Annonce
Indland

Lørdag med Mylenberg: - Vi stopper ikke vores hyldest af de gode gamle

Troels Mylenberg, vært på TV2/NEWS

Ja, jeg stod der også forleden. Midt i Danmark, midt i Odense og kunne ikke få øjnene væk fra blomsterhavet ved Lørups Vinstue. Alle hilsnerne til Kim Larsen lå der stadig, og selv her knap et par uger efter sangerens død, fylder det selvfølgelig stadig. Også selv om Larsens enke i en kort takkebesked på Facebook på smukkeste vis fik sagt, at Kim Larsen for længst selv ville have råbt "stoooop nu!".

Men stoppe kan vi næppe, vi stoppede og stopper ikke lige med det samme. Som det tydeligt kunne ses ved mindekoncerten fra Rådhuspladsen forleden, hvor tusinder var mødt frem. Knap halvanden million af os så med på tv, og hvem går ikke stadig rundt med en Kim Larsen-sang kørende i hovedet?

Det holder ikke op, stopper ikke, ligesom det næppe heller stopper med trangen til at synge Benny Andersens sange, efter han døde i august i år. Eller hvad med de knap 200.000 danskere, der har løst dyr billet til musicalen om familien Seebach. Eller alle de mange flere, der så filmen om John Mogensen tidligere i år.

"Man mødes, man skilles, man længes," som Kim Larsen skrev i en af sangene, og sådan er det nok også med de samlingspunkter, som de folkeligste af vores folkelige kunstnere er. Det er det, de er for os. Samlingspunkter, som når de ikke er her mere, får vores verden til at skælve en smule. Følelsen af forvitring, som når man ser på billedet her på siden af Anker Jørgensen og Poul Schlüter, der slukker tørsten frejdigt og folkeligt efter et vælgermøde i begyndelsen af 1980'erne. Nok er den ene mere skuende ind i fremtiden via kameralinsen og den anden måske allermest bare tørstig, men som de står der med håndbajeren, repræsenterer de også alt det, som vi nemt har det med at savne.

Samhørigheden, enkelheden, langsommeligheden. Over for dagens højhastighedssamfund af fragmenter og komplekse aldrig ophørende valgmuligheder. Dengang, da Larsen sang, og Anker og Schlüter drak håndbajer, da kunne vi følge med, og vi kunne forstå. I dag er det så som så med at forstå. Hvor er alle de andre henne? Hvad er det, de unge hører, hvilken forfatter sætter ord på vores samtid og læses af os alle, og hvorfor synes nationen så splittet i en kamp mellem land og by?

Hele tiden skal vi vælge i dag. Skal mælken være let, mini, sød eller skummet? Økologisk eller konventionel? Fra gård med et halmduftende navn, eller bare med mejeriets logo? Og hvad med laktosen? Hvad med alle de andre varer. Alt fås i læssevis af udgaver, alt kræver et valg. Et valg, som signalerer alverden, og som naturligvis også stresser os. Jovist er det frit. Frit valg. Og det er godt med muligheder, men det splitter os også. For bag ethvert valg ligger et fravalg, og jo flere valg, vi har, jo flere fravalg foretager vi også. Jo mere siger vi nej til og melder os ud af.

Det var nu noget mere enkelt, dengang Kim Larsen gik ad vejen mod Korsør, da John Mogensen sad på et værtshus ved Gammel Strand, da Svantes fugle fløj i flok, når de var mange nok, og da Seebach ved klaveret sang om discotango-stjernen på dansegulvet, der kunne slå John Travolta i en rock'n'roll.

Da var verden lettere at forstå, og den kulturpersonlighed, der fik sæde hos Erling Bundgaard i sofaen i Lørdagshjørnet på DR (eneste kanal, heller ingen splittende valg her), var garanteret berømmelse i det ganske land. Sådan er det ikke i dag, og uden at forholde sig til selve kunsten - sangene, lyrikken og musikken - så må og skal det hjertevarme farvel til Kim Larsen også ses som et farvel til en tabt tid. En tid, hvor vi som nation havde hinanden i hænderne i langt højere grad end i dag - eller i hvert fald følte vi, at vi havde det.

Det kaldes jo sammenhængskraft med det noget trætte ord. Måske samhørighed er bedre. Den samhørighed, der blandt andet kom sig af, at vi alle sammen havde LP'en "Midt Om Natten" stående derhjemme. I hvert fald blev den solgt i 600.000 eksemplarer, flere end nogen anden plade hverken før eller siden.

Så når vi alle synker hen i "et strejf af en dråbe", så trænger afsavnet sig på. Savnet efter samling og samhørighed. Den samling, som kunsten og folkeligheden kan give os. Og som vi måske bare skal indstille os på, ikke længere kan komme eller skabes på samme måde som dengang.

Jovist tales der om den, når fodboldkampe, dramaserier eller andet ses og nydes af mange af os. Ikke mindst i medierne ligger der den evige stræben efter det optimale mål, nemlig samlingen af os alle om noget. Helst noget vigtigt. Et folkeligt lejrbål af kunst, kvalitet og folkelighed at varme os ved.

Et bål som nok engang blev antændt med lidt dybere sjæl. Sådan føles det i hvert fald. Og måske er det også det, der får os til at stå der i dagevis og skråle Kim Larsen-sange og synke klumper, når tonerne til Benny Andersens "Hilsen til forårssolen" med linjerne "engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg" slås an. Længslen efter en svunden tid, hvor vi var sammen om noget bredt og folkeligt, der rummede andet og mere end, hvad dagens fodboldlandshold kan mønstre i forsøget på at få folkelig opbakning til sponsorrettigheder. Eller den brede opbakning til årets favorit i Vild med Dans, Bagedysten eller X-Faktor.

Så nej, desværre. Vi stopper ikke vores hyldest af de gode gamle. Vi vil blive ved med at samles om og ved dem. De er nemlig de bedste vi har. Og om lidt er kaf...

Annonce
Anker Jørgensen og Poul Schlüter drikker en øl under valget i 1983. Arkivfoto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce