Annonce
Erhverv

Landbrug & Fødevarer: Skal landbruget være grønt og klimavenligt, kommer vi ikke uden om Roundup

Martin Merrild, formand, Landbrug & Fødevarer. Pr-foto

Landbruget står med en stor opgave. Vi skal producere mere mad til en stigende befolkning, men med mindre belastning af klimaet.

Det er et arbejde, som Landbrug & Fødevarer går helhjertet ind i. Vi har præsenteret en vision om en klimaneutral dansk fødevareproduktion i 2050, og sammen med Danmarks Naturfredningsforening har vi fremlagt en konkret plan om udtagning af dårlig landbrugsjord, som ikke længere skal dyrkes.

Et grønt og klimavenligt, men på samme tid højeffektivt landbrug er altså, hvad både erhvervet selv og politikerne efterspørger.

Derfor har jeg utrolig svært ved at forstå, at man i den seneste tid har hørt udmeldinger fra politikere fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, som vil have forbudt brugen af glyphosat, som er det aktive stof i ukrudtsmidlet Roundup.

Glyphosat er afgørende vigtigt for landbruget, da det løser nogle grundlæggende udfordringer med ukrudt, og der findes ikke nogle seriøse alternativer. Stoffet er på verdensplan det mest anvendte og det bedst undersøgte.

I Danmark vurderer Miljøstyrelsen, at glyphosat er sikkert at bruge og ikke til fare for drikkevandet.

EU’s fødevareagentur, EFSA, har undersøgt stoffet og konkluderet, at det er sikkert at bruge i forhold til menneskers sundhed og miljøet.

Men alligevel vil regeringens støttepartier altså forbyde stoffet, samtidig med at man dagligt opfordrer landbruget til at tage ansvar i den grønne omstilling. Det er en helt skæv måde at se verden på, med kravet om mere mad for mindre indsats in mente.

Forbydes glyphosat, vil ukrudtet skulle bekæmpes med traktor, plov og harve - eller hakkejern. Landmændene vil have behov for at foretage ekstra stubharvning og dyb pløjning. Resultatet bliver et markant større forbrug af diesel med mere CO2-udledning som konsekvens.

De landmænd, der arbejder med reduceret jordbearbejdning vil være nødsaget til at lægge deres drift fuldstændig om.

Det er paradoksalt nok en dyrkningsform, som De Radikale i deres nye klimaplan ”Klimaet kalder”, vurderer ”har meget lovende perspektiver, især i forhold til klima, natur og miljø”.

Med større behandling af markerne vil vi, som for årtier siden, se sorte marker om efteråret. Det vil være stærkt skadeligt for markernes evne til at holde på kvælstoffet og dermed til skade for vandmiljøet. Sorte marker vil også være negativt i forhold til biodiversiteten.

Alligevel synes nogle partier altså, at det er en god idé at forbyde landmændene at bruge stoffet. Det er svært for mig at se, hvad man vil opnå - ud over at signalere grøn handlekraft.

Det er blot en vildledt handlekraft, som vil have den stik modsatte effekt og gøre det endnu vanskeligere at opfylde de store ambitioner for landbrugets klimaindsats. Det er da et paradoks, der er til at få øje på.

Når vi kæmper hårdt og vedvarende mod et forbud mod brug af glyphosat, handler det ikke om, at vi er bagstræberiske. Årsagen er, at et forbud reelt kun har negative konsekvenser.

Landbruget får ofte at vide, at vi skal gøre op med vanetænkningen og turde gå nye veje. Når jeg hører krav om forbud mod glyphosat, så tænker jeg, at også politikere må have modet til at gøre op med symbolpolitik og rygmarvsreaktioner, hvis vi sammen skal nå de ambitiøse klimamål.

Annonce

Forbydes glyphosat, vil ukrudtet skulle bekæmpes med traktor, plov og harve - eller hakkejern.

Resultatet bliver et markant større forbrug af diesel.
Glyphosat er afgørende vigtigt for dansk landbrug, lyder det i dagens klumme. På billedet her sprøjter en landmand en mark ved Klarup nær Aalborg en novemberdag i 2008. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce