Annonce
Odense

Kritik af nyt bæredygtigt byggeri: Det virker som spild af ressourcer

Sharon Fisher har som formand for Byforeningen for Odense svært ved at forstå nødvendigheden af at rive ned for at bygge nyt. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Sharon Fisher, formand for Byforeningen for Odense, undrer sig over, at det skal være nødvendigt at rive ned for at bygge nyt.

Det er ikke bæredygtigt at rive ned for at bygge op. Sådan lyder den spontane reaktion fra Sharon Fisher, formand for Byforeningen for Odense, på planerne om et stort nyt statsligt kontorbyggeri i Lerchesgade, hvor Skat i dag holder til.

- For mig lyder det umiddelbart som et ressourcespild, at man skal rive eksisterende byggeri ned for at bygge nyt, uanset af det nye er bæredygtigt, siger Sharon Fisher, der undrer sig over, at man ikke forsøger at indkorporere de nuværende bygninger, idet hun peger på, at transformation af eksisterende byggeri er den trend, mange toneangivende byplanlæggere peger på.

Byforeningen for Odense har markeret sig kraftigt i debatten om arkitektur og planlægning i Odense, men Sharon Fisher vil dog endnu ikke forholde sig til, hvad et projekt, der foreløbig er på tegnebrættet, kan få af betydning for området, hvor der skal bygges.

- Jeg kan blot sige, at det undrer mig, at hvis man vil bygge nyt, hvorfor lægger man det så ikke et andet sted, hvor der ikke skal rives ned først for at bygge nyt, siger Sharon Fisher.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce