Annonce
Livsstil

Lone Frank: Jeg har da tvivlet på min egen evne til at elske

”Som at få sat et stort spejl op foran sig selv”. Sådan beskriver Lone Frank tabet af sin kæreste. For så overvældende en sorg viser meget klart, hvem man er. Hvordan man tackler sorgen, men også hvor mange, der kommer og trøster dig. Foto: Nicolai Lorenzen
Kærlighed har aldrig interesseret videnskabsjournalist Lone Frank synderligt, for der var så meget andet, der var vigtigere. Det var først, da hendes kæreste døde for seks år siden, at hun forstod, at den i virkeligheden er tilværelsens skelet - og her stod hun så uden kærlighed i sit liv. Dén erkendelse sendte hende på en opdagelsesrejse - for både at forstå kærligheden bedre og for at blive bedre til at elske.
Annonce

Der ligger en kvinde på en grå uldsofa og stirrer ud i luften. I baggrunden kværner radioen. Andre gange er det tv’et, der kører for at slå hul på den øredøvende stilhed i den store lejlighed, som i årevis har været basen for hendes og kærestens liv sammen.

Nu er han død. Et halvt år er der gået fra kræftdiagnosen til den frygtede opringning fra palliativ afdeling. Og det er ikke kun en altopslugende sorg, der rammer Lone Frank lige dér og i de efterfølgende måneder. Det er også en hjemløs kærlighed så stor, at den knap nok kan rummes, og erkendelsen af, at hun ikke så den og satte pris på den, da den endnu havde en favn at lande i.

- Jeg har aldrig tænkt: ”Aj, hvor er det her stort.” Det har jeg simpelthen ikke. Det er først, da Morten dør, at jeg indser, at jeg har haft noget meget, meget værdifuldt, som jeg ikke har skønnet på, men i virkeligheden bare taget for givet, siger hun og lyder - her seks år efter - næsten stadig forundret og også lidt flov.

Men Lone Frank er ikke et menneske, der bryder sig om forstillelse. Tværtimod. Og sandheden er, at de 13 år sammen med Morten ikke var stormfuld forelskelse eller højlydte kærlighedserklæringer. Men det var to kantede mennesker, hvis kanter passede sammen. Det var samhørighed og samme blæksorte humor.

Det er det, der går op for hende dér på den grå sofa, hvor hun ligger stort set uforstyrret i en håndfuld måneder, før hun kan rejse sig og gå ud i livet igen. Det går også op for hende, hvor alene hun er. Eller som hun skriver i sin nye bog ”Størst af alt”:

”Nu, hvor han var væk, var der ikke et eneste menneske tilbage i live, som jeg kunne sige, jeg elskede. Der var heller ingen, der elskede mig.”

Lone Frank

Født 28. september 1966 og vokset op i Risskov ved Aarhus, Illerhuse ved Ans og i Malling.

Hun er ph.d. i neurobiologi, men forlod livet som aktiv forsker til fordel for et liv som videnskabsjournalist. Hendes base har gennem alle årene været Weekendavisen, men hun har også skrevet adskillige bøger, holdt foredrag og lavet både radio og tv. Hendes arbejde er blevet hædret med flere priser.

Hendes seneste bog, ”Størst af alt”, udkommer på Politikens Forlag 1. september.

Annonce

Uden for radaren

Lone Frank har boet i lejligheden på en af Frederiksbergs stille sideveje i tre år, og hun slår lidt undskyldende ud med armene mod de bare hvide vægge, der næsten går i ét med de lyse plankegulve. Enkelte steder brydes de hvide flader af hendes egne malerier, hvis tilblivelse lige nu er henvist til lidt for snævre rammer på det smalle kontor.

- Ja, jeg er stadig ved at komme på plads, lyder det selvironisk om den langstrakte indflytningsproces, der dog har passeret det punkt, hvor noget bliver til et hjem. Et par håndvægte ligger fremme på gulvet. I et glasskab få barndomsbilleder og ”se lige, hvor sur jeg så ud”. En enkelt væg er gemt bag rækker af bøger.

Det er endnu en af sensommerens ulideligt varme dage, og Lone Frank har sommerferie fra sit job som videnskabsjournalist på Weekendavisen, hvor hun snart har været i to årtier, alt imens hun også har lavet radio, film og ikke mindst forfattet adskillige bøger i en tilsyneladende endeløs optagethed af at forstå verden og formidle. ”Et kald” og ”en kærlighed til videnskaben” er nogle af de ord, hun selv bruger, når hun skal beskrive, hvad der har drevet hende i stort set hele hendes voksenliv. Der er ikke meget, hun ikke har dissekeret. Undtagen altså lige kærligheden.

- Det har simpelthen ikke stået på min radar som noget, der var interessant at beskæftige sig med, siger hun og griner lidt ad sin egen blinde vinkel.

Den er til gengæld nu erstattet med en livsforandrende indsigt. For da hun rejste sig fra den grå sofa i løbet af foråret 2015, var det blandt andet for at underkaste kærlighedens natur en videnskabelig undersøgelse i håbet om at blive bedre til at elske selv. Det blev først til en podcast og nu bogen, der ligger på bordet imellem os med en titel, der ikke alene rummer en stærk reference til Kærlighedens Højsang, men også indkapsler forfatterens egen nye erkendelse.

Annonce

Den evige tvivl

Lone Frank har kaldt sig selv alt muligt. Indadvendt, vanskelig og selvcentreret. Men kvinden med det åbne blik og et ansigt blottet for midaldrende rynker er også det modsatte. Imødekommende, reflekterende og gavmild i den måde, hun deler ud af sig selv på. Her er ikke meget laden-som-om, men tværtimod ærlige erkendelser. Et tilkæmpet fravær af flovhed, kalder hun det selv.

Derfor står hun også gerne ved, at hun gennem hele livet ”har været sådan en med få venner”, som hun siger. I barndommens gade i Aarhus-forstaden Risskov var det én pige, der fik hendes fulde opmærksomhed. Det samme i folkeskolen. Senere er det kærester, hun har delt alt med.

- Jeg evner ganske enkelt ikke at have en stor vennekreds. Jeg tror, det har noget at gøre med, at særligt kvinder opfatter venskaber som noget, der hele tiden skal genbekræftes. Man skal huske hinandens fødselsdage. Gøre noget bestemt og holde det ved lige, ligesom. Jeg har det til gengæld sådan, at hvis man har et venskab, så ER det jo bare sådan. Så behøver man ikke genbekræfte det. Måske er det derfor, mine bedste venner er mænd, siger hun og fortæller, at hun har følt sig anderledes hele sit liv og kendt til tvivlen lige så længe.

En evig penduleren mellem på den ene side og den anden side. En evig længsel efter at nå frem til følelsen af, at ”dette er det rigtige”. Uanset om det har handlet om faglige præstationer eller kærlighedsrelationer.

- I ugebladene vrimler det med historier om, at ”hun havde fundet sit livs kærlighed”. Hvordan fanden VED man det, tænker jeg altid. Jeg er aldrig selv stødt ind i nogen, hvor jeg vidste, at dette skulle være resten af livet. Aldrig, siger hun og rykker sin høje slanke skikkelse lidt rundt i den hvide loungestol.

- Så ja, jeg har da tvivlet på min egen evne til at elske. Har de andre noget, jeg ikke har?

Tre hurtige til Lone Frank

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Min far lærte mig, at man skal finde ud af, hvad man selv vil, og så skal man gøre det, uanset hvad andre vil have dig til. Uanset om det er samfundet eller ens forældre. Man kan bruge et helt liv på at opfylde andres ambitioner, men den bedste grobund for et godt liv er at opfylde sine egne ambitioner.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- Jeg bruger stort set aldrig penge, så det må være min lejlighed, som jeg købte for tre år siden.Hvad er din indre alder?- Jeg er standset omkring 35 år. Der er man ligesom formet, og derfra er det kun ydre forfald. Dén følelse tror jeg, mange kender.
Annonce

Uden formel

Mennesker i krise reagerer på alle mulige måder. De krabber sig gennem dagene, læner sig op ad venner og familie, søger professionel hjælp. Er man Lone Frank, læner man sig op ad sit faglige virke.

- Ligegyldigt, hvad der rammer mig, kommer jeg hurtigt til at tænke på det som noget, jeg skal beskæftige mig med fagligt og få ud og forklare noget om. Sådan har jeg det bedst med at behandle ting, konstaterer hun.

Det er derfor, at hun har skrevet ”Størst af alt”. En bog, hvor hun ikke alene sætter sig selv og sit ophav under lup med hjælp fra en psykolog, men også forsøger at forstå kærligheden gennem videnskabens briller. Hvordan påvirker evolutionen vores kærlighedsliv? Hormonerne? Biologien?

- Jeg forstod jo pludselig, hvor altafgørende kærligheden er i vores liv, og derfor blev det presserende for mig at forstå, hvad den er og kommer af, siger Lone Frank, der undervejs i arbejdet med bogen måtte konstatere, at kærligheden ikke kan sættes på formel eller puttes ned i én lille, nydelig pakke.

Den kan eksistere i mange grader og former alt afhængigt af, hvordan vores individuelle vilkår som gener og tilknytning i den tidlige barndom møder det almene som evolution og biologi.

- Men jeg tror, det er ekstremt vigtigt, at vi kigger på, hvordan vi hver især er præget, fordi det har så afgørende indflydelse på, hvordan ens kærlighedsrelationer udfolder sig. Vi går alle sammen rundt med nogle psykologiske skemaer installeret i os, der spiller ind på, hvordan vi vurderer verden. For mig har det for eksempel gjort en stor forskel at forstå, hvad jeg egentlig er præget af. På godt og ondt.

Som barn fik Lone Frank en meget stor glæde ved viden fra sin far, og som ung kvinde voksede det til en kærlighed til videnskaben, da hun begyndte at læse biologi på universitetet. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Så elsket, så værdsat

Alt fra ”dårlig” til ”elendig” har været svaret, når Lone Frank er blevet spurgt, hvordan hendes barndom var.

Ganske vist lignede det tidlige barndomsland et trygt Bulderby. En overskuelig verden, der udsprang fra parcelhuset i Risskov og fra forældrenes kærlighed. Særligt farens. Men alt det er i tilbageblikket blevet overskygget af en pludselig og uønsket flytning til ”et forblæst hul, der hed Illerhuse” tæt på den midtjyske by Ans, da Lone Frank var ni år.

Tre år senere tog jordskælvet til i styrke med forældrenes skilsmisse, der eksploderede i fjendskab og rasende beskyldninger - og i det kuldslåede land levede Lone og hendes otte år yngre bror, indtil den totale katastrofe indtraf, da hendes mor blev syg af kræft og døde få år senere.

- Dén fortælling om min barndom har betydet, at jeg egentlig altid har tænkt, at jeg bar rundt på en tristhed, som andre slap for. Jeg har set på andre mennesker og tænkt, at hvor måtte de da have det godt, mens jeg ofte var i ... underskud, siger hun.

I dag er svaret på, hvordan hendes barndom var, et andet. Eller i hvert fald mere nuanceret. For i sin undersøgelse af kærligheden har hun fået øje på noget. Helt afgørende for vores evne til at elske og knytte os til andre mennesker er nemlig de allertidligste erfaringer i livet med at blive trøstet, elsket og holdt om.

- Og jeg må sige, når jeg ser på min barndom med de øjne, så ser jeg jo, at jeg har fået en meget, meget stærk kærlighed, og det er faktisk det sunde grundlag, jeg bygger alting på. Det har givet mig en ballast til at gå ud i verden og gøre det, jeg gerne ville, og overvinde de vanskeligheder, jeg mødte. Ja, der var triste ting, men jeg er ikke kommet svækket ud af dem. Så jeg er egentlig blevet meget gladere for min barndom. Jeg har forstået, hvor elsket jeg var - og hvor betydningsfuldt det har været.

- Jeg har haft sådan en tåget ide om, at når man talte om ”stor kærlighed”, var det noget helt særligt, der opfyldte én hele tiden. Nu ved jeg, at det ikke er tilfældet. Jeg ved også, at jeg har haft en masse kærlighed uden rigtigt at lægge mærke til det. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

På sikker afstand af det nære

Lone Frank kan tænke alt muligt om sig selv, men aldrig, at hun ikke er værd at elske.

- Dét har jeg aldrig tvivlet på, siger hun.

Så konstaterer hun med en lille latter, at det måske nok er bagsiden af medaljen ved, at hun som barn blev stopfodret med sin fars kærlighed og urokkelige tro på datterens evne til at kunne alt.

- Jeg har været så vant til ikke at skulle reflektere over, om jeg nu var god nok, at jeg ikke har set, hvad den kærlighed betød. Som en fisk, der ikke lægger mærke til, at den svømmer i vand, fordi det jo bare er dens verden. Så jeg er blevet båret af den her tidlige kærlighed og har i stedet på mest navlepillende vis koncentreret mig om at finde problemer i mit eget liv. Jeg er virkelig god til at se det sorte, ormen i rosen og alt det der ...

Det er et personlighedstræk, hun er født med, viste det sig, da hun for år tilbage fik kortlagt sin arvemasse og scorede højt på ”neuroticisme”.

- Så på nogle måder er jeg kommet til verden som en sur møgunge, lyder det uden forbehold, men med den tilføjelse, at hun trods alt er blevet bedre med alderen. Venner fra universitetstiden vil bekræfte, at hun var ”utrolig vanskelig”, men nu er et mere fredeligt og omgængeligt menneske, som hun siger.

Andre erkendelser er først nu ved for alvor at rodfæste sig. Som den, der handler om, hvad det gør ved en halvstor pige at blive brugt som nærmeste fortrolige af en dybt såret og ulykkelig mor.

- Jeg sad jo der og talte med min ødelagte mor og var så psykolog-agtig, som man kan være i en alder af 12 år. Det har nok givet noget armslængde og et ubehag, når noget kommer helt tæt på, men også en fornemmelse af, at ting kan gå i stykker. Noget kan være noget andet, end man troede, og man kan ikke stole 100 procent på nogen. Den ligger dybt i mig og er måske også roden til, at jeg ikke bare slynger ”jeg elsker dig” ud.

Lone Frank har dedikeret sin nye bog ”Størst af alt” til Morten og til Peter. Den ene elskede hende i 13 år, inden han blev syg og døde. Den anden elsker hende i dag. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Plads til forbedring

Øjeblikke før er hendes sætninger standset op ved forholdet til Morten og den smerte, der er forbundet med at føle, at kærligheden forblev uudtalt. Det pågående og evindelige ”hvis bare”, som igen og igen løber panden mod en mur. Fordi den elskede er væk, og de ord, der ikke blev sagt, ikke kan siges på efterbevilling.

- Jeg har været røvelendig til at SIGE ting. Virkelig dårlig.

Altså, som for eksempel ”jeg elsker dig”?

- JA! Sindssyg dårlig. Det er sådan, at jeg næsten ikke kan få det UD, siger hun med en vrængende grimasse. Som sidder hun med noget kvalmende sukret i munden, der ikke vil slippe sit tag.

- Fordi det på en måde er så sødladent og filmagtigt. Det virker så underligt uægte på mig. Jeg vil hellere vise det, siger hun og har fundet ro ved tanken om, at hun måske aldrig fik sagt til Morten, hvor højt hun elskede ham - til gengæld fik hun vist det.

- Men altså, tilføjer hun så:

- Psykologen, som jeg taler med i bogen, får jo også forklaret mig, at der er plads til forbedring. Jeg skal simpelthen arbejde med at blive bedre til at vise folk, at jeg godt kan lide dem, siger hun og taler om den frihed, der ligger i at forstå det maskineri, vi som mennesker er gjort af. For når man først har erkendt noget, kan man begynde at ændre det.

- Når vi for eksempel taler om den her tilbageholdenhed, og hvor den måske kommer fra, så kunne man måske begynde at kaste sig mere helhjertet ud i ting.

”Man”?

- Ha ha, så "jeg" ... Jeg tror, jeg begynder på det næste torsdag.

- Verden bliver et lidt lettere sted, hvis man gider lægge mærke til de andre og tage fingere ud af navlen. Det må man sige. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Og så kom Peter

Det starter med en besked på Facebook. Manden, der skriver, har fulgt hendes arbejde. ”Hvad med en kop kaffe og eller et glas vin?”

Umiddelbart ser han lidt kedelig ud. Alligevel siger hun ja tak. Om ikke andet kan det vise sig at være en kontakt, der kan bruges i forbindelse med hendes arbejde, lyder ræsonnementet, der fik hende til at dukke op på vinbaren for et par år siden. Den evige tvivl dukker også op her og sender hende frem og tilbage mellem et ”måske” og et ”måske ikke”, indtil hun forstår, at det er nu, hun skal gøre noget andet end det, hun har gjort hele sit liv. Så hun rækker ud og viser, at hun godt kan lide ham. I dag er de kærester.

- Hvis jeg havde mødt Peter for 10 år siden, havde vi slet ikke passet sammen, så jeg føler mig meget heldig over at have mødt ham nu. Han er helt afklaret med, at min kærlighed til Morten godt kan være der ved siden af min kærlighed til ham, og så er han virkelig god til at sige det højt, når jeg glemmer at vise, at jeg sætter pris på ham eller på det, han gør.

Hun genspiller med en hovedrysten en af situationer, hvor hun kommer til at falde i, men konkluderer så, at noget fundamentalt alligevel er forandret.

- Der ER sket en markant forandring i mine relationer til andre mennesker. I forhold til Peter fylder det mere, at det skal være godt. At det faktisk er vigtigt, at det her forhold er godt. Sådan tænkte jeg ikke før. Jeg er også blevet bedre til at give udtryk for, at jeg godt kan lide folk. Måske ikke lige med de heftigste ord, men jeg kan da godt finde på at sige ”hvor er det dejligt at være sammen med dig” til for eksempel en kollega, og så sker der jo det ... ja, altså, faktisk har jeg det meget bedre, end jeg har haft før.

- Min far og jeg havde en helt særlig samhørighed, og helt frem til hans død i 2008 var vi vigtige for hinanden. Det er også en gave at mærke, at man er et menneske, der betyder stort set alt for et andet menneske. Foto: Nicolai Lorenzen

Ikke et begreb, men en handling

Der ligger en kvinde på en grå sofa og stirrer ud i luften. Hendes blik falder på reolen, hvor hendes egne bøger står side om side. Kvinden, der troede, at hendes arbejde var altings omdrejningspunkt, indser midt i sorgen, at hendes bøger ikke standser gråden eller tager hende i hånden.

- Dén erkendelse har ændret på nogle prioriteter på den måde, at jeg er blevet knap så hysterisk i forhold til det, jeg laver. Til gengæld kan jeg meget bedre lide andre mennesker, og jeg forstår, hvor vigtigt forholdet til dem er. I virkeligheden er det lidt som at have stået bag en dugget rude, og pludselig får man tørret duggen af og ser noget, man ikke før har set.

Hun ved godt, at det lyder frygtindgydende banalt. Sådan er det med alle dybe indsigter. Men det er ikke nok at slå flappen på en gajolæske op og blive mindet om, at man skal ”huske at være god ved de andre”.

- Nej, du skal selv opleve det og reflektere over det. Derfor er det også værd at skrive en hel bog om kærlighed. Fordi så meget falder på plads undervejs, siger hun og vover så at indkapsle sin indsigt i, hvad kærlighed er:

"At elske er et verbum," bliver der sagt i bogen. Lone Frank er enig.

- Kærlighed ikke er en destination. Det er vejen, vi går på, og det er den måde, vi hele tiden reflekterer over os selv og andre på. Det er det, vi giver og det, vi tager imod.

Og for en nysgerrig og undersøgende sjæl er det ikke helt dumt, at det er en kontinuerlig proces. Så er der plads til nye opdagelser.

- Selv de mørke ting, jeg har oplevet i min barndom, har givet mig noget. Jeg tror ikke, det er så skidt at have prøvet noget hårdt. For hvordan skal man ellers vide, hvad man skal stille op, når noget ramler? Foto: Nicolai Lorenzen
Hun er kendt som en af landets dygtigste videnskabsjournalister, men billedkunsten er også en vigtig del af hendes liv. Foto: Nicolai Lorenzen
Lone Frank fylder 54 år lige om lidt, men føler sig ”slet ikke voksen”. - Jeg er ikke der, hvor jeg har lyst til at læne mig tilbage og se bagud. Jeg ser sgu aldrig tilbage og føler nogle gange, at livet først lige er begyndt. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nyborg

Bæredygtigt byggeri i Nyborg Kommune

Odense For abonnenter

Tiltalts brødre forsøgte at betale sig fra voldtægt: 16-årigt offer tilbudt op til 50.000 kroner for at trække anmeldelse tilbage

CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Annonce