Annonce
Erhverv

Lizette Risgaard: Der er noget galt i Danmark, når ...

Lizette Risgaard. PR-foto

Så snart vi danskere er udenlands, kan vi ikke lade være med at prale af vores samfund. Og hvorfor ikke? Gratis sygebehandling, uddannelse til alle, barsel, fem til seks ugers betalt ferie – ja, jeg kunne blive ved.

Det er sejre, som fagbevægelsen har været med til at kæmpe hjem. For os handler det om at skabe frihed til den enkelte ved at klare udfordringerne i fællesskab.

Men der er noget galt. Det er, som om troen på den danske vej vakler.

Politikerne har prioriteret skævt. Afstanden imellem os vokser, og fællesskabet svækkes gradvist.

De sidste ti år er de rigeste blevet rigere og de fattigste fattigere. Siden 2016 har de unge lidt under uddannelsesbesparelser svarende til 6,7 milliarder kroner.

Og de sidste mange år er presset på hospitaler, plejehjem og børnehaver vokset, uden at der er tilført tilsvarende penge – ligesom det meste af den offentlige sektor. Efterlønnen er levende begravet. Regeringen har trykket på klimabremsen i denne valgperiode. Og dagpengene bliver år for år mindre værd.

Sagt med andre ord: Der bliver ført en politik, som i mine øjne forværrer alt det, vi danskere er så stolte af, når vi sammenligner os med andre lande. Og det sker endda midt under et økonomisk solskinsvejr. Helt ærligt, hvor fattigt kan det blive?

Det, som har gjort Danmark rigt, det er jo, at vi er forholdsvis lige og trygge.

Derfor bør en kommende regering udvise lidt mere mod. En kommende regering bør tro mere på den tankegang, som Danmark er bygget op om.

En kommende regering bør begrave skattestoppet og i stedet indføre et ulighedsstop. Afstanden mellem top og bund må ikke vokse. Vi vil ikke tolerere, at børn fødes med ringere livsodds, fordi nogle politikere blæser på, at der kommer flere fattige børn.

Én ting er, hvilke vilkår vi fødes ind i. Noget andet er, hvilke vilkår vi lever og arbejder under det meste af vores liv. Langt de fleste af os bruger hovedparten af vores leveår på jobbet. Men desværre rammes flere og flere af os af alvorlig stress, udbrændthed og fysisk nedslidning. For alt for mange fører det til udstødning fra arbejdsmarkedet.

Derfor handler en af de helt store velfærdspolitiske kampe i det 21. århundrede om, hvordan vi sikrer et godt og sundt arbejdsmiljø. Den kamp er lige vigtig for håndværkeren, sekretæren, sygeplejersken, folkeskolelæreren og akademikeren.

Dét er en kamp, som forener alle lønmodtagere.

Og det er en udfordring, som en kommende regering bør tage seriøst. Der er behov for massive investeringer i forebyggelse på arbejdspladserne.

Det er godt, at politikerne tænker over, hvordan vi som samfund bliver rigere, så vi har råd til mere velfærd i fremtiden. Men fokus på vækst må aldrig ske på bekostning af vores livskvalitet hverken i eller uden for arbejdet. For hvad er økonomisk vækst værd, hvis flere og flere går ned med stress? Hvad er økonomisk vækst værd, hvis nogle faggrupper må tage smertestillende piller hver morgen for overhovedet at kunne komme igennem arbejdsdagen? De spørgsmål er værd at overveje, inden du sætter dit kryds til folketingsvalget på onsdag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce