Annonce
Assens

Kunstfond donerer 15.000 til Sulelængen

Ægteparret putter masser af tid og penge i Sulelængens Venner. Foto: Jens Wognsen
Foreningen Sulelængens Venner får en god pose penge fra Statens Kunstfond. De skal gå til markedsføring, musikere og driftsomkostninger.

Magtenbølle: Hvert år arrangerer ægteparret Jørgen Bjerring og Ingrid Henriksen en lang række kunst-, musik- og scenearrangementer i foreningen Sulelængens Venner. Det er en længe i deres gård Enggaarden i Magtenbølle.

Det er nu blevet honoreret af Statens Kunstfond, som har doneret 15.000 kroner til foreningen. Og det glæder Ingrid Henriksen.

- Det er da herligt med en pose penge. Men jeg synes faktisk, at anerkendelsen fra Statens Kunstfond betyder mindst ligeså meget som økonomien i det. Anerkendelse er altid dejligt, og nu kan jeg også vise alle de frivillige, at nogen tror på det, vi laver, siger hun.

Pengene skal ifølge Jørgen Bjerring bruges på at give musikerne, der spiller koncerter på Sulelængens Venner, en fair hyre.

- Rigtig mange musikere vil spille hos os, og det er i den grad købers marked, så det er da dejligt, at vi kan give dem de penge, de har fortjent.

Annonce

Ekstra glimmer

Derudover er der en masse vedligehold og driftsomkostninger ved at invitere så mange mennesker ind i deres længe hvert år.

- Vi spytter selv rigtig mange penge i Sulelængens Venner, og det gør vi gerne. Men det er dejligt at få hjælp til det, siger han.

Hvis det viser sig, at der er flere penge til overs, så vil Jørgen Bjerring også mægtig gerne forbedre deres PR-arbejde.

- Markedsføringen kan sagtens få lidt ekstra glimmer og blive pænere. Vi kan også lave flere fine plakater og så videre, så folk ved, hvad vi laver herude.

Sulelængens Venner har en omsætningen i omegnen af 100.000 kroner årligt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Annonce