Annonce
Nordfyn

Kunstnerpar har fundet balancen: Allan Bo tænder motorsaven, mens Karen klipper med den fineste papirsaks

Allan Bo Jensen har netop afleveret en stor panda-figur til Københavns Zoo, så de kommende dage skal bruges på at finpudse og færdiggøre udstillingen til Filosoffen, der åbner i næste uge. Foto: Thomas Gregersen
En lidt snoet rød tråd binder eventyrdigteren sammen med det nordfynske kunstnerpar Allan Bo Jensen og Karen Engholm Jensens kommende udstilling på Filosoffen i Odense.

Hårslev: Det meste kunst handler på en eller anden led om at fortælle en historie, og den nordfynske trækunstner Allan Bo Jensen fortæller i øjeblikket med et tydeligt afsæt i H.C. Andersens eventyrverden, når han sammen med Karen Engholm Jensen kan opleves i Filosoffen i Odense fra den 16. april og 14 dage frem.

Selvom ægteparret stilmæssigt opererer i hver sin ende af vægtskalaen - fra stort tungt motorsavsfremstillet trækunst til det fineste og mest sarte papirkunst - så er inspirationen til denne udstilling på en eller anden måde vævet sammen.

- Jeg læste i avisen sidste år, at man skulle i gang med at rydde Lotzes Have i forbindelse med byggerplanerne omkring H.C. Andersens hus. De fine gamle træer skulle bare laves til flis. Det synes jeg var synd - også fordi, der var den her H.C. Andersen-historie forbundet til stedet, hvor træerne havde vokset. Så jeg ringede til Odense Kommune og spurgte om jeg ikke måtte få lov at arbejde med nogle af havens træer, fortæller Allan Bo Jensen.

Kommunen kunne godt lide idéen om at træerne fik et videre liv, og den nordfynske kunstner fik lov at fælde en hængeask, et valnøddetræ og den store gamle ahorn.

- Jeg vil ikke trække historien så langt, at H.C. Andersen kan have siddet under ahorntræet, for det er det alligevel for ungt til. Jeg vil gætte på, træet er omkring 100 år, anslår Allan Bo Jensen.

Udstillingens arbejdstitel under forberedelserne på de to kunstneres værksteder på Vejruphuse uden for Hårslev har været "Saven og saksen", og det kunne jo næsten være titlen på et eventyr.

Allan Bo Jensen har ud over en lille håndfuld skulpturer også fremstillet 10 store relieffer, hvor nogle blot er inspireret af eventyrverdenen, mens andre har direkte referencer til blandt andet "Agnete og Havmanden" og "Snedronningen".

Allan Bo Jensen har også netop leveret en udsavet panda-skulptur til Københavns Zoo, så arbejdet med den kommende udstilling er stadig i fuld gang.

Annonce
Karen Engholm Jensen og Allan Bo Jensen kan godt sparre med hinanden, selvom deres udtryk og arbejdsprocesser ligger milevidt fra hinanden. Når Allan arbejder er det ofte med store larmende motorsave og flyvende træspåner, mens Karen skal sidde for sig selv i fuldstændigt ro. Foto: Thomas Gregersen

Forskellige udtryk

- I starten havde vi et forholdsvist smalt tema, der hed "noget med H.C. Andersen", men det har bevæget sig til også at være alt muligt andet. I flere af mine værker er temaet natur og miljø, fortæller Karen Engholm Jensen.

Hun beskriver sine billeder som mixed media med psaligrafi, hvor flere er bygget tredimensionelt op med papirklip foran en baggrund, der kan være et foto eller i flere af dem en tegning udført med grove grillkul.

- Selvom vores udtryk er helt modsatrettede - eller måske fordi de er det, så arbejder vi faktisk meget sammen om idéer og inspiration. Vi er hinandens kritikere, men kommer aldrig op at skændes. Fordi der er så langt et spænd fra motorsaven til den mindste og fineste papirsaks, så går vores kritik jo aldrig ind i teknikken bag. Jeg kan ikke en gang starte en motorsav, men i udtrykket bruger vi gerne hinanden, hvis der er noget vi er usikre på, fortæller Karen Engholm Jensen.

Udstillingen kan opleves i Kunstbygningen Filosoffen, hvor der er fernisering den 16. april og kører frem til og med den 28. april.

Allan Bo Jensen udstiller i den store sal, mens Karen Engholm Jensens papirkunst er at finde i den lille sal.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce