Annonce
Danmark

Mød meningsmennesket Jeanette Varberg: Superpendler med et svirp fra Romerriget

Jeanette Varbergs næste bog er i trykken, og den handler om vikingerne. Deres togter over vand har været med til at sikre Skandinavien selvstændighed i dag - konklusionen helt kort af 600 sider. Foto: Morten Pape
Jeanette Varberg er fascineret af jægersamler-samfundets arbejdsdag på fire timer. Men hun knokler med at skrive bøger og som museumsinspektør på Nationalmuseet. Som debattør bruger hun fortiden til at sætte perspektiv på Trump, affald og middelklassen.

Rane Willerslev har afbrudt sin barsel for at vise landets nye kulturminister rundt på Nationalmuseet.

Dermed har museumsinspektør Jeanette Varberg alligevel tid til interview på telefon fra Hovedbanegården i København efter timer i et lydstudie i Vanløse, hvor hun er ved at indlæse 600 sider af sin nye bog "Viking. Ran, ild og sværd".

Superpendleren fra Horsens skriver klummer i avisen Danmark, og hendes speciale er at flette børneofringer i Peru, romerriget og tusindår gamle glasperler ind i diskussioner om køn, klima og kultur - de tre emner, som interesserer Jeanette Varberg mest.

- Jeg debatterer ikke for at debattere. Det vigtigste er for mig at give et historisk perspektiv på noget, vi snakker om i dag. Jeg kan trække de lange linjer ind i nutidsstoffet, og det giver en anderledes vinkel end den store strøm af meningsdannere, som hele tiden vil mene noget om i dag. Jeg kan give et svirp, når jeg får romerriget, Egypten, England i 1700-tallet blandet ind i det. Det perspektiv kan man godt lide derude, konkluderer Jeanette Varberg.

Annonce

Jeanette Varberg

Jeanette Varberg er født 13. maj 1978 i Odense.

Hun bor i Stensballe ved Horsens sammen med sin mand, Klaus Risskov Pedersen, som også er arkæolog - de er gift og har været kærester i 20 år i år. Sammen har de børnene Arthur og Frida på 7 og snart 10 år.

Jeanette Varberg er uddannet mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet i 2006, og samme år deltog hun i ekspeditionen Galathea 3 og var blandt andet med til at udgrave et skelet på øen Mbuke i Papua Ny Guinea.

Hjemvendt var hun som faginspektør med til at planlægge og opbygge Moesgaard Museums arkæologiske og etnografiske udstillinger og arbejdede på museet frem til januar i fjor, hvor hun fik job som museumsinspektør på Nationalmuseet.

Hun er forfatter til flere bøger: I 2014 udgav hun bogen "Fortidens Slagmarker - krig og konflikt fra stenalder til vikingetid", og for den og sin formidling modtog hun i 2014 DR’s Rosenkjærpris og Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse i 2015.

I 2014 fik hun sit internationale gennembrud med opdagelsen af, at 3400 år gamle glasperler fundet i Danmark stammer fra det gamle Egypten og Mesopotamien.

Hendes primære arbejde handler om nordeuropæisk bronzealderforskning, krig, migration, handel og religion. Hun er en aktiv formidler af sit fag i form af foredrag, har skrevet for Altinget.dk og været fast analytiker på DR Historie.

Globaliseret bronzealder

Selvsikkerheden blev slået fast, da Jeanette Varberg gennem sin forskning dokumenterede, at globaliseringen allerede var godt i gang i bronzealderen ved at knytte forbindelse mellem Mesopotamien og Norden. Hun fastslog, at nogle blå glasperler stammede fra et sted 150 kilometer syd for Bagdad i det gamle Mesopotamien. Det fik Huffington Post og Washington Post til at ringe til arkæologen fra Moesgaard Museum.

- Det er enormt sjovt at blive ringet op af journalister fra hele verden, og det giver en selvsikkerhed i ens arbejde. Det slog mit navn fast.

Hvad har opdagelsen rykket ved din opfattelse af den tid?

- Det har været et missing link mellem Middelhavets handel og det, vi kalder Norden eller den nordiske bronzealder. En lille perle af glas har åbnet for et billede af Egypten og Kongernes Dal og forbinder det med vores verden - et tegn på kontakt. Det er en stor erkendelse.

I fjor fik Jeanette Varberg job som museumsinspektør på Nationalmuseet, hvor de interne forhold blev landskendt gennem reality-serien "Ranes Museum" på DR. Seerne har fulgt en grædefærdig direktør, og besparelserne har også påvirket Jeanette Varberg og giver indirekte brændstof til hendes klummer i avisen Danmark.

- Hvordan har nedskæringerne påvirket dit arbejde som museumsinspektør?

- Det tager megen energi, når gode kolleger risikerer fyring på grund af en politisk grønthøstermetode. Det er som at sætte bremseklodserne halvt i på vej ned ad en bakke, og jeg håber, at den grimme udfordring er ved at være forbi.

Hvor langt kan man som offentligt ansat gå som debattør?

- Jeg er meget bevidst om at holde mig inden for de rammer, hvor jeg skal agere og ikke gå over stregen. Jeg ser det som en blanding af en pligt og fornøjelse. Nogle lever af at være debattører, men jeg medierer, fordi jeg samtidig er offentlig ansat. Men nogen skal sige det.

Hvor går grænsen?

- Man må godt råbe op, når ens kolleger står til at blive fyret på grund af politiske beslutninger, som man synes er fejlagtige. Men personligt fnidder kommer ikke klummer ved.

Børneofringer i Peru

Du skriver om børneofringer i Peru og steninger i nutiden. Hvor meget er ændret siden stenalderen, når vi ser på vore dages problemer?

- Jeg kan godt lide at punktere moderne menneskers holdning om, at de står på toppen af evolutionen. At vores samfund er det bedste i en lang historie. Jeg sammenstiller ofte problemstillinger fra nutiden og fortiden og holder et spejl op for læserne: Hvis vi giver slip på demokrati og humanistiske værdier, ryger vi lige tilbage til stenalderen.

I hvilke samfund og perioder af historien var tingene bedre end i dag?

- Jeg kan som Rane sige, at i livet som jæger-samler arbejder du kun effektivt tre-fire timer om dagen med at samle føde. Resten af tiden bruger du på innovation, at slappe af, på fællesskabet og at være sammen med dine børn. Meget af det pres, vi er under med en 8-16 arbejdsdag og hentning af børn i institutioner, kommer af, at vi kun er bygget til at arbejde effektivt tre-fire timer om dagen. Personligt synes jeg, at det lyder meget godt.

Romerrigets fald er et af de historiske vendepunkter, Jeanette Varberg bruger i sine indlæg i samfundsdebatten. Hun ser tendenser i USA, som minder om det - og globalisering er heller ikke en ny ting. Foto: Morten Pape

Det 21. århundrede er et vendepunkt

Du arbejder med ting fra mange tusinde år tilbage i tiden. Hvad vil dine kolleger sige om os om 500 eller 1000 år?

- De vil helt klart kalde os plastik-alderen og den tid, hvor man ikke forstod at begrænse sit affald. Vores svineri vil kunne ses aflejret om 5000 år. Vi står foran et vendepunkt i historien: Enten tager vi os sammen og løser problemerne, eller også bryder en verdenskrig ud. Det 21. århundrede kan gå begge veje, og jeg er rigtig bekymret for klima-flygtninge. Vi får et flygtningeproblem som aldrig før, hvis Indiens vandreserver forsvinder, og vi får fødevareknaphed.

Hvad peger i den positive retning?

- Selv om der er stor ulighed, vokser middelklassen. Derfor har vi acceleration i vores påvirkning af klimaet, men det er også positivt. Alle undersøgelser viser, at med en tilfreds middelklasse, som føler en vis form for retssikkerhed, får vi stabile stater og ikke så megen krig. Vi har de seneste 15 år set krige, når en stat er brudt sammen: Syrien, Libyen og Afghanistan. Så der er en vej ud af det ved at støtte en stabil middelklasse, forklarer Jeanette Varberg.

Jægersamler-samfundets borgere kunne klare sig med en arbejdsdag på fire timer, resten af døgnet blev brugt på innovation og samvær med børn, familie og venner. Den tilværelse fascinerer Jeanette Varberg. Foto: Morten Pape

Frontallappen er ristet

Du har arbejdet med migration, har du et godt råd fra de seneste par tusinde år?

- Ja, man skal opretholde den sunde stat. Et statssammenbrud giver voldsomme folkevandringer. Romerrigets kollaps skabte fundamentet for det Europa, vi kender i dag. Men der var 200 år med kaos først - the dark ages. Hvis vi forestiller os en opløsning af forbundet i USA med konflikt mellem staterne og åbne sluser fra Sydamerika, vil vi se en helt anden balance. Det er selvfølgelig et tænkt scenarie, som kloge folk i amerikanske studier ved meget mere om. Men hvis man skal sammenligne, er USA som romerriget. Kina har siden 200 år før Kristus formået at holde den samme stat fuldstændig frem til i dag - det er lidt vildt.

Hvad er din bekymring med USA?

- Under Trummp er det demokratiske system og ytringsfriheden er kommet under pres. Her er sket et skifte, og så er der en risiko for, at det tipper til det værre.

Du står lige foran en ferie - hvad skal du lave?

- Ingenting. Min bog om vikingerne - "Viking. Ran, ild og sværd" - går til tryk i morgen, så der har været fuld fart på. Jeg føler, at hele frontallappen er ristet.

Budskab til ministeren

Hvad er det vigtigste budskab i din nye bog?

- At Skandinavien takket være vikingerne bevarede sin selvstændighed. Sådan kort, 600 sider kogt ned. Jeg er ikke færdig med at indlæse endnu, og det tager edder... lang tid. Jeg sagde bare ja, som jeg altid gør, og kastede mig hovedkuls ud i det. Men det er noget af det sværeste, jeg har gjort. Det tager 30 timer at indtale bogen, og jeg mangler de sidste otte.

Hvad ville du have sagt til kulturministeren, hvis det var dig og ikke din direktør, Rane Willerslev, som havde vist hende rundt på Nationalmuseet lige nu?

- Jeg ville sige, at det er utroligt vigtigt, at man har kulturen. Men også, at man giver den et rum og et sted at være, hvor man kan diskutere og udvikle vores tanker om historie og kunst og fortællingen om, hvem vi er. Derfor skal vi støtte museerne i stedet for at beskære dem, siger Jeanette Varberg.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce