Annonce
Kultur

Kunstnerpar skaber nyt samlingssted i Tårup

Kunstnerparret Ingrid Vejen Kristensen og Anders Vejen Andersen glæder sig til at vise deres galleri frem. Privatfoto
Fremover skal "Vejenlyst" være et samlingspunkt for kunst- og kulturinteresserede. Anders Vejen Andersen og Ingrid Vejen Kristensen har lagt tusinder af timer i deres drømmested.

Tårup: For to år siden blev kunstnerparret Anders Vejen Andersen og Ingrid Vejen Kristensen smaskforelskede i en gammel gård ved Tårup Landsby. Det blev kærlighed ved første blik, og duften af barndomsminder i forrummet til svinestalden og garagen afgjorde købet på et øjeblik. Designlejligheden i København blev byttet med en gammel gård og tre tønder land.

I dag to år senere, og mange tusind timers renovering efter, inviteres landsbyen, venner, familie, kunst- og kulturinteresserede og andet godtfolk til indvielsesfest. Det kommer til at foregå fredag 13. december kl. 13-18, hvor gården på Bækvej 10 også får sit nye navn "Vejenlyst".

Indvielsesdagene forsætter 14. december og 15. december, begge dage kl. 10-16. På programmet fredag er blandt andet et anderledes luciabesøg med danserne fra Oure Højskole kl. 15.30, og lørdag kl. 13 vil kulturmanden Christian Have holde tale.

Annonce
På "Vejenlyst" vil man både kunne se værker af Anders Vejen Andersen og gæsteudstillere. Privatfoto

Kunstneriske gæster og værter

Kunsten møder man i de to bygninger på 300 og 250 kvadratmeter, der indvies som henholdsvis skyggeunivers og galleri. Ud over skiftende gæstende kunstnere vil man altid møde Anders Vejen Andersens kunstværker. Han både maler, fotograferer, laver musik og installationer. Derudover står han bag designlinjen Vejn.

Kulturen er blandt andet tænkt i form af foredrag eller talks - nogle gange båret af lyd og bevægelse. Ingrid Vejen Kristensen har nemlig gennem de sidste 25 år stået i spidsen for sit eget dansekompagni og skabt over et halvt hundrede danseforestillinger. Hun har i Danmark være igangsætter af en lang række tiltag inden for dans og kultur.

Gårdens beliggenhed i Tårup slog benene væk under Anders Vejen Andersen og Ingrid Vejen Kristensen, da de så den for to år siden. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce