Annonce
Indland

Kræftsyge børn kan få sociale problemer uden vennebesøg

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kræftsyge børn oplever ensomhed, og at det kan være rigtig svært at få nye relationer. Venneordning hjælper.

Det kan være en lang og hård proces at blive indlagt til behandling for kræft som barn, og mange er væk fra både skole og klassekammerater i længere tid.

Og det sætter spor hos børnene. Et år efter behandlingen har hvert fjerde barn sociale udfordringer, og knap hvert tredje barn får specialundervisning.

Det fortæller ph.d.-studerende Vibeke Spager, der er ansvarlig for udrulning af et rehabiliteringsprojekt for de kræftsyge børn.

- De oplever, at det kan være rigtig svært at føle sig forstået af deres venner. De oplever ensomhed, og at det kan være rigtig svært at få nye relationer.

- Og så oplever de, at det kan være svært at følge med i skolen, fordi man er væk vældig meget, siger hun.

Det er cirka halvdelen af børnene, der har de her problemstillinger.

- Det, vi hører fra børnene med de ord, de bruger, er, at kræft stadig er et tabu.

- Der er mange fordomme omkring det, og så oplever de, at det kan være svært at blive talt med som det menneske, de er. Og det gør måske, at de kan føle sig lidt udenfor, siger Vibeke Spager.

Rehabiliteringsprojektet "Respect" begyndte i 2012. Det sørger for, at klassekammerater jævnligt kommer forbi på hospitalet via en såkaldt ambassadørordning - også når barnet er i isolation.

Det sørger samtidig for, at det kræftsyge barns klasselærer og -kammerater får undervisning af en sygeplejerske i kræft. Og det har stor betydning for barnet, som er indlagt.

- Det, de fortæller os, er, at de kan mærke, at det gør en forskel. De kan mærke, at der er et før og et efter, efter at vi har været ude at tale med deres kammerater. Det bliver simpelthen nemmere for dem at have en normal relation til deres venner igen, siger Vibeke Spager.

Hidtil har det kun været på Rigshospitalet i København, at kræftsyge børn har fået faste besøg af deres klassekammerater under indlæggelsen.

Projektet "Respect" er nu udbredt til landets øvrige børnekræftafdelinger i Odense, Aalborg og Aarhus.

Spørgsmål: Raske børn kan jo som udgangspunkt besøge deres kræftsyge klassekammerater i forvejen, når de vil. Hvorfor er det vigtigt, at det sættes i system af jer?

- Det kan de. Og det gør de heldigvis også fortsat.

- Men vi vil gerne være med til at sikre, at uanset hvor i landet man bor, eller hvordan ens økonomiske og sociale muligheder er, at man holder kontakt til sit sociale netværk. Og vi tilbyder den ramme, så det kan lade sig gøre, siger Vibeke Spager.

Projektet har siden begyndelsen været støttet af Børnecancerfonden, som har bidraget med i alt knap 10 millioner kroner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ny hanløve er ankommet til Odense Zoo

Leder For abonnenter

Overvågning. Et nødvendigt onde

Avisen bragte i går en god nyhed fra Korsløkkeparken, der er et boligområde i Odense på den såkaldte ghettoliste. Efter opsætning af i alt 460 kameraer er området blevet markant fredeligere. Tidligere var Korsløkkeparken plaget af omfattende hashhandel, hærværk og anden kriminalitet, der gjorde bebeboerne utrygge. Men nu kan tillidsfolk for beboerne fortælle, at kameraerne har lagt en dæmper på de urolige elementer, som typisk er helt unge mennesker. De nye kameraer i Korsløkkeparken flugter således fint med regeringens planer om mulighed for mere markant overvågning i det offentlige rum. Dette forslag vil regeringen sandsynligvis komme igennem med, takket være støtte fra de blå partier, og det vil ikke mindst langt størsteparten af beboerne i større almene bebyggelser være glade for. Med god grund. Fredelige borgeres efterspørgsel af en tryg hverdag, hvor man ikke møder hashpushere i nedgangen til kælderen eller skal frygte hærværk mod sin parkerede bil, er forståelig og legitim. Men samtidig må man ikke se bort fra, at mere overvågning også indskrænker den frihed og ret til privatliv, som er grundlæggende for et åbent, demokratisk samfund. Folks behov for tryghed stritter altså imod nogle vigtige værdier, og dermed kan sammenstødet overføres til modsætninger mellem på den ene side almindelige danskere, der tager afsæt i deres hverdag, og på den anden side organisationer, der henviser til undersøgelser og statistikker. Mens hr. og fru menigmand tager overvågningen ret afslappet, er for eksempel Advokatrådet og Det Kriminalpræventive Råd betænkelige. De efterlyser dokumentation for, at øget overvågning gør det nemmere for politiet at opklare alvorlige forbrydelser. Skeptikerne påpeger også, at regeringens lovforslag, om det bliver vedtaget, vil indskrænke borgernes ret til privatliv mere, end man forestiller sig. Det kan meget vel være rigtigt, at kameraovervågning kun har begrænset betydning, når det drejer sig om alvorlig kriminalitet. Men skønt gamle begreber som ro og orden ikke i dag er på mode blandt fagpersoner, har de alligevel fylde i befolkningen. Derfor er øget overvågning et nødvendigt onde. I hvert fald indtil forældre og SSP-folk har lært de unge uromagere reglerne for almindelig god opførsel. Det vil desværre nok tage en rum tid.

Annonce