Annonce
Kultur

Madanmeldelse: Ferrarien har tabt fart

Gamberoni positano - kæmperejer sauteret i hvidvin med gulerødder, løg og rød chili.

På Ristorante Capri i Odense bliver man mæt - både af synsindtryk og mad.

Den italienske Ferrari udstråler vildskab, uforudsigelighed og begejstring.

Men selv om Francesco Aversa, indehaver af Ristorante Capri i Dronningensgade i Odense, har et blødt punkt med biler - og i særdeleshed Ferrarien - formår han ikke at omsætte bilens kvaliteter til et italiensk måltid drevet af passion og lysten til at begejstre, oplever min medspiser og jeg, da vi tager derind for at spise.

Vi har en gang tidligere været på Capri, men alligevel forbløffer mængden af falske vinranker, store træskeer, modelbiler og støvede vinflasker os. Vi befinder os i et inferno af kitsch, og meget kan man sige om indretningen, men kedelig er den ikke. Pæn er den heller ikke. Hyggelig, vil nogle måske sige.

Annonce
Ristorante Capri i Dronningensgade.

En svag start

Da vi er blevet sat ned, bliver vi præsenteret for et meget omfattende menukort.

Vi begynder med retterne gozze gratinate, som er gratinerede muslinger med hvidløgssmør og tomat, og gamberoni positano - 10 kæmperejer sauteret i hvidvin med gulerødder, løg og rød chili.

Til forretten vælger vi et glas af husets hvidvin, men vores venlige og opmærksomme tjener må en tur omkring restaurantejer Francesco Aversa for at finde ud af, hvad hun kommer i vores glas.

Det viser sig at være en udmærket hvidvin, der hverken stikker af i den ene eller anden retning, og som derfor nok falder i de flestes smag.

Muslingerne smager fint, men retten opleves unødigt fed og tung grundet fedtstoffet, som samler sig i toppen af anretningen.

Rejerne er bedre, men mangler det lille spark, som man forventer at få, når man bestiller noget med chili.

Samlet set en lidt kønsløs begyndelse, men heldigvis kommer smagsløgene mere på eventyr, da vi når hovedretten.

Jeg har bestilt en pizza, som først bliver bagt og derefter toppet med parmaskinke, parmesan og salat. Dertil den klassiske salat mozzarella caprese.

Min medspiser har valgt en 240 gram stor oksefilet med hvidløgssauce, en bagt kartoffel og en salat.

Min pizza er god. Bunden er let, sprød og luftig, og parmaskinken er blød og let saltet, som den skal være.

Til gengæld undrer den grønne salat på toppen af pizzaen mig. Den tilfører ingen nye smagsnuancer til pizzaen og virker derfor overflødig.

Den samme grønne salat går igen i min tomat- og mozzarellasalat. Heller ikke her gør den noget for retten.

Mozzarellaen er til gengæld fast og saftig på samme tid, og dermed er den milevidt fra de sjaskede og trevlede varianter, man normalt kan købe i et supermarked.

Desværre er tomaterne lidt melede, og den ene nærmer sig med hastige skridt slutningen på sin levetid.

Ristorante Capri i Dronningensgade.

Meget mad

Imens jeg forsøger at gøre kål på min pizza, kæmper min medspiser med sin bøf, som ville have nydt godt af lidt salt og peber.

- Der er godt nok meget mad, siger han og kigger på sovseskålene, som dressingen er kommet ind i.

Og jeg må give ham ret.

Vi kunne have valgt at fortsætte og udfordre vores mavers kapacitet med en bananasplit, pandekager med stracciatella og hasselnøddeis samt flødeskum og chokoladesauce, tiramisu eller noget helt andet, men vi tør ikke.

I stedet beder vi om regningen, som lyder på 705 kroner for to forretter, to hovedretter, en salat, to glas vin og to colaer.

Ikke et voldsomt beløb, men alligevel for stort taget i betragtning, at man for nogenlunde samme beløb kan få et meget mere skarptskåret måltid på flere af byens efterhånden mange restauranter.

Der er ingen tvivl om, at vi er mætte, både af indtryk og mad, da vi forlader Ristorante Capri, men for 705 kroner vil man gerne være lidt mere end bare mæt.

Især er det ærgerligt, at der gennemgående bliver sjusket med tilberedningen.

Køkkenet kører på rutinen, og Francesco Aversas passion og kærlighed til det italienske køkken, som beskrives på stedets hjemmeside, kommer ikke til udtryk på vores tallerkner.

Derfor har jeg valgt at give Ristorante Capri tre små stjerner.

Ristorante Capri i Dronningensgade.
Ristorante Capri i Dronningensgade serverer blandt andet Gamberoni Positano.
Ristorante Capri i Dronningensgade.
Ristorante Capri i Dronningensgade.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Der er lys - også i den mørke tid

Da Hitlers sorte fugle fløj over Danmark i de tidlige morgentimer for 80 år siden, var det begyndelsen på fem mørke år. Begivenhederne 9. april 1940 var imidlertid også begyndelsen til, at danskerne endnu engang indså, at det lille land højt mod nord ikke kan klare sig alene. Læren af besættelsen var derfor blandt andet, at vi aktivt skal indgå i samarbejder, der rækker langt ud over vores egne grænser, hvis vi skal kunne løse vores sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer. Derfor er 9. april 1940 på den ene side en sort dag, på den anden side en lysets dag, fordi det da stod klart, at vi er nødt til at binde os tæt sammen med andre lande for at løse fælles udfordringer. Besættelsen er på sin vis baggrund for Danmarks engagement i krigene på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Den er også årsagen til, at danske politifolk og jurister og folkeretseksperter har været udstationeret i talrige stater verden over. Og den er katalysator for vores tætte samarbejde med andre europæiske og vestlige lande i EU, FN, Nato, WHO og talrige andre internationale institutioner og sammenslutninger. Bevares: Det er ikke, fordi dansk forsvars- og udenrigspolitik har været konsekvent. Fodnotetiden i 1980'erne står som et lavpunkt i vores omgang med vores allierede. På samme måde er danskernes til tider meget valne holdning til EU-samarbejdet et problem. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi qua besættelsen har forstået det betydningsfulde i at samarbejde med andre. Også, når epidemier raser. Engang var Danmark et lille, fattigt land. Lille er landet stadig, men det har udviklet sig til at høre til blandt de rigeste lande i verden. Det skyldes ikke, at vi har store mængder af naturressourcer eller et særligt gavmildt klima. Det skyldes vores evne til at samarbejde med andre lande. Besættelsen og de mørke år, der fulgte, understreger - ligesom alt, hvad der er sket i de seneste måneder - at det er vigtigt, at vi fortsat forpligter os i EU, Nato og andre organisationer, der er med til at holde verden rundt om os i balance. Uden EU og uden Nato ville vores økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske grænser engang været blottet. Derfor skal vi holde fast i at ville samarbejde. Også i disse tider. For der er lys i den mørke tid.

Annonce