Annonce
Hus og have

Livet på første række

Tegning: Gert Ejton

Kender I den slags naboer, der ved alt om, hvad der foregår i kvarteret?

Sådan én er jeg blevet.

Vi bor på første række - lige ud til et fortov, en vej og tilmed en parkeringsplads, hvor alle naboer og gæster parkerer deres bil. Det betyder, at der kan være en del trafik på sådan en helt almindelig dag.

Ikke trafik af den farlige slags, hvor biler suser af sted. Det er nærmere en langsom slags trafik. Folk, der følger deres børn i skole, til børnehave eller cykler på arbejde. Folk, der tager ud at handle, til træning eller lufter deres hund. Helt almindelige mennesker.

Men så er der også alle de andre. De skæve eksistenser.

Der er for eksempel manden, der altid cykler forbi for at købe guldøl i kiosken. Han køber altid kun to dåser, som han cykler hjem med igen. Til gengæld cykler han forbi klokken 10, 12, 14, 16 og 18.

Der er også damen med klapvognen. Ikke til sine børn, men til sine to små hunde.

Moren, der går og går og går hver eneste aften klokken 19 i hurtigt tempo.

Og den unge pige, der nogle dage er klædt i fuld skolepige-dress i bedste Britney Spears-stil med lårkort skørt, knaldrøde negle og læber. Andre dage er hun fuldstændig ugenkendelig i helt almindeligt tøj.

De er alle en fast del af hverdagen foran mit vindue.

Problemet er, at hvis man, som jeg, har været på barsel i et år og er hjemme hver eneste dag, begynder man for alvor at lægge mærke til alt, hvad der rører sig. Man ser en sammenhæng og rytme i, hvornår folk kommer og går. Langsomt begynder man også at digte sine egne små fortællinger om, hvem de er hver især.

Det kan lyde skørt, men jeg har opdaget, at jeg ikke er ene om det. Min mand gør det også.

Når folk kommer på besøg, synes de i første omgang, at det er lidt skørt, at jeg ved så meget om dem, der går forbi. Men der går ikke lang tid, før de bliver lige så optaget af livet udenfor. De store kvadratiske vinduer er som en skærm, der viser reality-tv. De suger dig ind.

For nylig var vi på besøg hos vores naboer. Vores vinduer ligger lige op og ned ad hinanden - så tæt, at man næsten kan se, hvad der er i køleskabet på den anden side.

Vi vinker altid lige, når vi får øje på hinanden. Heldigvis har vi rigtig gode naboer. Dog har jeg opdaget, at de lægger lige så meget mærke til den langsomme og finurlige trafik udenfor som os.

De digter også små fortællinger om de forbipasserende - og om os, der bor lige ovre på den anden side.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Du tager fejl, Mette

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale for flere tvangsanbringelser af børn. Jeg er lodret uenig: Vi skal have som mål at tvangsanbringe så få børn udenfor hjemmet som muligt. Vores ambition som samfund må være at skabe gode rammer om børnene og familierne, så tvangsanbringelser bliver absolut sidste udvej. Vi har i dag to voldsomme problemer: at de allersvageste familier ikke bliver hjulpet godt nok, tidligt nok, og at det system vi anbringer børn i, ikke virker. Løsningen må for det første være at hjælpe familierne bedre, og for det andet at reparere anbringelsessystemet, så det også virker bedre. I dag går det alt for ofte galt for de anbragte børn. Halvdelen af alle unge hjemløse er tidligere anbragte. Meget få af de anbragte børn får en uddannelse. En skræmmende høj procentdel af de tidligere anbragte forsøger selvmord. Og rigtig mange anbragte børn får selv børn, der bliver anbragt. Lad os derfor fokusere på, hvordan vi undgår at anbringe børn! Man kan for eksempel støtte nybagte forældre, så de nye familier får en bedre start på livet sammen. Helt fra fødslen kan der tilknyttes socialt personale til de svageste familier, og de kan også få tid i særlige barselshuse, så en ny familie først kommer hjem, når de er parate til det. Vi skal også – under alle omstændigheder – styrke normeringen i vuggestuer og børnehaver, og have flere lærere i folkeskolen. For det er i de gode institutioner at vi dels skal opdage tidligt, når børnene ikke har det godt, og dels er i stand til at hjælpe de børn ekstra meget, der ikke har den store støtte derhjemmefra. I de tilfælde hvor det alligevel går galt, og et barn fjernes fra familien, skal vi sætte langt mere kvalificeret ind, end vi gør i dag. For eksempel med bedre plejefamilier. For eksempel med ordentlige vilkår for anbragte børn der fylder 18 år. Og absolut også med frivillige tilknyttet de anbragte børn, så de anbragte børn også har venner og mentorer, der ikke repræsenterer myndighederne. Vi vil fra radikal side gerne være med til at drøfte hvordan vi forebygger anbringelser, og hvordan vi forbedrer anbringelser. Men begge dele skal være på plads, før vi går ind i en diskussion om flere anbringelser.

Odense

Et skud tysk testosteron: For første gang i otte år har Odense Zoo atter en søløve-han

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];