Annonce
Sydfyn

Lykkelig tilflytter på Ærø: - Jeg er så glad for vores børnehave, som er fuld af nærvær og tryghed

Klokken er 7.30, og Lotte Norrild er ved at aflevere 5-årige Julie i børnehaven Mopælappen i Marstal. Til højre er det Dicte, som går i 2. klasse på Marstal Skole, og bag fotografen gemmer 3-årige Gry sig. Hun går også i børnehaven. Foto: Anders C. Østerby
Tilflytter Lotte Norrild er enig i, at forholdene for børn er et godt argument for at bo på Ærø. Hun roser personalet i børnehaven for at tage sig godt af hendes døtre og opfylde de behov, netop de har.

Ærø: Hvis Ærøs turist- og erhvervschef vil sælge Ærø på børnefamiliers vilkår, kan han godt få tilflytteren Lotte Norrilds ord for, at de er fremragende.

- Jeg vil hellere end gerne fortælle, at her er vildt fantastisk at bo, siger hun.

Det var et jobtilbud, der fik familien Norrild til at flytte fra Otterup på Fyn til Ærø for syv år siden. Jobbene har de begge skiftet ud, men adressen har de beholdt, for Ærø viste sig at have fordele, de slet ikke havde overvejet.

- Vores første barn var kun lidt over et år, så vi var stadig meget fokuseret på job og oplevelser i vores overvejelser. Vi havde tit talt om, at det kunne være sjovt at bo et år i udlandet, så da vi fik mulighed for at få job på Ærø, valgte vi at gøre det til vores eventyr. Det værste, der kunne ske var, at vi fandt ud af, at det ikke var noget for os, og så kunne vi jo flytte igen, siger Lotte Norrild, 36 år.

Men efterhånden som datteren Dicte blev større og storesøster til Julie og Gry, begyndte Lotte og Thomas Norrild at få andre værdier. Nærhed, tryghed og tid sammen blev vigtige begreber, og de harmonerede smukt med livet på Ærø.

Når Lotte Norrild hører om afsløringer af horrible forhold i daginstitutioner i andre kommuner, priser hun sig lykkelig for sin egen situation.

- Jeg kan få helt ondt i maven, når jeg hører om det. Jeg er så glad for vores børnehave, som er fuld af nærvær og tryghed.

For eksempel føler hun, at Julie på 5 år, som både har det lidt svært med at blive afleveret og hentet, bliver set og hjulpet af pædagogerne i børnehaven.

- Der er altid et knus til hende, og hvis det gør det nemmere for hende at starte dagen på sin gamle stue, får hun lov til det. De har tilbudt, at hvis vi ringer et kvarter før, vi henter, kan de forberede hende, og de har fundet et gammelt ur, som hun kan se tikke ned, fortæller Lotte Norrild.

Annonce

Tvunget ned i gear

Hun glæder sig også over de mange naturoplevelser, børnene får i institutionen og fællesskabsfølelsen med de andre forældre og børn i lokalområdet. Og de begrænsninger, ølivet rummer, kan i virkeligheden være skjulte velsignelser, mener hun.

- På en eller anden måde er her lidt mindre stress og jag. Det kan være irriterende, at man ikke lige kan komme i XL Byg, når man mangler nogle skruer lørdag eftermiddag. Men det er også meget godt, at man ikke kan gå i Bilka søndag aften, og der ikke er en mase arrangementer med Gurli Gris i centeret, man kan rende til. Man bliver tvunget lidt ned i gear og ender med at hygge sig sammen som familie i stedet, og så kan vi tage en tur af øen engang imellem, når vi trænger til noget andet.

Lotte Norrild ville være lykkelig for flere tilflyttere, og hun fortæller, at hun som tilflytter har været glad for den store hjælpsomhed, hun har mødt fra mange på øen.

- Når man flytter til og ikke kender nogen, er det vildt overvældende, hvor mange der hjælper, hvis man pludselig har brug for det, siger hun og fortæller, at hun også har meldt sig frivilligt til et kaffekorps, som er klar til at snakke med folk, der overvejer at flytte til øen.

Men hun oplever ikke et savn efter flere beboere i hverdagen. Tværtimod oplever hun en nærhed, som kommer af at bo i et lille samfund.

- Jeg synes, det har været nemt at lære folk at kende, og det er trygt, at vi alle kender hinandens børn, og at de kender hinanden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

10.000 grønne fingre. Skolehaver giver jordforbindelse og -forståelse

Synspunkt: ”Man tænker bare yes, når man skal i Haver til Maver, for så er man ikke inde i klassen, man har friheden”. En elev i 4. klasse rammer med den udtalelse præcist ideen og meningen med det succesfulde projekt i skolehaverne i Odense. At læring ikke kun sker gennem bøger og pc'er ved vi jo godt, men nogle gange glemmer vi lærere det alligevel. Bevægelse, motivation og frisk luft giver gevinst. Eleverne bliver engagerede og der kommer smil på læben. Filosofien er simpel; når man trives og er motiveret, så er dørene åbne for at lære noget. Og hvad kan man så lære i en skolehave? Svaret er simpelt: Man kan lære lidt om det vigtigste i livet; at man selv kan producere noget. At man kan lykkes. Den vilde glæde ved at trække en gulerod op af jorden og spise den, en gulerod man selv har dyrket. Den glæde forplanter sig i kroppen og hovedet, det er en sanselighed, man ikke glemmer igen. Lad os kalde sanseligheden for jordforbindelse. Vigtigheden af jordforbindelsen kan ikke overdrives, for når vi begejstres, så har vi behov for at lære mere om det, vi begejstres af. I skolehaven er det oftest naturen og grøntsagerne, der begejstrer. Resultatet er naturligvis, at eleverne i Haver til Maver har gjort egne erfaringer om, hvor grøntsager kommer fra og om sammenhænge i naturen. Vores samfund er i gang med grøn omstilling og vi har diskussioner om klimaet. Viden og erfaring er essentiel for at kunne forstå den udvikling. Vi skylder os selv og vores børn, at børnene klædes på med viden, erfaring og forståelse for vores jord, og for maden vi spiser. Vi vil stolt påstå, at i Haver til Maver opnår skolebørnene noget af denne vigtige viden og erfaring. Vi tager ikke stilling til om man skal være vegetar eller hvilken miljøpolitik, vores land skal føre. Vi lærer simpelthen børnene om, hvordan man dyrker grøntsager, og hvordan man kan lave lækker mad af de friske grøntsager. ”Målet er ikke bare at få planterne til at gro. Målet er også at få dem, der passer planterne, til at gro.” Odense har nu tre skolehaver, hvor skolebørn lærer at dyrke deres måltider. 44 skoleklasser er i Haver til Maver otte gange på en sæson, fra såningen om foråret til efterårets høst. Hver gang er børnene i marken og hver gang er der spiselige glæder. De gange, hvor eleverne selv skal kløve brænde, tænde bål og lave deres egen mad, giver naturligvis ekstra begejstring. Skibhusgården er den nyeste skolehave i Odense. Jacob Guldin er skolehaveleder i dette idylliske hjørne af Odense, som også huser en naturskole. Jacob er også underviser på jordbrugslinien på KOLD College, så naturligvis er den nye skolehave både smuk og funktionel. Haver til Maver på Skibhusgården blev indviet i 2019 og fik disse ord med på vejen af rådkvinde Susanne Crawley Larsen: ”Haver til Maver har været fremsynede i forhold til at lære børnene at passe på vores jord. I skolehaverne er der skabt et sted, hvor de abstrakte ord som klimaforandringer og bæredygtighed bliver konkrete og begribelige for børn. Selv så jeg gerne, at vi brugte konceptet endnu mere i Odense i vore skoler og i daginstitutioner.” Odense Kommune har nu gennem 10 år været en fremragende partner for Haver til Maver Odense og vores partnerskab kendes som ”Odense Modellen” og bruges som inspiration i andre kommuner rundt om i landet, der også vil skabe skolehaver og glæde for byens børn. Med årligt 44 klasser, ca. 1000 elever har foreningen Haver til Maver Odense nu nået et vigtigt mål. Sammen med gode samarbejdspartnere i uddannelsessektoren som Kold College og Syddansk Erhvervsskole (SDE), og i det private med virksomheden Juliana Drivhuse har vi nået meget. Ældre Sagen er vores nyeste samarbejdspartner. Sidste år havde vi 14 aktive seniorer, der deltog i de glade dage i Haver til Maver. Successen af dette generationsmøde har været overvældende. Børn, lærere og seniorerne selv har haft stort udbytte af de glade dage i sol og regn i skolehaverne. I Haver til Maver Odense har vi nået meget, og vores idealer og engagement er dog stadig intakt. Vi glæder os til det bliver forår, og byens tre skolehaver bliver fulde af liv.

Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Annonce