Annonce
Odense

Kræver det penge at være lykkelig?: Fattigdomsgrænse for børn trækker ud

- Som fattig har man oddsene imod sig. Det er uretfærdigt, og det er en ulighed, jeg ikke vil være vidne til i vores by, siger Susanne Crawley Larsen (R) om baggrunden for, at hun ønsker en børnefattigdomsgrænse i Odense. Foto: Nils Mogensen Svalebøg
Trods et rødt flertal for den radikale rådmands forslag om en børnefattigdomsgrænse fortsætter den politiske diskussion, og beslutningen er udskudt. Konservative kalder det symbolpolitik.

Egentlig har hun allerede et rødt flertal for sit forslag, børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).

Men alligevel lader den endelige beslutning om, at Odense skal have en børnefattigdomsgrænse, vente på sig.

Onsdag diskuterede borgmester og rådmænd sagen i Økonomiudvalget, og det står klart, at der er brug for flere tal og detaljer, før politikerne kan give et endeligt ja eller nej.

Det handler blandt andet om klare svar på, hvordan et barn med eksempelvis to iværksætterforældre, der de første år ikke har store indtægter, tæller med i den opgørelse over relativ fattigdom, som Danmarks Statistik bruger. Og som Borgmesterforvaltningen foreslår også skal benyttes i Odense.

Med otte procent børn under fattigdomsgrænsen - det svarer til 3025 børn og unge under 18 år - er Odense blandt de 10 kommuner i landet med flest fattige børne.

Tallene viser også, at stigningen fra 2015 til 2017 er på 2,6 procentpoint. Det er 989 flere fattige Odense-børn på to år og udgør en større stigning end på landsplan.

Derfor er der brug for handling, mener Susanne Crawley Larsen. Og derfor har hun foreslået en egentlig børnefattigdomsgrænse.

- Selve fattigdomsgrænsen er ikke voldsomt værdifuld, erkender hun.

- Det værdifulde er, at vi kan følge med i, om det bliver værre eller bedre, og det bliver sværere at lukke øjnene for, at vi har et problem.

Annonce

Fattigdomsgrænser

I 2013 blev der på Christiansborg vedtaget en officiel fattigdomsgrænse, men den afskaffede en nytiltrådt Venstre-regering i 2015.

Danmarks Statistik udviklede i 2018 et nyt mål for relativ fattigdom, der blandt andet defineres ved, at "man er langt fra at have de samme økonomiske muligheder og levevilkår som de fleste andre i befolkningen".

Hverken studerende eller personer med en formue af en vis størrelse regnes som fattige, selv om deres indkomst placerer dem i den gruppe.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betyder målet for relativ fattigdom, at fattigdomsgrænsen for en voksen med to børn er en samlet årsindkomst på 193.800 kroner efter skat.

I Odense Kommune betegnes otte procent af børnene som relativt fattige. På landsplan er tallet 5,6 procent, mens det i København er 6,8, i Aarhus 6,0 og Aalborg 5,0.

Unødvendig symbolpolitik

Hos Konservative savner ældre- og handicaprådmand Søren Windell imidlertid nuancer i debatten om børnefattigdomsgrænsen.

- Vi sætter lighedstegn mellem noget materielt og nogle menneskelige værdier, og det bryder jeg mig ikke om, påpeger han.

- Skal vi have Netflix og den nyeste computer for at være lykkelige? Og har man en dårlig barndom, fordi man har to forældre, der er iværksættere, som i begyndelsen ikke har nogen høj indtægt? Det mener jeg ikke, understreger Windell og tilføjer, at børn slet ikke er fattige. Det er deres forældre, der har en lav indkomst.

- Jeg anerkender, vi har børn, der skal have hjælp, fordi de har det rigtig skidt, men det behøver ikke altid at have noget med penge at gøre. Vi risikerer at stigmatisere nogle børn, og jeg synes, vi her bruger ressourcer på symbolpolitik i stedet for at bruge kræfterne på at få flere i arbejde, fremhæver Søren Windell.

En uretfærdig ulighed

Men Susanne Crawley Larsen fastholder, at en børnefattigdomsgrænse er den rigtige vej at forfølge.

- Ja, man kan godt være fattig og lykkelig. Men der er mange eksempler på, at man har et lettere liv, når man har penge, siger hun og nævner, at der som fattig er stor risiko for at få en kortere uddannelse, lavere karakterer, dårligere sundhed, ringere tilknytning til arbejdsmarkedet og et kortere liv.

- Som fattig har man oddsene imod sig. Det er uretfærdigt, og det er en ulighed, jeg ikke vil være vidne til i vores by, konstaterer Crawley.

- Vi kan godt skælde ud på Christiansborg og på integrationsydelse og kontanthjælpsloft, men der er mange gode grunde til at gøre noget ved fattigdom, og det skal vi gøre i Odense.

Hun foreslår, at byrådet hvert år bliver præsenteret for udviklingen i antallet af børn i Odense under fattigdomsgrænsen og samtidig tager stilling til, hvad der skal gøres.

Selv mener Susanne Crawley Larsen, at der eksempelvis er brug for flere penge til flere voksne i de børnehuse og skoler med fattige børn.

- Det langsigtede mål er, at børnene skal have en uddannelse. Det er vejen ud af fattigdom, har hun understreget.

Økonomiudvalget skal drøfte børnefattigdomsgrænsen igen på et af de kommende møder.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce