Annonce
Indland

Lærerformand vil tilbage til kontaktbogen

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, oktober 2018.

Anders Bondo Christensen mener, at både forældre og lærere vil være glade for at slippe af med Forældreintra.

- Jeg har endnu ikke talt med en lærer eller forælder, som ikke gerne vil af med Forældreintra.

Det siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, efter et udspil fra regeringens stresspanel. Panelet vil lukke det digitale forum Forældreintra, hvor lærere og forældre kan kommunikere med hinanden.

Panelet foreslår at gå tilbage til den gamle kontaktbog, hvor skole og hjem kan skrive til hinanden.

Alternativt skal forældrene maksimalt tjekke Forældreintra to gange om ugen, og der bør kun holdes to forældrearrangementer om året, lyder det fra stresspanelets formand, Anette Prehn.

Og Anders Bondo Christensen er ganske enig. Det fungerede fint dengang, da skole og hjem kommunikerede på skrift i en kontaktbog, mener han.

- Jeg er bestemt ikke maskinstormer. Men vi skal sørge for, at systemerne ikke kommer til at styre, så teknologien tager magten. Det tror jeg virkelig, er sket for mange, siger Anders Bondo.

Han hilser det velkomment, at regeringens stresspanel rejser debatten. Men man bør finde løsningerne lokalt på den enkelte skole.

- Det er vigtigt, at lærere og forældre i fællesskab tager ejerskab til løsninger, så det ikke bliver kommunale forvaltninger eller skoleledelsen, der styrer. Man skal ikke føle, at det er et monster, der trækkes ned over én, siger Anders Bondo Christensen.

Det er så ikke sikkert, at man vælger den samme løsning på alle skoler, tilføjer han.

Lærernes formand er enig med Anette Prehn i, at Forældreintra kan blive socialt ekskluderende for forældre, der ikke udtrykker sig så godt på skrift.

- Andre grupper orker det ikke. Og så kan man havne i "bad standing", fordi man ikke reagerer på de ting, der kommer, siger Anders Bondo.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce