Annonce
Sport

Landsholdet: Irlands stil er mere britisk end brasiliansk

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Irland vil forsøge at slå Danmark med hårdt arbejde, stram organisation, kontraangreb og farlige dødbolde.

Med fem indbyrdes kampe i løbet af de seneste to år kommer de danske og irske spillere næppe til at overraske hinanden taktisk, når de to lande mandag kæmper om en billet til næste års EM-slutrunde i fodbold.

Aktørerne på det danske landshold er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad irerne kommer på banen med i Dublin, upåagtet at Irland er tvunget til at vinde kampen, mens Danmark kan nøjes med uafgjort.

- Irland er et fysisk stærkt hold, der kommer med en masse energi. Det er et rigtigt duelhold, det er et klassisk britisk hold.

- Det er et hold af den type, som jeg har mødt i The Championship (for Middlesbrough i Englands næstbedste række, red.), siger Martin Braithwaite.

Han har et bud på, hvordan kampen ikke bliver på irernes præmisser.

- Vi skal spille hurtigt langs jorden og få dem til at løbe meget, og så skal vi matche dem i duellerne, så de ikke føler, at de er stærkere. Det er jeg sikker på, at vi kan, siger han.

I november sidste år skiftede Irland ud på landstrænerposten, og Martin O'Neill blev erstattet af Mick McCarthy.

Irernes nye landstræner har bragt en række yngre spillere ind på holdet, og tager man de taktiske briller på, er nuancerne i det irske spil ændret en smule, siger Thomas Delaney.

- De er ikke blevet til Brasilien, men de har skiftet lidt ud og fået andre typer, der er teknisk stærkere og gerne vil spille i små rum.

- Men de kommer højst sandsynligt til at spille med hjertet og arbejde hårdt, som de altid gør, siger Delaney.

Landstræner Åge Hareide mener, at de to holds målscore i gruppespillet giver et meget retvisende billede af, hvordan de to hold satser på at vinde fodboldkampe. Danmarks målscore er 22-5, Irlands er 6-4.

Nordmanden forventer, at irerne som vanligt vil være meget påpasselige. Med en stram organisation og nogle løbestærke spillere skal Irland forsøge at holde de danske spillere i skak, mens irerne hænger deres offensive hat på kontraangreb og dødbolde.

- Irland har en voldsom kollektiv arbejdsmoral, og det kan bære dem langt. Det har de altid haft.

- Det er et hold, som på mange måder arbejder godt sammen, og de er svære at bryde ned, fordi de har et stærkt kollektiv.

- De kommer nok til at stå længere tilbage igen, men det er da spændende at se, for de er tvunget til at vinde kampen.

- Hvis de går længere frem på banen, bør det være en fordel for os. Det kan også være, at de først satser i det sidste kvarter, siger Åge Hareide.

For to år siden vandt Danmark 5-1 i Dublin, efter at den første VM-playoffkamp i Parken var endt 0-0.

Sidste år spillede holdene to gange 0-0 i Nations League, og i juni spillede holdene 1-1 i en EM-kvalifikationskamp i Parken.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce