Annonce
Odense

Kriminelle ghettobørn og racistiske danskere: Cekic og Melchior nedbrød fordomme på muslimsk friskole

Bent Melchior og Özlem Cekic er selv blevet venner - faktisk far og datter - på tværs af religion. Foto: Michael Bager

Den tidligere SF-politiker Özlem Cekic og den tidligere overrabbiner Bent Melchior besøgte Al-Salahiyah Skolen sammen med 190 elever fra Odense Friskole. Mødet skulle nedbryde fordommene og skabe nye venskaber på tværs af religion og etnicitet.

250 børn er samlet i kantinen på Al-Salahiyah Skolen. Nogle er danskerblege, andre er mørkglødet i huden. Nogle er lyshårede, andre har tørklæde på. Tilfælles for dem alle er, at de går i 7.-9. klasse - nogle på Odense Friskole, andre på den muslimske værtskole.

- Er der nogen, der vil fortælle en fordom, de har, spørger Özlem Cekic ud i rummet.

Der bliver påfaldende stille. Efter lidt tid rækker en bleg, lyshåret dreng en hånd i vejret.

- Man hører meget i medierne om indvandrere, der begår kriminalitet, siger han spagt.

- Ja, det er en rigtig god én, siger Özlem Cekic og nikker anerkendende til Bent Melchior, der sidder på en stol bag hende.

- Jeg har selv været meget fordomsfuld engang. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at jøder var sådan nogle, der slog muslimer ihjel, og at danskere var racister, siger Özlem Cekic.

Annonce
De 250 friskoleelever lyttede interesseret, mens de to oplægsholdere talte. Foto: Michael Bager

Venskaber vaccinerer

Oplægget på Al-Salahiyah Skolen er det ene af tre arrangementer på friskoler rundt omkring i landet, hvor muslimen Özlem Cekic og jøden Bent Melchior forsøger at nedbryde fordomme mellem forskellige religioner. Dels ved at fortælle om deres egne personlige erfaringer, og dels ved at elever fra muslimske og kristne friskoler møder hinanden - og måske endda bliver venner.

- Det handler om at bringe folk sammen. Grundtesen er, at venskaber vaccinerer én mod fordomme, siger Özlem Cekic.

Özlem Cekic har selv vendt sig af med sine fordomme gennem mødet med dem, hun havde fordomme om. Først i folkeskolen, da hun blev venner med den jødiske klassekammerat. Så som ungarbejder i Føtex, hvor hun kyssede med den danske flaskedreng. Siden som folketingspolitiker, hvor hun drak "dialogkaffe" med dem, der sendte hende hademails. Og senest har hendes gamle ven og tidligere overrabbiner Bent Melchior sågar adopteret hende som sin egen datter.

- Folk kigger underligt på os, når vi er ude sammen, siger Bent Melchior, der til sommer runder de 90 år.

- De tænker: Hvordan kan de to gå sammen? Og det handler ikke om, at en gammel mand går sammen med en ung kvinde. Nej, det handler om, at det er en jøde, der går sammen med en muslim.

Farlige ghettobørn

Muslimske friskoler har mange gange været under beskydning fra politisk hold. Dansk Folkeparti har for eksempel foreslået at tage tilskuddet fra de skoler, der underviser i arabisk. Det gør Al-Salahiyah Skolen - to timer om ugen. Derudover kommer halvdelen af eleverne fra Vollsmose, der gang på gang popper op på regeringens ghettoliste. Og det er alt sammen med til at skabe fordomme, mener Özlem Cekic.

- De bliver marginaliseret det sted, de bor. De bliver marginaliseret det sted, de går i skole. Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig marginaliseret. Men hvis de skal blive til demokratiske samfundsborgere, så kræver det, at de føler sig som en del af samfundet, og det er vores opgave at sørge for det, siger Özlem Cekic.

Netop det at føle sig marginaliseret kender Fatemah Chaaban på 15 år. Hun går i 9. klasse på Al-Salahiyah Skolen og har selv boet i Birkeparken i Vollsmose indtil for fire år siden.

- Man hører meget om kriminelle indvandrer og alt det dårlige, der sker i Vollsmose. Men jeg har aldrig følt, at det var et farligt sted. Man hører aldrig om alle dem, der gerne vil arbejde og yde en indsats i det danske samfund, siger Fatemah Chaaban.

Hun synes da også, at besøget fra Odense Friskole har været rigtig godt. Både for at vise at alle indvandrer ikke er nogen banditter - men faktisk også den anden vej.

- Vi har lidt vores egen verden her på skolen, hvor der kun går muslimer. Men vi skal jo ud af skolen på et tidspunkt, og så er det godt, at vi har den her slags møder med andre skoler: Vi lærer noget om dem, og de lærer noget om os.

Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce