Annonce
Kultur

Leif Davidsen: En splittet spion fra Bogense

Titlen "Djævelen i hullet" fandt han inspiration til i temasangen af Tom Waits til tv-serien "The Wire": "If you walk with Jesus he's gonna save your soul, you gotta keep the devil way down in the hole".
  • Forfatter Leif Davidsen vender i sin seneste roman hjem til sit elskede Bogense. Den fynske idyl bliver afsæt for et drama, der går tæt på den russiske selvforståelse og den atter tiltagende kulde mellem øst og vest
Annonce

Leif Davidsen har prøvet det før. At skrive en roman, hvor virkeligheden kort efter ligner bogens handling. Da han i 1998 skrev på "Limes billede" om en paparazzi-fotograf, blev prinsesse Diana jaget i døden af virkelige paparazzi-fotografer. Og da han i maj havde sendt sin nyeste roman "Djævelen i hullet" til sit forlag, rykkede Nato-soldater kort tid efter til de baltiske lande - som det sker i bogen.

- Måske er det ikke så mærkeligt, for jeg er aldrig holdt op med at tænke som en journalist. Jeg følger med i russiske forhold, og sidst jeg var i Baltikum, var folk meget nervøse for, hvad russerne kunne finde på, og hvor langt vores solidaritet ville række. Det var heller ikke tilfældigt, at Obama i 2014 gjorde stop i Estland i to timer og holdt tale. Det havde stor symbolværdi.

Men lad os begynde, hvor forfatteren altid selv begynder, med at få styr på bogens hovedpersoner, for først derefter udvikler han plottet med dets forviklinger, intriger og magtkampe.

Laila, der har været sprogofficer i Irak, bestyrer campingpladsen ved Bogenses kyst og er en bitter kvinde med langt til smil. Det er med tværhed lykkedes hende at jage først sin store kærlighed væk og nu også campisterne, så en personlig konkurs lurer i det tiltagende efterår. Laila forklarer sit sure væsen med faderens svigt. Hendes far, John, har været efterretningsagent siden Den Kolde Krig, men forsvinder i 1993 uden at sige farvel. Da han dukker op igen, er det på russisk side og med en ny familie.

- "Djævelen i hullet" er en roman om forræderiet og loyalitetens væsen, siger Leif Davidsen.

Og det bliver ikke i familien. For romanen er også en politisk spændingsroman, der forholder sig til den tiltagende kulde mellem Rusland og Vesten, og snart er vi også inviteret indenfor i den russiske selvforståelse og folkesjæl.

"John tænkte, at det moderne Rusland opførte sig som en teenager, der skjuler sin usikkerhed under en arrogant maske. Hele tiden skal Rusland tjekke sig selv i spejlet for at bekræfte sig selv i, at landet eksisterer. Denne mærkværdige blanding af storhedsvanvid og mindreværd." (Uddrag fra bogen.)

- Rusland ynder at sammenligne sig med USA, fordi landene er defineret af samme selvforståelse om storhed, siger Leif Davidsen.

Leif Davidsen medvirkede sidste år i en antologi, hvori kendte danskere beskrev deres barndom i 1950'ere. Det sendte hans tanker til Bogense, hvor han elskede at bo som barn. Derfor faldt det ham naturligt at lade noget af handlingen i hans seneste roman foregå netop her.
Annonce

Fascineret, men skuffet

Denne dag er forfatteren tilbage i sit barndoms Bogense. Hans forlag har dekoreret en lille retro-campingvogn med den nye romans forside og parkeret den på Bogense Kystcamping. Vognen er forvandlet til et mobilt kontor, hvor han kan møde pressen i vandkanten med udsigt til hav, by og kirke - og senere sine læsere "oppe i byen".

Han fortæller ivrigt - så ivrigt, at man aner den ellers godt kamuflerede fynske dialekt - at han har gjort sig umage med at forklare campingpladsens ejer, at hun på ingen måde minder om hans Laila, men herefter ender vi som i romanen hurtigt i Rusland. Det land, der fascinerer ham i så stor en grad, at han ikke selv forstår det.

Han kom til Rusland første gang i 1980 og var korrespondent i Moskva for Danmarks Radio fra 1984-88. Siden har han jævnligt rejst i landet, for Rusland har leveret råstof til mange af hans romaner. Men han er en kritisk iagttager, for selv om russerne kan gøre ham glad, gør de ham også fortvivlet.

Han delte euforien i tiden omkring Sovjets opløsning og det demokratiske grøde under Boris Jeltsin. Der var en tro på, at tingene kunne blive anderledes, en tro på demokrati.

- Men den er væk, og det er jeg skuffet over, selv om jeg ikke er russer. Rusland har en 1000 år lang historie, og der var kun liberalt demokrati i 10 år. De vil ikke have vores system, konstaterer han.

"Der havde været en fornemmelse af, at man stod ved en ny begyndelse, og at en fri fugl Fønix ville stige op fra den totalitære aske og folde sine vinger ud ... Hvorfor var det frie og demokratiske Rusland kun korte parenteser i dødsdriften mod det totalitære." (Uddrag af Johns tanker i bogen).

Annonce

Alt for moderlandet

Vesten har glemt, at russerne aldrig er kommet sig over, at de tabte Den Kolde Krig, siger Leif Davidsen og kalder imperiets sammenbrud for et traume.

- Og det burde vi danskere kunne forstå. Tænk bare på vores nederlag i 1864, hvor det gik op for os, at vi ikke mere var en stor nation. 1864 er selv i 2016 så vigtig for os, at vi kunne komme op at skændes om tv-serien, siger han.

Den russiske nationalfølelse er blandt de stærkeste, og den almindelige russer er villig til at lide meget for Moder Rusland. Det har Putin udnyttet ved at udpege ydre fjender og slå på nationalfølelsen, blandt andet ved annekteringen af Krim og med kampene i Ukraine, siger Leif Davidsen.

- For det er moderlandets pligt at forsvare sig og sine, og derfor har Putins strategi virket. Nu kan russerne igen se sig i spejlet, og så æder de gerne vestens sanktioner.

Putin har sat sig på den samme trebenede og svært rokkelige taburet som Stalin: 1. Sejre er hans fortjeneste alene. 2. Nederlag er andres skyld (Vestens). Og 3. Parti og statsapparat skal manipuleres og styres, så sandhed og løgn bliver variable størrelser.

- Han har også oprettet en nationalgarde på 400.000 mand og er ved at opbygge et nyt samlet organ for statens sikkerhed. Russerne elsker Putin. Måske ikke mine mere sofistikerede venner i Moskva, men over 80 procent bakker ham op.

"Magtens sprog er det eneste, Rusland forstår, og Rusland accepterer ikke nederlag." (Johns tanker, uddrag fra bogen.)

Annonce

Spioner og internettrolde

En dag dukker to ellers pensionerede agenter op på Lailas campingplads. De har et brev til hende fra hendes far. John skriver, at han har efterretninger, der kan blive afgørende for Danmark og de baltiske lande, og spørgsmålet er nu, om han er ved at skifte side igen. Laila bliver sendt til Rusland.

- Da den kolde krig var slut, fjernede Danmark sit territorialforsvar, sendte agenter på græs og konstaterede i rapporter, at der ikke længere var fjender i nærområdet. Men nu søger forsvaret igen russisk-kyndige medarbejdere, siger Leif Davidsen, der gennem sin romans gamle agenter lader læserne forstå, at et efterretningsvæsen ikke kan klare sig med satellitter og elektronisk overvågning, som modparten alligevel undviger med USB-nøgler og personlige kontakter.

Gammeldags analogt håndværk som infiltration og egne vurderinger er uundværlige redskaber, hvis man vil vide, hvad der foregår bag fjendelinjer.

Tilmed har den digitale virkelighed givet nye udfordringer. I romanen arbejder Lailas halvbror som internettrold, og dem sidder der mange af i Skt. Petersborg, siger Leif Davidsen.

- Troldene opretter falske facebookprofiler og sender falske læserbreve og påvirker den offentlige mening. Noget, man især mærker i de baltiske lande.

Annonce

Blikket på Danmark

Leif Davidsen lader også John spekulere over sit gamle fædreland. Da der dukker et par danske turister op i hans nye russiske hjemby, genkender han dem straks på travet. Det er en kærlig beskrivelse af velklædte, afslappede og selvsikre landsmænd. Tonen er derimod hvas, da John beskriver sit fædreland for russerne:

"Danmark blev, mens jeg arbejdede her, en krigsførende nation. Først i Irak. Hvorfor? For at glæde USA ... ...Hvorfor gik Danmark med uden om FN? For at en statsminister engang kunne få et fedt job i Nato eller et andet sted, som USA havde indflydelse på." (uddrag fra bogen)

Leif Davidsen ler, da han bliver spurgt, om det er hans egen stemme, vi hører, og siger i første omgang nej, fordi der er tale om fiktion.

- Men lige det citat ville jeg godt kunne skrive under på, siger han så og kaster sig ud i længere forklaringer blandt andet om, hvorfor man ikke med ét slag kan kortslutte 100 års historie, heller ikke i Irak, Afghanistan eller Libyen.

- Her må man give Putin ret: Det eneste, det har medført, er nød og elendighed.

Annonce

Lille dansk forfatter

Leif Davidsen taler gerne om politik og dets væsen. Det er også det, han nyder at skrive om. Anmelder Jens Andersen efterlyste engang i Berlingske Tidende lidt mere litterært vovemod omkring den form for spænding, der knytter sig til livets erotiske side. Ordet tørvetriller dukkede også op.

- Ha, ha. Det har jeg aldrig læst, men jeg tager mig heller ikke af anmeldere mere. Jeg skriver meget lidt om sex og vold, for det bryder jeg mig ikke om at udpensle. Jeg er interesseret i personernes tanker og i plottet.

Han rejser gerne på research sammen med sin hustru Ulla, og foreløbig har der trods den kritiske pen ikke været problemer med at blive lukket ind i Rusland.

- De er ikke så optaget af, hvad man skriver, men mere af, hvem man møder. De tror så meget på sig selv, at de ikke regner en lille dansk forfatter og hans meninger. Herregud, vi er færre herhjemme, end der bor i Skt. Petersborg, siger Leif Davidsen, der dog ikke forventer at blive udgivet på russisk.

- Russiske forlagsejere har næppe lyst til at udgive anti-russisk litteratur. Det er ikke så velset, siger han og smiler.

Han lader også forstå, at nu kommer der ikke flere "russiske" bøger fra hans hånd, men som en af hans agenter ville tænke: Kan man nu stole på det?:

- Lige nu tror jeg ikke, at jeg vil skrive en ny roman, der har Rusland som omdrejningspunkt, præciserer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce