Annonce
Udland

Kun seks af 38 bandedrab er opklaret i Malmø siden 2011

10600 Andreas Hillergren/Tt/Ritzau Scanpix
Mellem 2011 og 2018 blev 38 personer fra bandemiljøet skudt og dræbt i Malmø. Kun få sager bliver opklaret.

Det lykkes kun sjældent for politiet at opklare de seneste års mange bandedrab i den svenske by Malmø.

Det fremgår af en opgørelse fra politiet ifølge den svenske avis Aftonbladet.

Opgørelsen kommer, umiddelbart efter at en 15-årig dreng i weekenden blev skudt og dræbt ved et pizzeria i Malmø.

Blot seks ud af de i alt 38 bandedrab, der fandt sted mellem 2011 og 2018, er blevet opklaret. Det svarer til 16 procent.

- Det er kritisabelt, og vi bliver nødt til at blive bedre, siger Gunnar Appelgren, der er politikommissær og bandeekspert.

Ud over den dræbte 15-årige blev en anden ung mand også hårdt såret i weekenden. Han behandles fortsat for livstruende skader. Nogle få minutter før skyderiet fandt en eksplosion sted kort fra gerningsstedet.

Politiets teori er, at eksplosionen skulle distrahere politiet.

Ingen personer er endnu blevet anholdt i sagen.

Ved drab, som ikke har relation til bandemiljøet, ligger opklaringsprocenten på omkring 90 i Sverige. Det oplyser Gunnar Appelgren.

Historien er dog en helt anden, når det kommer til bandedrab, siger han.

- Det skyldes delvist, at folk holder meget tæt under efterforskningen. Men nogle gange er der også problemer med at sikre gerningsstederne. I cirka 20 procent af tilfældene bliver vi angrebet på gerningsstederne, lyder det.

I de svenske byer Stockholm og Göteborg blev henholdsvis 61 og 29 personer fra bandemiljøet skuddræbt fra 2011 til 2018.

Opklaringsprocenten i de to byer ligger på henholdsvis 20 og 24.

- Vi ved ikke, hvorfor det ser sådan her ud. Men i Malmø kan vi i hvert fald se, at stort set alle skyderier og angreb med håndgranater er tilknyttet narkomiljøet på en helt anden måde, siger Gunnar Appelgren til Aftonbladet.

/ritzau/

Annonce
Aftonbladets nyhed om de seneste otte års skuddrab i Malmø
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce