Annonce
Udland

Kongresleder fra USA: Vi er stadig med i klimakamp

Susana Vera/Reuters

Nancy Pelosi: Vi har indset, at dette er en eksistentiel trussel. Vi har ikke levet op til udfordringerne.

Den amerikanske kongresleder Nancy Pelosi siger ved FN's klimamøde COP25 i Madrid, at verden stadig kan regne med USA i kampen mod global opvarmning til trods for præsident Donald Trumps politiske linje.

Demokraten Pelosi er i Madrid sammen med 14 andre medlemmer af Kongressen for at gøre det klart, at en stor del af USA er stærkt indstillet på at leve op til de mål, som blev fastsat i Parisaftalen fra 2015. Dette gælder blandt andre de fleste demokratiske præsidentkandidater.

- Vi er her for at sige til alle Jer på vegne af Repræsentanternes Hus og USA's kongres, at vi stadig er med, erklærede Pelosi til store klapsalver.

- Vi har indset, at dette er en eksistentiel trussel. Vi har ikke levet op til udfordringerne, hed det videre.

Trump kalder global opvarmning for et "blufnummer", og han har trukket USA ud af Parisaftalen, som 196 lande har underskrevet. Dens overordnede mål er at holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til førindustrielt niveau og stræbe efter at begrænse den til 1,5 grader.

USA spillede under Trumps forgænger, Barack Obama, en central rolle i bestræbelserne på at få aftalen på plads.

- Vi har et moralsk ansvar over for fremtidige generationer til at videregive denne planet på en bedre måde, understreger Pelosi og tilføjer:

- Vi ser klimaforandringer som et spørgsmål om offentlig sundhed.

Pelosi, som stod sammen med ledere fra blandt andre Costa Rica og Bangladesh, fastslår samtidig, at det også er et økonomisk spørgsmål, fordi det gælder alle de nye grønne teknologier.

- Og vi anser det også for at være et spørgsmål om national sikkerhed.

Kort forinden havde FN's generalsekretær, António Guterres, ved åbningen af klimamødet advaret om, at verdens regeringer risikerer at gå i søvne forbi " a point of no return".

Guterres, som er tidligere portugisisk premierminister og en ledende fortaler for mere ambitiøse indgreb for at standse klimaforandringerne, frygter, at der sker en form for kollektiv overgivelse over for for problemerne, hvilket han mener vil være skæbnesvangert for alles helbred og sundhed.

- Ønsker vi virkeligt at blive husket som generationen, der stak hovedet i sandet, sagde han ved åbningsmødet i det hangaragtige kongrescenter i den spanske hovedstad.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce