Annonce
Middelfart

Lokaldebat: Minimumsnormeringer på vej - Middelfart skal gå forrest i kampen for pædagogerne

Nu går vi i gang med folkekravet om minimumsnormeringer.

Det er lykkedes at sikre et historisk løft af børneområdet på finansloven, som betyder, at vi får minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Vi får en lov, som sikrer, at de penge, vi sætter af, bliver brugt på mere pædagogisk personale. Samtidig bliver loven et værn mod nye besparelser på børneområdet. Det er vigtigt efter 40 år med den ene besparelse efter den anden på børnene, at vi sikrer deres trivsel. Det skal være slut nu.

Med finansloven har vi aftalt, at der mindst skal være en voksen til tre børn i vuggestuen og en voksen til seks børn i børnehaven.

Det kommer selvfølgelig ikke til at ske med et snuptag, selvom vi er mange, der er utålmodige. Men der skal komme et mærkbart løft allerede fra næste år, hvor børn, ansatte og forældre skal kunne mærke, at der er mere pædagogisk personale i vores vuggestuer og børnehaver. Vi skal kunne føle, at børnene får den tryghed, nærvær og omsorg, de har behov for.

Vi må ikke hvile på laurbærbladene, men tværtimod skal vi nu være progressive og sætte minimumsnormeringer øverst på dagsorden i Middelfart Kommune. I de kommende år vil der blive rift om pædagoger, og her må Middelfart Kommune ikke tøve, men gå forrest og tiltrække flere pædagoger til vores institutioner i hele kommunen.

Det her var aldrig sket uden alle dem, der har kæmpet sammen med os. Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, BUPL, FOA, og alle de børn og forældre, der har stået sammen med os i kampen for minimumsnormeringer.

Det er jeres fortjeneste, at vi nu har taget første skridt og sikret et minimum af kvalitet. Et ordentligt løft af området. Et værn mod besparelser. Det er et første skridt. Men et vigtigt skridt for børnene. Og vi er kun lige begyndt.

Annonce
Morten Thomsen fra Gelsted. Privatfoto.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce