Annonce
Odense

Livets split-sekunder på lager

Pressekort- trofæer fra hele kloden pryder hulen i Dalum, og fotostaten med Suzanne Brøgger og den noget ældre medsøster med håndtaske og bind på knæet vakte en del forargelse. - Billedet lever på kontrasten. Og blikkene op til Suzanne, siger Carsten Andreasen.

Pressefotograf Carsten Andreasen har foræret Stadsarkivet det meste af sit livs professionelle arbejde

DALUM: Hulen på Carl Baggers Allé er tapetseret med trofæer, scraps, billeder, kameraer og øjeblikke fra et liv i nyhedens tjeneste. Fra det første pressefoto af en dødsulykke på Højstrupvej for snart 38 år siden til fede reportagerejser til de fjerneste egne af verden. Med håndbold og fodbold, med grin og gru. Bomber, fis og ballade. Fra fotoseancer med paven i Rom, konger, dronninger. Af lande og af landevejen.

Pressefotografen Carsten Andreasen har det meste af sit voksne liv været Morgenavisen Jyllandspostens elegantier på den odenseanske scene, den danske og ude i verden. I halvfjerdserne hamrede han Fyn og omegn tynd i sin Renault 30, mens der blev smuglyttet på Storno-mobiltelefonens kanal 32. Det var dengang mobil-kolossen lå i bagagerummet side om side med gasflasken, som leverede billigt brændstof til langturene. Ja, der var dårligt plads til kamerataskerne.

Et mere menneskevenligt eksemplar af mobilossen, sådan en mobbesjong på et kilos penge, er udstillet side om side med motoriserede Nikon-spejlreflekskameraer og et solidt bygget russisk 180-graders panoramakamera, der giver associationer til ubåde af Whisky-klassen.

- Grin bare. Det var hammerdyrt. Tager stadig superskarpe billeder, og det er en uge siden, jeg har brugt det på Odense Teater, fortæller Carsten Andreasen.

Annonce
Da domkirkens tag og tårn skulle renoveres, blev spiret og den øverste pryddel med korset afmonteret. I kuglen under korset lå en hilsen fra de håndværkere, som sidst var på toppen og for et halvt århundrede satte i stand. Carsten Andreasen satte sit kamera på en teleskop og fik portræt af sig selv, håndværkerne og byen under. Billedet og en lille historie er lagt ind i kuglen. Som så kan ligge deroppe som en lille tidskapsel, til kirken beslutter sig for en ny renovering. Bemærk i øvrigt, at der stadig er p-pladser ved Magasin, busser på den gamle Flakhaven med den karakteristiske strålende mønstre. Og foran den katolske kirke kan man stadig nyde Industripalæset, som ved pladsen for kreditforeningens hus.

Slikkede sig fornøjet

Den improviserede udstilling er overskrifterne på hans liv i splitsekundets verden. Langt det meste - "brødteksten" - har han foræret til Stadsarkivet, hvor arkivarerne Thomsen & Wøllekær ikke er færdige med at slikke sig om munden efter den lækkerbisken, de fik serveret. 35-40 ringbind var det vist, og i dem er der plads til op mod 200.000 billeder.

- Pressemuseet var pissesure over, at de ikke fik dem. Men det var mest naturligt at sende dem til byens arkiv, hvor også mine kolleger fra Fyens Stiftstidende (og Fyns Tidende) har afleveret deres billeder. For arkivet er det guld, og de magter at scanne, registrere og gøre dem aktive. Hos mig stod de jo bare i et skab i kælderen, og det tog 10 dage og en halv formiddag at finde et bestemt billede. I sort-hvid-negativ, fortæller Carsten Andreasen.

- Hvorfor gider man tage så mange billeder?

- Fordi jeg får og har fået penge for det. Jeg gør det, som mange bruger deres fritid og deres penge på i weekenden, men jeg lever af det. Og har gjort det i en menneskealder, og det er gået nogenlunde, siger Carsten med et af de smittende grin, som han har let til, og som en tandlægeregning på skrivebordet fortæller, at han også sørger for at vedligeholde.

Store livsbeslutninger har det med at tage sig selv. En mulighed åbner sig, og den tager man.

Publikum strutter af beundring for den flotte forfatter. Hun læste op, tegnede og fortalte om sig selv på Nordisk Landbrugsskole 11. september 1984. Den ældre dame i forgrunden har støttebind på sine knæ, og det var ikke pænt at vise. Fik Carsten Andreasen at vide. Men det er kontrasten, øjeblikket, der bærer hans billede. Dengang og nu.

Pænt tøj og løver

- Min drøm var at blive pressefotograf. Jeg tog ind på Fyns Tidende, men de havde ikke brug for sådan en. Når jeg nu alligevel havde pænt tøj på, kunne jeg lige så godt besøge Fyens Stiftstidende også. De manglede heller ikke en fotoelev, men jeg kunne da starte som journalistelev. Hvornår? Med det samme. Det gjorde jeg så et år i Otterup blandt andet sammen med Jørn Mader. Det var sjovt, men en ny mulighed som freelancefotograf bød sig til, og 2. december 1968 tog jeg mit første pressefoto, der blev offentliggjort i en avis. Fyns Tidende. Af en dødsulykke på Højstrupvej. Det var på forsiden.

Siden har Carsten Andreasen været på forsiden utallige gange. Han har udnyttet den tæft for situationen, øjeblikket, som er en forudsætning for faget. Det være sig ved bombeterror i baskerlandet, EM i fodbold, på Dyrskuepladsen eller i zoos løvebur.

- Jeg bor lige ved siden af zoo, og fik lov til at følge et kuld løveunger helt tæt på. Så tæt, at de som store unger kravlede rundt på mig og slikkede, kradsede og kælede. Det var før al den snak om, at dyrene skal leve som i naturen. I et bur, tjah ...

- Hvad er et godt billede?

- Det taler til folk. På den ene eller den anden måde. Nogle gange ved du det, når du tager det. Andre gange opdager du det først ved fremkaldelsen/redigeringen. Et godt billede ... Det er subjektivt, men når du ser et, er du ikke i tvivl. Et godt billede er taget i øjeblikket. I det afgørende øjeblik. Le moment descicif, sagde den franske mesterfotograf Henri Cartier-Bresson. Et billede af en charolaistyr, der løber løbsk på dyrskuet, kan du ikke arrangere. Du skal være der. I det rigtige øjeblik. På det rigtige sted. Ting kan opstå for næsen af dig.

Han skød tre billeder af amoktyren på Dyrskuepladsen. Fangede et moment. Et splitsekund, hvor man kan beundre tyren som en klassisk skulptur. Et frossent drama. Og se folks reaktioner. Grin, vantro, skræk. Mere klassisk pressefoto skal man lede længe efter i Andreasens arkiv, som nu er overdraget til Stadsarkivet.

Manipulation fy

- Digital fotografering er det bedste, der er sket for fotografiet i min tid. Væk med mørkekammeret. Hold kæft, hvor har jeg rejst rundt i verden med mange kemikalier og improviseret mig frem i badekar på hotelværelser, siger Carsten Andreasen.

Det er slut nu, og det digitale har åbnet en motorvej med muligheder for manipulation.

- Det gør man bare ikke. Du kan korrigere lidt på lyset, og så ikke mere. Det kunne du også i det gamle mørkekammer. Der er blevet lavet numre med fritklippede fodbolde, hvor man skulle passe på at placere dem med skyggen nedad. Og passe på, at man ikke overså en bold, der allerede var på billedet. Engang fik jeg et helvedes hyr med Flyvestation Karup, der ikke kunne forstå, at et jagerfly befandt sig ulovligt lavt over en arkæologisk udgravning. Manipulation, det afsløres.

- Digitale billeder, så kan du bare trykke løs?

- Det gør de unge. Vi gamle har lært at begrænse os. Der var tre billeder af amoktyren. De enkle virkemidler er de bedste. Kontrasten. Det fanger opmærksomheden. Det gør et fortænkt billede ikke.

På ferier har Carsten Andreasen ikke det forkromede Nikon-gear med. Så står den på lommekamera. Eget eller fruens.

- Og de tager sgu fantastiske billeder. Du er der diskret, privat og ikke som pressefotograf. Det fanger øjeblikket.

Prinsesse Alexandra åbner Oceanium i Odense Zoo. - Lille spejl på væggen der....Hun er flankeret af to herrer i arbejdstøj. Borgmester Anker Byoy og zoolog Bjarne Klausen under vandet i koralrevet.

Et privilegium

- Hvis du kunne gøre det om, hvad så?

- Pressefotograf igen. Ikke to dage er ens. Arbejdet opfatter jeg som et privilegium. Jeg snubler tit over det nære. Det kan være et mærkeligt tågebillede i Sønderjylland på vej til en opgave. Det kan ikke bruges til noget i avisen, men min mor er så glad for sådan nogle billeder.

- Har du ærgret dig over billeder, du ikke fik?

- Ja da. Vi har vist alle prøvet at glemme at komme film i. Eller være en sparebasse og sætte samme film i to gange. Det værste? I starten på Jyllandsposten var jeg med Jens Kruse på madreportage på Faldsled Kro. De var lige åbnet. Vi var der i to dage, og de stod på pinde for os. Jeg kom hjem og puttede alle film direkte i fixeren. De nåede kun lige at snuse, men det var nok. Intet på filmene. Der var kun en mulighed, pinlig, ja, men jeg har lært af min far, at man ikke skal bortforklare, hvis man har lavet lort. Jeg kom ned og lavede det om. Var der knap så længe. En lidt mere skrabet udgave, og jeg fik ikke noget at spise.

- Der er sket tre eller fire dødsulykker på dette sted i år ... Skrev den unge fotograf Carsten Andreasen bag på dette billede, som var et af en serie, der fandt vej til Fyns Tidendes forside. Det var Carstens debut. Billedet er fra Rismarksvej ved Højstrupskolen, hvor der blev kørt alt for hurtigt.
Kresten Schrøder måtte lige række poten frem en ekstra gang for at få dronningens opmærksomhed, da hun i 1982 var på officielt besøg i Odense. Borgmester Verner Dalskovs hånd kom i vejen for Kristian. Men det lykkedes da.
- Farvel Bosse. Peter Smeichel i omfavnelse med den afgående landstræner. Momentet. Øjeblikket og en frisk bemærkning.
Verdensberømt nøgenhed. Det var dengang plænen ikke blev slået i tide og utide.
Man mindes salig motorsportsreporter Jung Jensen på Fyns Tidende, når man ser dette billede. Uden mobiltelefon eller anden mulighed for at kommunikre med den udsendte fotograf, tilkæmpede han sig Fangelbanens høøjttaleranlæg, og så gjaldede hans stemme ud over 20.000 tilskuere: Jung Jensen til Fyns Tidendes fotograf: Kun styrtene. (der blev også kørt dirttrack på mc)
Forfølgende momentet. Publikum på Odense Stadion. April 1982.
På Francos grav i Spanien. Der var stadig generalissimo-tilhængere, som lagde blomster.
Oh, it's hard to be a pressphotographer. Bomberne ville ikke springe, mens Carsten og Heine (Pedersen) var i baskerlandet. Så de drog lidt syd på og nød livet et par dage. Og hvad skete så? Bomberne sprang. Surt, men der var andre til at fastholde øjeblikket.
Mwape Miti får et tungekys af superscoreren Kaspar Dalgas. Carsten har momentet. Verdensklasse fra OB-kamp på fynsk grund.
Alle ret, se lige ud. Et eller andet sted over de små svaneunger troner moderen. Med svømmefødder så store som ungerne. Et øjeblik i rundhed og disciplin.
Oceanium er på vej til Odense Zoo, og hvordan er det lige, en søko ser ud. Det er søkoen til venstre. Og hannen til højre. En banal opgave. Løst originalt.
Darling i et dræbende moment. Rikke Hørlykke udraderer forsvaret og stiger giftigt til vejrs. Et splitsekund senere er læderet kanoneret mod nettet. Låst på målet som et krydsermissil.
Jon Dahl Tomasson i artisteri. Sådan en bold hænger ikke længe ved foden. Men længe nok til at Carsten Andreasen fangede øjeblikket.
Vemodigt moment. Danish Crown lukker og slukker. Rygsækken er pakket til rejsen.
Et par ømme reportere på dyrskue i juni 1985. Det var før kameraerne var digitale og computerne bærbare. Carsten Andreasen i makkerskab med journalist Claus Jordan.
Kontrasternes moment. Muslimsk skønhedsekspert får med klassisk klædedragt og en udfordrende dame på plakaten. Arabisk og vestligt.
- Jeg fik en opringning fra Midtfyn. Peter, Lasse og hans kæreste ville lave en festival. Fint nok, kan I ikke kikke ind til byen, så kan vi lave et billede og en historie med jer, sagde Carsten. De tre kom til byen, Lasse & Mathilde plus Peter Færgemann, og selv om de aldrig fik realiseret en plan om musikfestival i Odense, så lykkedes det da på Midtfyn. Men festivalen døde med Færgemann. Her har Carsten lokket de tre til Munke Mose, som er byens spillested til mindre udendørs koncerter.
Til højre for Carsten Andreasen ses et kendt ægtepar. Det er dronning Sofia og kong Juan Carlos. Som udsendt reporter har Carsten vel stil og står nyvasket og poleret i den fineste mørke premierehabit. Flot Carsten, flot.
Sønnen Mikkel i et moment. Liv, vand, glæde.
Signe Danning, født 1878 i Kristiania, det næværende Oslo. Hun var feteret skuespiller og endte sine dage i Odense i 1980. Inden da, blev hun portrætteret til sin 100-års dag, og Carsten havde to momenter i sit billede. Signe som 16-årig debutant på scenen. Og som smuk gammel dame med livet i sit ansigt. Billedet blev Årets Featurebillede i pressefotografernes konkurrence 1979.
Carl Erik Soya. Den frække gamle forfatter, der skrev adskillige vovede romaner med rejst cigarføring. Soyas Sytten, f. eks. Og den ældre herre er her i gang med at skrive den seddel, som i autograferet stand er klistret på portrættet. "Fotografer har Fanden skabt!" Noget er der vel om det, for nogle må gennem ild og vand for at få deres billeder.
Lensgrevinde Rewentlov, Brahetrolleborg. I 1979 fangede Carsten grevinden i en stille stund, hvor hun sikkert kan høre spejlet klappe i hans Nikon. Et høreapparat, der ikke er set siden Matador, men som aldrig svigter eller skal have batterier. Men diskret kan det ikke siges at være.
Carsten med anderumpe og østtysk spejlrefleks. Det daværende DDR var leveringsdygtig i kvalitetskameraer, og var man ikke helt ved muffen og kunne anskaffe et Nikon, kunne et Praktica bruges som en hæderlig erstatning. Tyskernes erfaring med at slibe fotolinser er lang og legendarisk. I dag er stilen digital, mærket Nikon og håret endnu længere.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

Ingrid modtog sin diabetes-diagnose over telefonen: - Jeg fik at vide, at der lå en recept på serveren

Fyn

Voldstiltalt ishockeyspiller i retten: - Jeg var frustreret og havde en maks puls

Kerteminde

Det synes I: Drop hemmeligshedkræmmeriet omkring Nordre Havnekaj

Annonce