske politifolk og jurister og folkeretseksperter har været udstationeret i talrige stater verden over. Og den er katalysator for vores tætte samarbejde med andre europæiske og vestlige lande i EU, FN, Nato, WHO og talrige andre internationale institutioner og sammenslutninger. Bevares: Det er ikke, fordi dansk forsvars- og udenrigspolitik har været konsekvent. Fodnotetiden i 1980'erne står som et lavpunkt i vores omgang med vores allierede. På samme måde er danskernes til tider meget valne holdning til EU-samarbejdet et problem. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi qua besættelsen har forstået det betydningsfulde i at samarbejde med andre. Også, når epidemier raser. Engang var Danmark et lille, fattigt land. Lille er landet stadig, men det har udviklet sig til at høre til blandt de rigeste lande i verden. Det skyldes ikke, at vi har store mængder af naturressourcer eller et særligt gavmildt klima. Det skyldes vores evne til at samarbejde med andre lande. Besættelsen og de mørke år, der fulgte, understreger - ligesom alt, hvad der er sket i de seneste måneder - at det er vigtigt, at vi fortsat forpligter os i EU, Nato og andre organisationer, der er med til at holde verden rundt om os i balance. Uden EU og uden Nato ville vores økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske grænser engang været blottet. Derfor skal vi holde fast i at ville samarbejde. Også i disse tider. For der er lys i den mørke tid.

Annonce