Annonce
Kultur

Madanmeldelse: En kulinarisk isbryder

Restaurant Nordatlanten i Det nordatlantiske Hus på Odense Havn.

Der er åbnet for fuld skrue på Byens Ø i Odense. I Det nordatlantiske Hus er ambitionerne høje og arbejdsindsatsen maksimal

Der ligger stadig et meget lille isbjerg uden for Restaurant Nordatlanten. Det glimter som en årtusindgammel ædelsten og fortæller sin egen forunderlige historie, mens den smelter og bliver til en våd plet på betonen.

Isen er en del af den nordatlantiske kultur, og i denne form er den naturens mesterstykke og derfor et enkelt symbol på de nordiske værdier ved åbningen af både hus og restaurant.

Som et isbjerg er den nem at se og svær at komme udenom. I aftenmørket lyser den lokkende som et fyrtårn, og det har sandt at sige også været en lang rejse for Byens Ø at blive opdaget, anerkendt og en del af det odenseanske liv.

Det er den nu. Fra dag ét er der fuld skrue på, og åbningstiderne kan tage pusten fra de fleste. Der er restaurant, bistro og café alle ugens dage, og der er allerede forårskonfirmationer reserveret i selskabslokalet på første sal. Med udsigt over havnebassinet til Englandskajens mondæne lejligheder.

Den gastronomiske kurs er lagt efter nogle få retter, der så kan sælges til en ganske cool pris.

Duften indenfor er som på et eksklusivt norsk højfjeldshotel. Træ, sten, køkken, kaffe. Polerede beton- og trægulve, enkel kunst og grønlandske genstande er udstillet. Et par fladskærme kører med båndsløjfer med de nordiske lyksaligheder.

Vi har bestilt bord til to og er lidt nervøse for at blive trukket ned i gangområdet foran baren, og med små signaler lykkes det at komme op i hovedlokalet ud mod havnen.

En kombination af tindrende lys og menukort i dobbelt størrelse - og skrift - gør det nemt at navigere, og efter få øjeblikke er køkkenet sat i gang med jordskoksuppe, rimmet laks, torskefilet, krondyrmørbrad og chokoladesserten, som med "vamset" chokolade og sorbetis vinder over osteudvalget.

Det nordatlantiske islæt er til at overse denne måned, og måske derfor bliver smagsløgene vækket til live af en fin, færøsk forspise. En appetizer skåret af røget lammekølle. Saftig, mør og tilpas røget. Et hint om niveauet på forretterne og så rundhåndet serveret sammen med hjemmebagt brød, at det i sig selv gør det ud for en fjerde ret og ikke en appetizer. En herlig overraskelse.

Laksen er skåret i brede, tynde skiver og ligger fristende og svømmer med den citronsyrede jomfruhummer på en strimmel saltet agurk. Som en Formel 1-bil har den hjul med dildpyntede citronmayo-toppe. En fartstribe af hårdt ristet rugbrød bryder symmetrien og udgør knaset til den fede, tungesmeltende fisk. Den syrede hummer er ikke meget mere end en mundfuld, og fisken kunne godt have tålt lidt mere saltsød lage.

Jordskoksuppen er varm som en islandsk gejser, rødbede og rodfrugtchips sætter ild i farverne og giver syrligt knas, der matcher den cremede smag.

Brødet i den hele tiden velforsynede kurv er sprødt-sejt - det mørkmaltede måske til den hårde side. Men som man siger: En restaurant må ikke gå ned på hverken vand- eller brødforsyningen. Og her kommer brødet oven i købet med både smør og rygeostecreme som smøremidler.

Den ovnbagte torskefilet har fået lige tilpas. Akkurat et par streger mere end rå, så kødet skiller lækkert. Måske er den mere lunken end varm. Det samme gælder kammuslingen, som må have holdt pause på vejen fra panden til mit bord. Men flot flyder den på beurre blanc med pesto, vakt til live igen med grillet fennikel og syltede cherrytomater.

Krondyret er bløøøødt-lækkert. Rødt og med fyldig vildtsmag, der kontrasteres af fintsnittet savoykål og porre, marineret i en nordatlantisk bærglace.

Niveauet holdes i desserten, hvor chokoladekagen er så rigelig, at der bliver levnet. Sorbetisen er smeltende hindbær. Skarpt mod den mørke chokolade, og ved kaffen - serveret i loungemøblerne ude i det atlantiske relax-miljø, bliver vi minsandten forkælet med hjemmelavede chokoladebidder.

- Det er standard til vores kaffe og cappuccino.

Ren luksus. Holder standarden, har Byens Ø - og byen - fået en kulinarisk isbryder. Med fire stjerner for præstationen og en ekstra for det kunstneriske. I alt fem.

Annonce
Restaurant Nordatlanten i Det nordatlantiske Hus på Odense Havn.
Restaurant Nordatlanten i Det nordatlantiske Hus på Odense Havn.
Restaurant Nordatlanten i Det nordatlantiske Hus på Odense Havn.
Restaurant Nordatlanten i Det nordatlantiske Hus på Odense Havn.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce