Annonce
Middelfart

Koncert: Crooner-kongen fyrer den af i Brenderup

Mads Mathias er solist som sanger og saxofonist fredag på Brenderup Højskole med Bigband 17:48. Foto: Karolina Zakolska

Brenderup: Mads Mathias, der også mestrer tenorsaxen, er fredag solist sammen med Bigband 17:48 på Brenderup Højskole

Danmarks ukronede crooner-konge, Mads Mathias, fyrer sammen med Bigband 17:48 fra Odense op under den nye sæson i Brenderup Højskoles Musikforening med en koncert fredag den 17. januar kl. 20.

Mads Mathias var ellers parat til at vinke farvel til en lovende karriere som saxofonist, da han som 17-årig mistede tre fingre på højre hånd i en trafikulykke. Da en del jobs allerede var booket, begyndte han i stedet at synge. Og takket være jysk stædighed kom han igen til at spille, så han i dag også mestrer klaveret og trompeten.

Sangen fik dog en blivende plads i den nu 38-årige musikers liv, både sammen med egne bands, bl.a. Six City Stompers, og ikke mindst foran store orkestre som DR Bigband, Tivoli Bigband og Bigband 17:48.

I 2012 debuterede Mads Mathias, som også er døbt Juul Johansson, med soloalbummet "Free Falling", der skaffede ham en Danish Music Award som 'Årets Nye Navn' samt en 'Honourable Mention Award' ved én af verdens største konkurrence for sangskrivere.

Netop solistens egenskaber som sangskriver er da også i centrum ved koncerten på Brenderup Højskole, eftersom aftenens musik mest består af Mads Mathias' egne meget iørefaldende og swingende numre, arrangeret for stort orkester af Peter Jensen fra DR Bigband.

Bigband 17:48 er et af Odenses ældste og mest rutinerede orkestre med et miks af unge talenter fra konservatoriet og musikalsk grunduddannelse plus andre dygtige musikere. Bigbandet er ledet af trompetisten Thomas Buchreitz, der overtog orkestret for godt to år siden.

Koncerten koster 190 kr. for ikke-medlemmer, 150 kr. for medlemmer og 100 kr. for unge. Billetter kan købes på billetten.dk, Brenderup Hus eller ved indgangen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce