Annonce
Odense

Lasse vandt krigen om vaskemaskinen

Lasse Godiksen synes 17 kroner for en vask og 22 kroner for en tørretumbling i den fælles vaskekælder er dyrt. Efter en lang retssag kan han nu se frem til at få sin egen vaskemaskine. Foto: Nils Svalebøg.
  • Selv om kæresten blev kronisk syg, måtte Lasse Godiksen ikke få en vaskemaskine i sin lejlighed. Han slæbte derfor udlejeren i retten, og det viste sig at blive noget af en krig.
  • Nu, to et halvt år senere, kan han erklære sig for vinder.

Lasse Godiksen startede med at få et rungende nej på sin forespørgsel om at få en vaskemaskine i sin lejlighed.

Han bor på Skt. Hans Gade i Skibhuskvarteret sammen med sin kæreste, og siden de flyttede ind i 2015, har de brugt opgangens fælles vaskekælder.

Men da kæresten blev syg og ikke længere kunne gå i kælderen for at vaske, ansøgte Lasse Godiksen 18. august 2016 om tilladelse til at sætte en vaskemaskine op på sit badeværelse.

Selvom han i en mail til udlejeren, Togt Odense A/S, forklarede situationen med sin kronisk syge kæreste, kunne det ikke komme på tale. Hverken første, anden eller tredje mail bar frugt, og selvom hans forespørgsel nåede helt op til den administrerende direktør, Mogens Tveskov, forblev svaret nej.

Lasse Godiksen satte sig derfor til at undersøge lovgivningen på området.

- Jeg havde en mistanke om, at de kun sagde nej, fordi de ville fortsætte med at tjene 17 kroner, hver gang jeg vaskede i deres maskine i kælderen, og det gjorde mig endnu mere vred.

I lejeloven fandt han ud af, at en udlejer kun må nægte en lejer at sætte vaskemaskine op, hvis rørlægningen i bygningen er gammel og ikke kan holde til det.

- Jeg følte, at det var et eksempel på, hvordan de store kan tryne de små. Det ville jeg ikke finde mig i, så jeg hev dem i retten, fortæller Lasse Godiksen.

Annonce
På sit badeværelse kan Lasse Godiksen snart nyde synet af sin egen vaskemaskine. Foto: Nils Svalebøg.

50.000 kroner i sikkerhed

Da Lasse Godiksens advokat, Bianca Smidstrup, første gang henvendte sig til udlejerens advokat, blev de tilbudt at indgå et forlig: Lasse kunne stille 25.000 kroner i sikkerhed for eventuelle skader, forvoldt af vaskemaskinen. Hvis ikke de accepterede forliget og gik i retten med sagen, så ville Togt stræbe efter at sætte sikkerhedsklausulen på 50.000 kroner.

Det huede ikke Lasse Godiksen:

- Jeg tvivler på, at særligt mange har 25-50.000 kroner at sætte fra til en vaskemaskine. Jeg har i hvert fald ikke. Desuden må man slet ikke kræve sikkerhedsstillelse for en vaskemaskine, når man er forsikret, som jeg er.

- Jeg så deres forsøg på forlig som et forsøg på at vifte mig væk. De vidste godt, at jeg ikke havde den slags penge til en vaskemaskine, og jeg derfor ville tænke, at så var 17 kroner for en vask måske ikke så galt. Men jeg havde loven på min side, og det vidste jeg.

Forliget blev afvist, og Togt modtog efterfølgende en stævning. Sagen landede i boligretten i Odense 25. juli 2017.

Vidt forskellige vurderinger

Til retten gjorde Lasse Godiksens advokat opmærksom på lejelovens § 29, stk. 1, der bebuder at man godt må have almindelige installationer (heriblandt vaskemaskiner), hvis lejemålet kan holde til det.

Derfor bad udlejeren JB Kloakservice Fyn ApS, Blik Odense ApS og Byens Vvs, som er deres faste håndværkere på lejemålet om at vurdere rør, afløb og kloakforholdende. De konkluderede, at det ikke var forsvarligt at montere vaskemaskiner.

Men Lasse Godiksen og hans advokat mente, at de havde været inhabile, og det var derfor en vurdering fra en objektiv skønsmand, der blev tungen på vægtskålen i sagen. Den blev foretaget af Bøgskov A/S og konkluderede det stik modsatte.

- Jeg synes, det var ret mærkeligt, at de skulle bruge de håndværkere, som de samarbejder fast med, fortæller Lasse Godiksen. Han uddyber:

- Det er ikke til at sige, om de har indgået en aftale med dem, men man kunne godt mistænke det. Især fordi den anden vurdering var så anderledes.

Lasse vandt

Domsafgørelsen faldt 16. november 2018. To år og tre måneder efter, at Lasse Godiksen første gang spurgte om lov til at få en vaskemaskine.

Lasse vandt sagen og er i skrivende stund på udkig efter den helt rigtige vaskemaskine. Han erkender dog, at forløbet ikke har været helt let:

- Det har været en lang og sej kamp for noget så simpelt som en vaskemaskine, og jeg har flere gange været ved at droppe det. Men så er jeg kommet til at føle, at det måske handler om mere end bare en vaskemaskine.

- Jeg har set det lidt som Davids kamp mod Goliat. Den store mægtige udlejer skal ikke bare have lov at tryne og udnytte sine lejere, og hver mand skal have lov at bestemme i sin egen bolig.

Lasse Godiksens har besluttet at gå til avisen med sin historie, fordi andre lejere kan stå i lignende situationer, men ikke tror, der er noget at stille op.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce