Annonce
Kultur

Krimi: Heksens hævn

Camilla Läckbergs seneste udspil udvikler sig undervejs til en roman fyldt med menneskelige historier, der giver mulighed for eftertænksomhed.

På sin vis er den svenske forfatter Camilla Läckbergs krimi ret hverdagsagtig. Sproget er ligetil og nemt at læse, vi får en elementær indføringsindledning med et langsomt opbyggende bekendtskab med de personer, vi de næste 670 sider skal være i selskab med.

Indimellem lidt naivt skrevet, men tag ikke fejl, for bag en tilsyneladende overflade og dens til tider ugebladsagtige sekvenser dukker der en medrivende historie op om had, svigt, ondskab, tab og sorg, ungdommelig og velvoksen kærlighed, som kan besejre alt. Måske.

Annonce

Forunderlig udvikling

Der er mange stier at gå på i den svenske forfatters 10. bog fra Fjällbacka - et lille lokalsamfund, hvor rygterne gerne svirrer som ihærdige bier omkring en tillokkende blomst. Fyldt med nektar til at bygge videre. På godt og ondt.

Politimanden Patrik er en sympatisk og empatisk mand. Han arbejder godt sammen med sine kollegaer fra Tanumshede Politistation, og så støtter han sig ofte til forfatteren Erica, som ejer de samme menneskelige træk, blot på en mere spidsfindig måde.

De er et godt makkerpar, og i et fremragende samarbejde graver de sig ned i opklaringen af dødsfald af to fireårige piger, der mistede livet med 30 års mellemrum. Men blev fundet på samme gerningssted.

Erica er ved at skrive en bog om det gamle mysterium: Hvad skete der egentlig med Stella, og nu kommer der endnu engang mystik ind over. Linnea, puttet ind under samme træstamme som Stella.

Vi er godt i gang med en fortælling, der udvikler sig stille og roligt. Og den når sit højdepunkt, der boomer, når man ikke vil fravristes en bog, før man i en ultrasen, månebelyst nattetime har fået den ultimative afslutning.

Og så er der lige den gribende beretning om Elin, der fattig, men med moderhjertet dunkende, kæmper den kamp, hun nu kan, når vi befinder os i det 16. århundrede´med dets mistroiske og hadefulde holdning til de kvinder, der gik forrest, når det gjaldt naturens medicin i forebyggelse af alskens sygdomme.

Vi er i en treenighed fra 1600-tallet med et skvæt fra tiden for 30 år siden og op til nutiden, hvor flygtningedebatten, racismen og misligholdte børn (mis)blomstrer.

Se, det er en ordentlig mundfuld at komme igennem. 600 sider, måske et ønske om et mere litterært islæt, men alt i alt en bog, der i sin fortællende, vedkommende stil løfter sig op til fire stjerner - ikke mindst for sit plot og sin forløsning, og det er vel det bedste ved en god bog.

Krimi

Camilla Läckberg: "Heksen"

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, 670 sider, People's Press

Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce