Annonce
Nordfyn

Lloyd Webber i Otterup: Cats overbeviste både formand og publikum

De mange katte var stort set på scenen hele tiden. Foto: Betty Rasmussen
Formanden for Nordfynsspillene var svær at overbevise om, at det var en god idé at fange an med musicalen Cats. Efter premieren var han imponeret over resultatet.

Otterup: Det var godt, der var meget at klappe af. For med 12-13 grader og en bister vind var det en kold affære at sidde på tribunen på en boldbane i Otterup og lade sig føre tilbage til en baggård i London i 1939, hvor byens katte, the Jellicle Cats, mødes til det årlige bal.

Men Nordfynsspillenes dygtige skuespillere, dansere og musikere gav altså publikum god grund til at klappe varme i hænderne, da der tirsdag aften var premiere på sommerforestillingen Cats.

Andrew Lloyd Webbers berømte musical havde første gang premiere i London West End i 1981, hvorefter den spillede uafbrudt i mere end 20 år både i London og på Broadway. Og nu i Otterup.

Det var ellers en noget skeptisk formand for Nordfynsspillene Max Hansen, der skrev under på kontrakten om, at Cats skulle være 2019-forestillingen.

- Jeg så den i London for 25 år siden, og jeg var ikke imponeret. Men Jesper (stykkets instruktør Jesper Nielsen, red.) solgte ideen meget overbevisende, sagde Max Hansen, da han efter premieren takkede både alle de medvirkende og det kreative team med Jesper Nielsen i spidsen.

- Jeg er imponeret, sagde formanden. Og det var publikum tydeligvis også, da de stående hyldede hele holdet på scenen for et forrygende show i en helt ny koreografi skabt af Frederikke Dencker Rasmussen.

Der var ikke udsolgt til premieren, og det kan Nordfynsspillene sikkert "takke" det drilske sommervej for. Men hvis vejret ikke arter sig bedre frem til den 12. juli, hvor kattene synger og danser sidste forestilling bag Otterup Hallerne, skal der herfra lyde et godt råd: Find vinterfrakken og handskerne frem og tag med til The Jellicle Ball i den londonske baggård.

Annonce
Der var sus i vasketøjet i den londonske baggård. Foto: Betty Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce