Annonce
Fyn

Lindø vokser: 21 mænd fra alle hjørner af kloden henter sand til havnen

Jade Simango er 35 år og en festlig mand, der har sine rødder i Cape Town, Sydafrika. Det er ham, der sørger for, at kollegerne om bord får tre måltider mad og lækkerier hver dag, og han elsker sit job. Foto: Nils Svalebøg
Al-Idrisi er i drift 24 timer i døgnet, og besætningen består af 21 mænd, der kommer fra alle hjørner af kloden.

Seks uger på søen, seks uger hjemme.

Det er arbejdsrytmen for den 21 mand store, internationale besætning på Al-Idrisi. Skibet er bemandet med lutter mænd, som arbejder i 12-timers vagter - fra 6-18 eller 18-6. Arbejdsrytmen gælder høj som lav i hierarkiet - kaptajnen, kokken, maskinmestrene - og falder en turnus hen over juleaften, er man på arbejde juleaften.

- Så kommer man ikke hjem til jul det år. Men det ved vi, og det er vi indstillet på, og kan man ikke indstille sin hjerne til det, så har man ikke det rigtige job. Jeg tror, det er værre for dem derhjemme, end det er for os - vi er jo i det hele tiden, og vi får altid superlækker mad både til jul og nytår, smiler kaptajn Marcel van Leeuwen, der er hollænder og far til to børn på seks og ni år.

- Når jeg er hjemme, er jeg hjemme 100 procent. Når jeg er her, er jeg her 100 procent. Vi ved ikke, hvor vi skal hen næste gang - det kan være Hamburg, det kan være England eller Tyrkiet, men det betyder ikke det store - jeg synes, det er et spændende arbejdsliv, siger kaptajnen.

Annonce

Det er ikke noget problem at variere en menu her i Europa, for her kan vi få alle varer, men vi kommer også steder, hvor vi ikke bare kan få alt, og så kommer jeg på lidt mere arbejde, hvis vi ikke har nok på lager.

Jade Simango, kok på Al-Idrisi

Den sydafrikanske kok

En af de vigtigste personer om bord er Jade Simango, kok og herre over køkkenregionen. Her - på Al-Idrisis nederste dæk - ligger messen og køkkenet, hvis gryder man kan spejle sig i.

Den 35-årige sydafrikaner er et livsstykke, der både kan synge og jonglere med en international menu på én gang. Besætningen er multikulturel, og det stiller krav til buffeten, når man helst skal gøre smagsløg fra Kroatien, Indonesien, Holland, Belgien, Thailand glade til hvert måltid.

- Jeg laver morgenmad, frokost og aftensmad - og midt imellem laver jeg en eller anden snack, folkene kan hygge sig med til kaffen. Jeg elsker at lave mad, og jeg prøver at lave en menu, så der er noget for enhver smag. Nogle kan lide det europæiske køkken, andre foretrækker det indonesiske. Laver jeg f.eks. kylling, ved jeg, at nogle gerne vil have stærkt tilbehør - så får de det, siger kokken, mens han rører intensivt i det, der skal blive til en lækker sovs.

- Det er ikke noget problem at variere en menu her i Europa, for her kan vi få alle varer, men vi kommer også steder, hvor vi ikke bare kan få alt, og så kommer jeg på lidt mere arbejde, hvis vi ikke har nok på lager, smiler Simango, der egentlig ville have læst psykologi.

- Men så fik jeg chancen for at få job her, og mad har altid været min hobby - og ja, psykologi... det kan man jo altid læse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce