Annonce
Fyn

Lokalarkiver i opråb: Groteske regler hindrer opbevaring af kulturarv

Hvis lokalarkiverne skal følge den strenge tolkning af GDPR-reglerne, skal de have samtykke fra samtlige mennesker på billederne, før de må offentliggøres, medmindre de har været døde i 10 år. Og det er et umuligt projekt, mener Odenses stadsarkivar Johnny Wøllekær, der savner vejledning i, hvordan reglerne skal tolkes. Foto: Jan Bonde
Det er noget nær umuligt at overholde samtlige regler i databeskyttelsesforordningen, lyder det fra flere fynske lokalarkiver, der frygter, at vigtig kulturhistorie kan gå tabt. Andre lader dog regler være regler og fortsætter med at offentliggøre fotos, som de altid har gjort.

Lokalarkiver på Fyn og i resten af Danmark er kommet på glatis, siden EU's databeskyttelsesforordning, GDPR, trådte i kraft den 25. maj 2018.

De nye regler har gjort det vanskeligt at indsamle og udgive lokalhistorisk materiale. Og det er meget problematisk, mener blandt andre tidligere stadsarkivar i Odense, Jørgen Thomsen, der også er formand for Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA).

- Vi er meget opmærksomme på, at de her ændringer i databeskyttelsesloven skaber stor usikkerhed hos vores medlemmer. Hvis bestemmelserne forhindrer de mange frivillige i at indsamle, behandle og offentligøre lokalhistorisk materiale, så er det noget galt med bestemmelserne, lyder det fra formanden, der repræsenterer 536 lokalarkiver i Danmark.

Det er blandt andet bestemmelser omkring offentliggørelse af billeder med personer, der rammer lokalarkiverne. Ifølge GDPR-reglerne gælder databeskyttelsen 10 år efter, at en person er død, medmindre der i forvejen er givet samtykke. Det er - ifølge SLA - en uoverskuelig opgave for arkiverne at undersøge, om alle personer på deres billeder er døde for mere end 10 år siden eller ej.

Derfor forhindres arkiverne nu i at udgive årsskrifter med personoplysninger og kalendere med billeder af eksempelvis skolefotos, som der ellers har været tradition for i mange år.

Annonce

Groteske regler

Et af de steder, hvor man er frustreret over GDPR, er i Historiens Hus i Odense. Ifølge stadsarkivar Johnny Wøllekær er det en umulig opgave at følge reglerne til punkt og prikke.

- Vi har for eksempel Odensedatabasen med tusindvis af billeder af odenseanere fra 1740-1921. I virkeligheden - hvis man skulle følge reglerne - skulle man undersøge, om samtlige personer på billederne var i live stadigvæk og i modsat fald fjerne dem igen. Det er dels en vigtig del af vores historie, der så går tabt, men også et umuligt projekt og næppe det, der var tiltænkt med loven, siger han.

Han mener generelt, at databeskyttelsesloven er sund og fornuftig. Men den bør kun være målrettet de mennesker, der har intentioner om at begå datakriminalitet.

- Vi på arkiverne har en lang tradition for at passe på data. Vi har aldrig været og bliver aldrig en sladrecentral. Og det er helt grotesk, at vi kan få billeder ind fra medierne, hvor navnene er offentliggjort, men vi må ikke videregive oplysningerne. Derfor har vi brug for noget vejledning fra politikerne i, hvordan vi skal forholde os, siger han.

Hos Faaborg Byhistorisk Arkiv frygter arkivleder Tissel Lund-Jacobsen, at folk holder op med at aflevere private fotoalbums på arkiverne på grund af GDPR-reglerne.

- Det vil bare være så ærgerligt. Målet med min tilværelse er jo at skabe et centralt sted, hvor gamle billeder kan indleveres, glæde andre og leve videre i lang lang tid. De har en enorm kulturhistorisk værdi, fortæller hun.

Selv bruger hun og de andre på arkivet lang tid på at vurdere, hvilke billeder der kan offentliggøres og med hvilke oplysninger.

- Det er da blevet meget besværligt, for vi er nødt til hele tiden at tænke os om en ekstra gang. Vi har ikke råd til at betale bøderne, hvis vi gør noget forkert, understreger hun.

Gør som de plejer

Der er dog også de arkiver, hvor man ikke tager databeskyttelsesloven så alvorligt. Sanderum Lokalarkiv har i årevis offentliggjort skolefotos, og her har man besluttet at lade fornuften - og ikke GDPR-reglerne - råde.

- Vi gør, som vi plejer. Hvis vi skulle undlade en helt masse, for eksempel at lægge skolebilleder ud, så ville vores arbejde ikke give mening, fortæller arkivleder Kirsten Halken Tønnes.

Billederne er dog sjældent mindre end 10 år gamle, og arkivet offentliggør ikke længere navnene på de personer, der er på.

- Det er vi holdt op med. Men som der står på nettet, så kan man få navnene, hvis man kommer ind og besøger os, fortæller hun.

GDPR-reglerne rammer også arkivernes online billedbase arkiv.dk, hvor der ligger omkring 2,5 millioner lokalhistoriske billeder, hvoraf der ikke nødvendigvis er givet samtykke fra alle personerne på billederne. Derfor er flere billeder, der ifølge reglerne kan vurderes som personfølsomme, blevet fjernet. Det oplyser Jørgen Thomsen, formand for SLA.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce