Annonce
Udland

Kun få tror på succes ved fredsmøde om Libyen i Berlin

Costas Baltas/Reuters

Mange kræfter forsøger at presse Libyens magtfulde militsleder Khalifa Haftar til at fortsætte forhandlinger.

Det er planen at få sikret en varig våbenhvile i Libyen, når ledere fra en lang række lande mødes til en fredskonference i Berlin søndag.

Ved det længe forberedte møde skal Libyens olieeksport sikres. Der er samtidig håb om, at der kan blive skabt grundlag for fred og en genopbygning af landet.

- Vi anser Berlin-topmødet som et vigtigt skridt frem mod en varig våbenhvile og en politisk løsning.

Det siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

- Vi må ikke give køb på de vigtige fremskridt. En våbenhvile er trådt i kraft her i januar. Vi må ikke ofre det hele til fordel for lejesoldaternes blod og kaos, tilføjer han.

Erdogan talte søndag med journalister i Istanbuls lufthavn, inden han fløj til Berlin.

Blandt de øvrige deltagere er Ruslands præsident, Vladimir Putin, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og USA's udenrigsminister, Mike Pompeo. Dertil kommer en række afrikanske og arabiske ledere.

På mødet vil mange kræfter være sat ind på at presse Libyens magtfulde militsleder Khalifa Haftar til at fortsætte forhandlinger.

Hans styrker har før topmødet blokeret for eksporten af olie gennem Libyens vigtigste havne. Der er lukket for over halvdelen af landets olieproduktion.

Haftar er samtidig rykket tættere på hovedstaden Tripoli. Her holder den internationalt anerkendte regering til. Haftars milits støttes af Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, afrikanske styrker og russiske lejesoldater.

Tyrkiet har i al hast sendt styrker til Tripoli for at støtte den internationalt anerkendte regering. Den ledes af Fayez al-Sarraj.

2000 tyrkiskstøttede militsfolk fra Syriens borgerkrig er også sendt til Tripoli. Det siger en FN-kilde til Reuters.

Diplomater frygter, at parterne blot anser topmødet i Berlin som en mulighed for at omgruppere.

- Ingen af de to sider og deres allierede er indstillet på at nedlægge våbnene, siger en vestlig diplomat til Reuters.

Danske kampfly var under en Nato-mission i 2011 med til at afsætte Libyens enerådige leder, Muammar Gaddafi. Siden har landet udviklet sig til en fejlslagen stat.

Landet har ikke haft nogen stabil regering i et årti. I over fem år har to rivaliserende regeringer kæmpet om magten.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Stjernedrys i ovalen i Bolbro

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce