Annonce
Kultur

Madanmeldelse: I Sophia Lorens fodspor

Portionerne er store, priserne lave på Odenses mest driftsikre klassiker med speciale i støvlelandets mad

Sophia Loren har tilskrevet spaghetti æren for sine bløde former. Men i begejstringen glemmer taknemmelige cineaster og andre de omkostninger, som spaghetti carbonara og beslægtede retter har haft på andres, herunder en del italienske mænds, korpus gennem tiden.

Tanken falder mig ind en mandag aften ved synet af Mamma's version af klassikeren med spaghetti og bacon. Den legendariske kogebogsforfatter Elizabeth David og den italienske husmoder-bibel "Sølvskeen" kører carbonaraen ind alene med æg - altså nul fløde - men i Mamma's version er den mættet i en grad, så den falder tungt - og godt.

Mamma's i Klaregade midt i Odense har leveret italienske retter til folket gennem næsten fire årtier, og med regningen på 750 kroner for en aften for to retter til hver af de fire ved bordet plus vand/øl er snittet mellem pris og kvalitet til fire stjerner.

Annonce

Savner lysstofrørene

Man savner næsten lysstofrørene i loftet i et lokale med kunstigt udhæng med teglsten, italienske plakater og et akvarium, som bringer tankerne mod Trastevere og Tiberen. Fletstolene er umagelige på den let klaustrofobiske måde, hvor ryggen bliver presset frem, og lydniveauet er højt selv på en stille aften, hvor takeaway- gæsterne flokkes foran kasseapparatet.

De to øl fra Moretti og Menabrea virker lunkne i de solide glas - friskt kølige er de i hvert fald ikke - men forretterne kommer hurtigt. Den billigste (29 kroner) er næsten bedst: Pizza bianca emmer af rosmarin, olie og subtilt hvidløg, mens min vitello tonnata minder lidt om tyndt skåret kalvespidsbryst med en lidt for lind tun/kapers-sauce - uskadelig uden det saltbitre syrebid. De fire bruschetta er store med saftigt fyld, mens de store scampi fritti har sødmefuld skaldyrsmag hjulpet på vej af cognac og fløde.

Niveauet er pænt uden at være prangende, og den mandlige tjener har gættet, at vi gerne vil nyde det tidligere så brandvarme brød i pausen frem til hovedretterne.

Halvmåne med ost

To har bestilt en såkaldt half and half i form af en halv pizza og en fettucine med kalvefilet, og sidstnævnte ligger på den modsatte side af en halvmåne med fire oste.

Også dette er en solid portion. Man skal være født i Milano og omegn for at skelne de fire oste fra hinanden, men bunden er sprød og fyldet velsmagende. Pastaen er al dente med tilpas smørelse, godt med fløde og stykker af kalvefilet. Kødstykkerne er små, grå og får en uklædelig fasthed, når de bliver stegt igennem, og min medspiser noterer, at retten reelt kunne køre i en vegetarisk version uden nævneværdig forringelse af smagen.

Fyldte pastapuder

Portionen af spaghetti carbonara kunne formentligt mætte den tatoverede mand og hans kammerat ved nabobordet, og portionsstørrelsen vil givet være et kvalitetsparameter for mange gæster, hvor denne anmelder kunne ønsker sig mindre, lidt bedre og en større elegance i præsentationen af retterne.

Den sidste ret i kvartetten - panzerotti funghi - lever faktisk op til dette. De små pastapuder er fyldt med karl johan-svampe, mens champignon og pinjekerner er drysset generøst ud over tallerknen. Køkkenpersonalet fedter heller ikke med parmesanen, når de lader de grove flager sne ned over tallerknerne, det er ganske charmerende.

Doggybag i hånden

Mamma's er til fire stjerner for en absolut pæn oplevelse af retter i grænselandet omkring en hundredekrone-seddel, og når man tager det samlede beløb for halvanden times tid i varmen hos den italienske madmor i betragtning.

Mamma's er ideel til takeaway eller en enkelt pizza eller pastaret på en travl aften, og mit råd er at springe forretten over, medmindre man trænger til at konversere, for mængden af kulhydrater i en enkelt pizza eller pastaret vil være en fin optakt til en etape i Giro d'Italia. De færreste vil kunne spise meget mere, men tjeneren putter gerne rester i en doggybag, og så har Mamma's som enhver god italiensk mor sørget for, at de små bliver mættet i det store spisefrikvarter. Helt i Sophia Lorens ånd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Der er lys - også i den mørke tid

Da Hitlers sorte fugle fløj over Danmark i de tidlige morgentimer for 80 år siden, var det begyndelsen på fem mørke år. Begivenhederne 9. april 1940 var imidlertid også begyndelsen til, at danskerne endnu engang indså, at det lille land højt mod nord ikke kan klare sig alene. Læren af besættelsen var derfor blandt andet, at vi aktivt skal indgå i samarbejder, der rækker langt ud over vores egne grænser, hvis vi skal kunne løse vores sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer. Derfor er 9. april 1940 på den ene side en sort dag, på den anden side en lysets dag, fordi det da stod klart, at vi er nødt til at binde os tæt sammen med andre lande for at løse fælles udfordringer. Besættelsen er på sin vis baggrund for Danmarks engagement i krigene på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Den er også årsagen til, at danske politifolk og jurister og folkeretseksperter har været udstationeret i talrige stater verden over. Og den er katalysator for vores tætte samarbejde med andre europæiske og vestlige lande i EU, FN, Nato, WHO og talrige andre internationale institutioner og sammenslutninger. Bevares: Det er ikke, fordi dansk forsvars- og udenrigspolitik har været konsekvent. Fodnotetiden i 1980'erne står som et lavpunkt i vores omgang med vores allierede. På samme måde er danskernes til tider meget valne holdning til EU-samarbejdet et problem. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi qua besættelsen har forstået det betydningsfulde i at samarbejde med andre. Også, når epidemier raser. Engang var Danmark et lille, fattigt land. Lille er landet stadig, men det har udviklet sig til at høre til blandt de rigeste lande i verden. Det skyldes ikke, at vi har store mængder af naturressourcer eller et særligt gavmildt klima. Det skyldes vores evne til at samarbejde med andre lande. Besættelsen og de mørke år, der fulgte, understreger - ligesom alt, hvad der er sket i de seneste måneder - at det er vigtigt, at vi fortsat forpligter os i EU, Nato og andre organisationer, der er med til at holde verden rundt om os i balance. Uden EU og uden Nato ville vores økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske grænser engang været blottet. Derfor skal vi holde fast i at ville samarbejde. Også i disse tider. For der er lys i den mørke tid.

Annonce