Annonce
Debat

Læringsudbytte eller fordybelse?: Red børnene fra regnearkene

Niels Jakob Pasgaard

http://ncsrobot1.jf.medier:8080/rc/

I starten af det nye årtusinde, da de første resultater af OECD's PISA-undersøgelser blev offentliggjort, fremstod det, at den danske grundskole ikke var blandt verdens bedste. Det havde vi ellers gået og bildt os ind, men nu viste det sig, at den nærmere var middelmådig (i hvert fald på de målte parametre). De skuffende PISA-resultater førte til det såkaldte PISA-chok, som satte gang i en bevægelse, der fik politikerne til at rette fokus på det udbytte eleverne får af deres skolegang. Tidligere havde man politisk i højere grad haft fokus på, hvilket indhold eleverne skulle møde i skolen, men det blev nu nedprioriteret til fordel for et fokus på læringsudbyttet, fordi man fra politisk side ville være sikker på at få "nok for pengene".

Dette nye politiske fokus på læringsudbyttet er i dag effektueret i centralt formulerede og bindende kompetencemål, der beskriver de kompetencer, eleverne skal kunne udvise efter endt undervisning. Læringsudbyttet dokumenteres i digitale elevplaner, der beskriver den enkelte elevs læringsprogression ned til mindste detalje. Og det er ikke kun i folkeskolen, det forholder sig sådan; de kompetencebaserede læringsmål danner i dag grundlag for al undervisning lige fra folkeskolen til de videregående uddannelser. Alle steder er det synlige læringsudbytte, og ikke indholdet, i fokus. Nogle af mine egne studerende kender næsten kompetencemålenes krav bedre, end de kender de tekster, de læser til undervisningen, og de er konstant optagede af, om de er på rette vej i forhold til at opfylde dem. I 2014 kunne lederen af Danmarks Pædagogiske Universitet, Claus Holm, således udråbe et "Den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik" på lederplads i magasinet Asterisk.

Fokusskiftet fra indhold til udbytte er altså skubbet frem af bange og frygtsomme politikere, der vil sikre, at vi også i fremtiden kan klare os i den internationale konkurrence. Således kan man i den politiske aftale om skolereformen fra 2013 læse, at det er "... centralt, at alle elever får mulighed for at udfolde deres potentiale fuldt ud, så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence". Det er konkurrencestatens frygt-logik, der har bemægtiget sig vores fælles skole.

Men er det et problem? Er skolens formål ikke netop at sikre eleverne det størst mulige læringsudbytte, og at klæde dem på med kompetencer, der på sigt kan gøre dem nyttige på arbejdsmarkedet og sikre at de kan bidrage til statens fremtidige konkurrenceevne? Er vi ikke nødt til at indrette skolen efter fremtidens kompetencekrav?

Nej. Skolens formål er ikke at levere et bestemt læringsudbytte. Skolens formål er ikke at gøre eleverne konforme ift. det eksisterende samfunds eller erhvervslivs kompetencekrav, eller i forhold til forestillinger om hvad fremtiden kræver. Ofte hører man at fremtiden kræver det ene og det andet, eller at eleverne skal udvikle det 21. århundredes kompetencer, så de kan klare sig i fremtiden. Men hvem er vi til at definere, hvad det er for en fremtid eleverne skal møde? Fremtiden kræver ikke noget, den er ikke noget faretruende, som eleverne skal klædes på til med bestemte sæt af kompetencer. Nej, fremtiden skabes, og det i en fri vekselvirkning mellem vores eksisterende traditioner og kultur, og den opvoksende generation. Formålet med skolen er derfor ikke at forberede eleverne på en bestemt verden, men at indvie dem i en ubestemt verden, som de selv kan være med til at forme. Skolens formål er at give eleverne mulighed for at gentænke og genskabe det samfund, de skal være en del af.

Derfor er den største gave, vi som voksne kan give vores børn, en skole der lader dem fordybe sig i de kulturelle, videnskabelige og historiske erfaringer, som vi finder centrale. Vi kan ikke, som det gøres i den læringsmålstyrede skole, lade dem nøjes med at læse et enkelt afsnit i en roman, fordi det er tilstrækkeligt for deres opfyldelse af kompetencemålet. Nej, de må læse hele romanen, og én til og endnu én. Vi må ikke lære dem at læse, for at de kan læse 200 ord i minuttet, men for at de kan læse de værker, som vi mener, det er vigtigt for dem at læse. Undervisningens mål er ikke at opfylde forudbestemte læringsmål, men at understøtte, at aktiviteterne kan fortsætte, som den amerikanske filosof John Dewey formulerede det. Og den aktivitet der skal fortsætte, er elevernes fordybelse i verden. Hvis eleverne fatter interesse for fordybelsen, for eksempel for hvad en roman vil sige dem, vil de gøre deres bedste for at lære at læse den - og så må skolen naturligvis støtte de elever, der har brug for ekstra hjælp.

I stedet for at tale om kompetencer, der beskriver en bestemt ønsket adfærd hos eleverne, burde vi tale om kundskaber. Og hvad er kundskaber? Det er en fri fordybelse i verdens ting. En fordybelse som finder sted i et møde mellem en elev og et stof, og som ikke sigter mod et bestemt udbytte, men mod en fortsat fordybelse. Sådanne kundskaber opstår ikke under læringsmålenes diktat, men som følge af, at eleven stilles overfor åbne spørgsmål: Hvad vil denne roman sige mig? Hvad kan forklare himlens farve? Hvordan skal jeg forstå mig selv i et fællesskab? Efterhånden som nogle af spørgsmålene besvares, vil der opstå nye spørgsmål, og sådan kan fordybelsen fortsætte.

Undervisning handler først og fremmest om, at man i fællesskab undersøger den verden man er i, uden at gribe til forhastede konklusioner og svar, og uden at underlægge sig politiske krav om et bestemt læringsudbytte. Skolen må være skole i ordets oprindelige betydning; den må være "fri tid", et sted hvor samfundets krav om effektivitet og kompetent tilpasning suspenderes, og hvor det bliver muligt at fordybe sig frit i den verden, man er en del af. I fordybelsen reproduceres det eksisterende samfunds viden og vaner ikke blot, eleven tilpasser sig ikke blot kompetent til de eksisterende forståelser og meninger, nej, hele samfundet omstruktureres og genskabes når nye individer træder ind i det, og bidrager med deres perspektiver på vores fælles videnskab, kultur og historie. Det er i fordybelsen man dannes og danner.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke skal nogle teknikker og metoder på plads. Eleven må eksempelvis lære at læse, så hun kan fordybe sig i litteraturen, men teknikken er altid kun sekundær, den må altid tjene fordybelsen i den omgivende verden, og ikke kortsigtede mål om at læse så og så mange ord i minuttet, eller at score højere på OECD's PISA-rangliste.

Lad os afstå fra at tvinge lærerne til at tage afsæt i centralt definerede kompetencemål, når de underviser. Lad os i stedet opfordre dem til at stille gode spørgsmål. Ikke den type spørgsmål, der fungerer som en test af, om eleverne har lært det forventede, men spørgsmål, der fungerer som en opfordring til elevernes videre fordybelse i stoffet. Som den amerikanske filosof John Dewey skrev: "Spørgsmålene bør snarere henlede elevens opmærksomhed på stoffet end på lærerens mål".

Niels Jakob Pasgaards bog "FAQ om læringsmål" er netop udkommet på Hans Reitzels Forlag

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Kerteminde For abonnenter

Nyt forslag: Hvis du flytter til Kerteminde, får du en gratis byggegrund og 100.000 kr. i hånden

Fyn

Byggeri til 400 mio. kroner: Odenses borgmester glæder sig over ny kæmpemæssig investering i Odense

Annonce