Annonce
Middelfart

Lars og hans skibshunde holder stand: Vil aldrig opgive fiskerlivet på Lillebælt

Lars Hast holder gang i sin pibe mellem knokkelarbejdet med at hale garnene indenbords. Foto: Peter Leth-Larsen
Det giver smør på brødet at knokle dag ud og dag ind med bundgarn og pæle, men heller ikke mere. Alligevel kunne 51-årige Lars Hast ikke drømme om en anden tilværelse. Han fortsætter et liv under beskedne kår i barndomshjemmet med udsigt til Lillebælt og Fyn.

Skærbæk: Ternerne akkompagnerer motorlyden fra påhængsmotoren bag Lars Hasts lille jolle. Dagens fangst af krabber får jollen til at duve dybt i det sorte vand i Gudsø Vig, mens kursen er sat mod brinkerne bag Skærbæk Værket.

Skibshunden Holger løfter hovedet og sender brune hundeøjne forventningsfuldt mod land. Det er tid til at strække ben efter flere timer ombord.

- Den ved præcis, hvor vi skal hen. Når jeg giver signal, så ved den, at den må svømme i land, og den stikker aldrig af, garanterer Lars Hast om skibshunden, der på kommando har kastet sig ud over skibssiden.

Lars er alene tilbage i båden. Pakker spegepølsemaden ud af det grå pergamentpapir og sætter den til livs mellem slurke af kaffe fra termokanden. Kaffen blev brygget og madpakken smurt kl., 4 før han og Holger gik turen til havnen.

Stilheden i vigen er slående og præcis det, der får 51-årige Lars Hast til at elske sit job. Han er en af få, der holder erhvervsfiskeriet i hævd i Lillebælt.

Annonce
Lars Hast håber at kunne føje hummere til sin hovedindtægt. Foto: Peter Leth-Larsen

Hjemmebane i generationer

Lars Hast og Holger er på hjemmebane. Lars Hast er født og vokset op i Skærbæk og er fulgt i sin far og bedstefars spor som fisker. Tiderne er skiftet fra dengang, hvor fiskeriet kunne brødføde mange familier i fiskelejet, men Lars har aldrig overvejet et alternativ.

- Jeg har fisket, siden jeg var 14 år, og jeg kunne ikke drømme om andet. Jeg har det godt med at være mig selv. Jeg har tidligere fisket sammen med både min far og min bror, men i dag er jeg alene. De er begge døde, og nu er det bare mig og hundene, siger Lars Hast.

Normalt har han selskab af både gadekrydset Holger og terrieren Tøsen.

- Det giver lidt mere uro, når Tøsen er med, men min veninde har det bedst med, at hundene er med mig. Hun kan godt styre Tøsen, men Holger kan være en voldsom herre, så han er altid med. Og så passer det også fint, at Tøsen er her, siger Lars Hast.

Holdt sit løfte

Veninden Santina rykkede ind for tre år siden i Lars Hast barndomshjem, som han overtog for mange år siden. Hans mor blev boende, men blev for et par år siden syg, og veninden har hjulpet med at passe hende. For nylig fik moren fred efter år med sygdom.

- Jeg lovede min far på hans dødsleje, at jeg ville passe på min mor. Jeg passede også ham den sidste tid, og nu har jeg holdt, hvad jeg lovede, siger Lars Hast.

Med barndomshjemmet som base har han gennem årene tilpasset sit fiskeri de forhold, der byder sig i Lillebælt. Manglen på fladfisk har givet længere arbejdsdage og gjort sliddet større, men at give op ligger ikke til Lars.

Basisindtægten henter han ved at knokle med tunge net fyldt med snegle eller krabber. Sneglefangsten lægger adskillige timers ekstra sejltid oven i arbejdsdagen, for nettene står nord for Trelde Næs - en del sømil fra Skærbæk Havn.

- Det tager et par timer at sejle den tur, og der sejler jeg i min lille kutter "Ternen". Så den tur kan jeg jo lægge oven i arbejdstiden, siger Lars Hast med et skuldertræk og stopper piben en ekstra gang.

Han sejler i kølvandet på Holger, lægger båden op på stranden, hvor en lille flok køer holder sig roligt afventende på bredden.

I et adræt spring er han i sine gule oliebukser ude af båden og på land. Runder bakken og får styr på Holger, som har set sig lun på køerne i vandkanten.

Holger har fået lov til at springe fra borde. Den ved præcis, hvor den skal hen. Ind til kysten og lette ben og spurte omkring. Foto: Peter Leth-Larsen

Arbejdsdag gange to

Holger er på plads midtskibs, og Lars trækker liv i påhængsmotoren igen. Hans arbejdsdag har snart rundet ni timer, men er langt fra slut.

Han tæller sine daglige arbejdstimer på mere end to hænder, for den fortsætter hjemme, når den sidste sæk snegle eller krabber er lagt på køl eller de sidste ål og hummere leveret til lokale kokke.

- Jeg fremstiller alle mine garn selv og også mine pæle. Det er et stort arbejde, men det er meget billigere end, hvis jeg skulle ud at købe det. Jeg tror nærmest ikke, jeg ville have råd til det, siger Lars Hast, som imidlertid netop har investeret i et stort parti tejner til at fange hummere i.

En hummer indbringer betydeligt mere end adskillige kilo krabber eller snegle, så han håber, at det er investeringen værd.

Lars' krav til tilværelsen er ikke store. Der skal være penge til benzin og diesel, husleje og smør på brødet. Tobak til piben og foder til hundene. Og det kan jolle, skib, net og timers knoklen på Lillebælt dække.

- Men jeg er snart alene. Tidligere var vi mange, men nu er de fleste både fritidsfiskere, siger Lars Hast om situationen i fiskerlejet, hvor kun han og en kollega holder fast i faget.

Lars og Holger er gode til at være stille sammen. Det går mere livligt til, når terrieren Tøsen slutter sig til som ekstra skibshund. Foto: Peter Leth-Larsen
Lars Hast har ingen grund til at gå hverken i træningscenter eller på slankekur. Musklerne kommer helt af sig selv, og det daglige slid sætter forbrændingen i gang. Folk skulle bare prøve at bestille noget, mener Lars Hast. Foto: Peter Leth-Larsen
Lars Hast har sejlet jollen på land og tager en kort spadseretur på fastlandet, mens Holger spurter omrking. Det er fast rutine for de to. Foto: Peter Leth-Larsen
Ål er med til at trække indtjeningen fra dagens indsats pænt i vejret. Krabberne giver 2,50 kr. per kg, mens ålene udløser 100 kr. per kg. Foto: Peter Leth-Larsen
Ternen FA230 stævner Lars Hast ud i, når der skal tømmes garn eller tejner nord for Trelde eller længere væk. Kutteren lægger også navn til hans facebook-side, hvor han lægger op, hvad dagens fangst kan byde på. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Har du lært noget nyt i dag?

Det indbydende og varierede tag-selv-bord i medielandskabet varede i 10 år. Så længe siden er det, at DR åbnede DR K og dermed lukkede kultur i bred forstand helt ind til kakkelbordet i vores stuer. Siden er vi danskere ikke bare blevet beriget, men også forkælet med bl.a. dokumentarudsendelser om musikere, aftenlange operaer, smalle film og en ikonisk Kunstquiz. Hver dag kunne vi være sikre på at lære noget nyt. Om tre uger er kulturens tv-guldalder slut. Når halvdelen af DRs tv-kanaler fra 2. januar 2020 lukker, reduceres den linde strøm af oplysning og dannelse på DR K til en ugentlig dag på DR2 og en streamingkanal kaldet DR2+. Langt fra de oprindelige ambitioner, som den daværende medieredaktør havde om at ville "invitere alle, som gerne vil have oplevelser med kulturelt indhold, til det helt store tag-selv-bord med kunst, kultur, historie, musik, design, arkitektur, mode, dramaserier fra DR-arkivet og fiktion fra hele verden". Ak. Sådan skrev indbyggerne i Palmyra på deres dødes grave, og sådan kunne vi også sige nu. Eller også kunne vi mene, at det kun er rimeligt at lukke DR K, når mediebilledet har ændret sig så voldsomt i løbet af de seneste 10 år, som det har. Det er evident, at flow-tv taber terræn i en udvikling, der allerede er beskrevet vidt og bredt. Men anderledes er det med kulturprogrammerne. De bliver netop det meningsgivende og sammenhængende, når resten af verden bliver serveret i underholdende småbidder. Det er i kulturen, vores horisont har mulighed for at blive udvidet, når vi ikke kan rumme flere af Bagedystens festkager og end ikke kan hidse os op over, at Vild med dans handler lige så meget om seksualitet som benarbejde. Et plaster på såret er det derfor, når kulturminister Rasmus Prehn som en del af finansloven annullerer besparelser for i alt 764 millioner kroner på landets museer. Det redder desværre ikke DR K, men det giver os lejlighed til at slukke tv'et og søge ud i virkeligheden og blive klogere.

Annonce