Annonce
Livsstil

- Kunst, der både er fri og befriende, er stor kunst

Daniel Bohr. Foto: Kasper Beknes

Mig og kulturen: Daniel Bohr

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Med afveksling, afslapning og inspiration. Kulturoplevelser er jo for mig en stor del af dagligdagen, så det fylder ret meget i både min bevidsthed og min underbevidsthed, selvom det ikke er noget, jeg tænker over i det daglige. Den er der ligesom bare altid. Desværre er jeg nået en alder, hvor det efterhånden er svært ved at blive lige så overrasket, som jeg blev som ung, fordi jeg har set og oplevet så meget i mit liv. Men til trods for det, så glæder det mig altid at se, at kulturen og kunsten hele tiden udvikler sig, den går aldrig i stå.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Bøgerne “Alexandria-kvartetten” af Lawrence Durrell. Indtrykkene var så stærke og så rørende, at de aldrig har forladt mig. Jeg læste bøgerne, da jeg var ganske ung, måske bare 20 år, og boede i Spanien, der dengang var et diktatur, og det var måske også det, der har gjort, at jeg aldrig har glemt de bøger. Samtidig var forfatteren helt exceptionel god til at flette de forskellige personers skæbner ind i hinanden og i historiske hændelser på en måde, så man kom virkelig dybt ind i personerne. Oven i det beskrev bogen også ting, der var uvante for den tid, vi var i, og som endda fremstillede en helt anden måde at tænke på, og når man kombinerer det hele med, hvor jeg selv var i mit liv, har bøgerne aldrig sluppet mig igen.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- “Dødens Triumf” af Savage Rose var grunden til, at jeg i sin tid besluttede mig for at blive i Danmark, så det har en speciel plads i mit hjerte. Jeg kom til Danmark tilbage i 1972 og fik arbejde på Det Kongelige Teater, hvor de var i gang med at sætte forestillingen bag albummet op, og jeg var bare totalt solgt. Det var så nyskabende og inspirerende, bare måden, instrumenteringen var på, og måden, Annisette sang på, var så nyt for mig. Det åbnede en verden, som jeg ikke var vant til, for jeg var jo vokset op i skyggen af et diktatur, og Savage Rose formåede at skabe noget helt unikt, som aldrig slap grebet i mig. For kunst, der både er fri og befriende, er stor kunst. Og så blev jeg, for hvis man kunne sætte sådan noget op på Det Kongelige Teater af alle steder, hvad kunne man så ikke udrette i dette skønne land?

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- “The Crown” er en tv-serie, som jeg ikke kan lægge til side - slet ikke. Ud over at jeg elsker historiske dramaer, så er det jo også en historie, som vi alle er vokset op med. Jeg kan huske, da dronning Elizabeth blev kronet. Det blev live-transmitteret i fjernsynet, og jeg var med min familie i Belgien, hvor min far var på forretningsrejse, og så sad vi alle sammen på hotellet og så det. Selve serien er også blændende, især de to første sæsoner, og så er det lidt lige meget, at den måske ikke er helt historisk korrekt, for bare det arbejde, de har lagt i at forsøge at genskabe tingene, som de var, er rystende godt arbejde og stor kunst i mine øjne. Derudover holder jeg også af “Jeanne d’Arc” af Carl Th. Dreyer og Peter Weiss’ imponerende teaterstykke “Marat/Sade”, som også har sat spor i min kunstneriske opfattelse på en uforglemmelig måde.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Næsten alle værker af Salvador Dalí og El Grecos samlede produktion, for det var de kunstnere, vi trods alt gerne måtte dyrke i Spanien i min opvækst. Jeg har altid haft noget for surrealisterne, og det kan godt være, nogle mener, at Dalí var et stort nummer - men hvilket nummer! Jeg har altid holdt meget af at kigge på hans smeltede ure og elefanter med lange ben og det samme med El Grecos værker, som også er surrealist, så giver deres kunst mig inspiration til mine egne opsætninger. Om det så bare er farvesammensætningen, så ligger det ligesom altid i baghovedet.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- De gamle mestres skulpturer i marmor og nutidige litografier. Jeg har altid været meget fascineret af, at man har kunnet udforme marmor, så det fuldstændig ligner stof, som blafrer i vinden, eller hud med blodårerne under. Som ung holdt jeg meget af at rejse rundt i Europa og se alle de store mestre i Firenze, Rom og Paris, men også vores eget Glyptoteket og Thorvaldsens Museum kan noget. Jeg har altid moret mig med tanken om, at vi herhjemme betaler afgifter på alkohol og tobak, og pengene så går til at drive de store museer og holde kunsten i live.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Museumsbesøg, som dengang jeg var ung, og alt var en ny opdagelse for mig. Når det så er sagt, er det også, fordi jeg altid har så travlt, at jeg ikke går så meget på museum mere. Jeg ville elske at tage en dag ud af kalenderen og bare gå på museum herhjemme eller i udlandet. Desværre er det mere besværligt i dag, fordi man efterhånden skal bestille billet flere måneder i forvejen. De store kunstmuseer er blevet tilløbsstykker for turister, som kun kommer for at tage en selfie med kunsten og ellers sidder med deres telefoner frem for at komme for kunstens skyld. Det er jo dejligt på nogle måder, at det er velbesøgt, men der er simpelthen for mange mennesker til, at jeg kan nyde det. Det sidste museum, jeg besøgte, var Skagens Museum i forbindelse med ”Lyset over Skagen”, og det var helt fantastisk bare at gå rundt en hel dag og kigge.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Det kan jeg ikke huske, for en dårlig kulturoplevelse er jo ikke kultur og bliver derfor hurtig glemt.

Annonce

Daniel Bohr

Født i 1943 i Argentina, har boet med sin familie i Chile og Spanien, men kom til Danmark i 1972 og er i dag dansk statsborger.

Han har gennem mere end 50 år beskæftiget sig med drama, opera og musicals på teater, film og tv i flere lande, herunder Danmark, Spanien, Portugal og Frankrig.

Allerede i 1966 var han med til at danne El Nuevo Teatro Experimental i Madrid, og siden har han haft lederstillinger og stået i spidsen for store opsætninger på blandt andet Den Jyske Opera, Aalborg Teater og Det Kongelige Teater.

I 2004 vandt hans iscenesættelse af ”The Sound of Music” en Reumert for årets bedste musikteater, i 2010 løb han med en nominering, mens han senest i 2013 fik endnu en statuette for forestillingen ”Love Never Dies”.

Sidste år stod han bag musicalen ”Lyset over Skagen”, som siden var på danmarksturné, og han er nu aktuel med ”Dance of the Vampires” på Det Ny Teater i København.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce