Annonce
Debat

Kultur er det, der taler til os - og som vi taler om

I Danmark har vi en stolt tradition for den demokratiske samtale. Når denne kronik trykkes, er Folkemødet på Bornholm for længst afsluttet, og hvis alting går, som det plejer, så vil både de sociale medier og aviserne til overflod være fyldt med førstehåndsskildringer af festlighederne. Nogle vil mene, at det er en lukket fest for en elite bestående af københavnske kommunikationsfolk, mens andre vil hylde det folkelige opbud af mennesker, der iført rygsæk og fornuftige sko deltager i den offentlige samtale. Selv ligger jeg et eller andet sted midt imellem. Jeg tror vitterligt på den demokratiske samtales nødvendighed. Alligevel tror jeg på, at der findes andre veje til at danne det store fællesskab, der knytter bånd mellem mennesker og samfund. Èn af de mest farbare veje er kunsten - og dermed det kulturliv, der omkranser den.

De seneste ugers valgkamp har budt på en syndflod af debatter og samtaler. Et af de emner, der stort set ikke blev drøftet og i hvert fald aldrig ramte TV-fladen, var kultur. Selv deltog jeg i et par debatarrangementer, hvor vi blev enige om, hvor vigtig kunsten og kulturen var, og så skete der ikke rigtigt mere. Kultur er ikke valgkampstof. Kultur handler om alt det, der fyldes vores liv ud, når vi ikke arbejder eller sover. Kultur er noget andet end institutioner, uddannelser og hospitaler, der ellers har fyldt nok i valgkampen, og kunst kan kun få overskrifter i dagspressen, når nogle bliver forargede.

En af de debatter, jeg deltog i, startede med, at sangeren Pernille Rosendal bød op til fællessang, og på Charlottenborg i København lettede taget næsten den morgen, hvor vi sang ”Se nu stiger solen” og bagefter sad rødkindede og meningsfyldte tilbage. Det er fællessangen og ikke debatten, jeg husker. Det samme gjorde sig gældende under et debatarrangement tidligere på året på Arbejdermuseet, hvor skuespilleren Marie Dalsgaard fremførte nogle sange fra forestillingen Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater, og bagefter sad hele salen vandøjede og berørte og havde glemt alt om de samtaler, der også havde været på scenen. På min egen hjemmebane, Kunsten i Aalborg, har publikum de seneste måneder set på hundredvis af malerier fra Norden, alle malet omkring 1. og 2. verdenskrig, og dér mødt en forståelse for og forbundethed med historien, der bedst kan formidles via kunstens bjergtagende og non-verbale nærvær. Serien Chernobyl på HBO har lige nu allerstørste opmærksomhed hjemme hos mig. Den velspillede tv-serie er på én og samme tid excellent historieskrivning og et mønstereksempel på demokratiforståelse, fordi vi møder det gennem fiktionens betagende filter. Og endelig er min egen playliste lige nu erobret af Claus Hempler, der med sit nye album siger mig meget mere om det midaldrendes menneskes livskrise end alverdens debatter ville kunne mønstre.

Kunsten reflekterer livet i alle dets afkroge, og kulturen er en del af det samfund, den er vokset ud af. Kunst og kultur rummer uendelige potentialer for at gøre os til mere reflekterede samfundsborgere og bringe os ud i menneskelige erkendelser, der både ligger hinsides sproget og samtalens afsluttede kredsløb. Vi kan derfor godt leve med, at kunst og kultur måske ikke har haft højeste prioritet i valgkampen. Så længe den prioriteres politisk, når de hurtige debatter er slut. Hvis en ny regering vælger at prioritere børn og unges møde med kunst og kultur i både folkeskolen og uddannelsessystemet. Hvis de vælger at give de kunstneriske uddannelser en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Hvis dansk kunst bliver næret og gødet og respekteret i en grad, der kan gøre os endnu mere stolte og både samle og udfordre os som nation. Så tror jeg rent faktisk, at vi kan spare et par debatarrangementer væk og i stedet lade kunsten klare den sag. Sig gerne det staldtips videre til den nye kulturminister.

Annonce
Gitte Ørskou
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ghettopakke: Aktuelle tal, tak

Der er ikke længere blot én, men nu to rigtig gode grunde til, at partierne bag den såkaldte ghettopakke tænker sig godt om og justerer kriterierne, inden de pålægger en række kommuner at begynde nedrivning af boligområder på den hårde ghettoliste. Med et bredt flertal bestående af seks partier bag ghettopakken må man udlede, at dette tiltag mod socialt udsatte parallelsamfund har solid folkelig forankring. Men den folkelige forståelse kan hurtigt skrumpe ind, hvis det viser sig, at et nedrivningsdiktat har et grotesk skær af tilfældigheder. Det har stødt mange borgere, at Odense Kommune tilbyder flyttepenge til dømte kriminelle i boligområder, der risikerer at havne på den nye ghettoliste, som sendes ud til december. Forargelsen er forståelig, selv om kommunen kun reagerer som alle andre, der ser en kæmpeudgift tårne sig op forude: Man forsøger at undgå den. Og her er der tale om, at nogle færre beboere med en plettet straffeattest i et par opgange måske er afgørende. Senest er det kommet frem, at nedrivning kan blive udløst af, hvad man kan kalde bagatelkriminalitet. Hvis en person får en bøde og ikke betaler den, havner sagen i retten, hvor personen får en dom. Ifølge et datatræk hos Fyns Politi for 2017 og 2018 har otte personer med adresse i det nedrivningstruede boligkvarter Solbakken i Odense fået en dom på grund af en ikke-betalt bøde. Disse eksempler belaster altså Solbakken i ghettoregnskabet og kan i sidste ende betyde nedrivning. Venligt udlagt vil det være et papirtyndt grundlag. Boligminister Kaare Dybvad besøgte et af Odenses udsatte boligkvarter for nogle dage siden og havde ingen bemærkninger til kommunens flyttehjælp til kriminelle. Derimod stillede Dybvad i udsigt, at de tal, der skal danne grundlag for ghettolisterne, skal være så aktuelle som muligt. Hvis det skal forstås sådan, at de 11 måneder gamle tal, der bruges i dag, ikke dur, er det en god erkendelse, selv om skrotning bør være en selvfølge. Betryggende vil det også være, hvis partierne bag ghettoaftalen giver opgørelsesmetoden et eftersyn. På landsplan berører ghettoplanen flere tusind mennesker og koster mange milliarder. Derfor skal kriterier og udførelse være uangribelig.

Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Annonce